Længst alt var i den høie Himmel den hellige Maler,
Da Poesien gik frem for den Almægtiges Stol,
Knælte og sagde: Herre! udsend mig at hædre din Kunstner!
At ei hans dunkle Grav savner Tragoediens Sang;
Thi i Livet og Døden, du veed, jeg ham elskte af Hjertet!
Ogsaa min kjæreste Skjald vier til Sangen jeg ind
Da tilstod den almægtige Fader Datteren Ønsket;
Og fra Norden lød, dæmpet, den tragiske Sang —