Pastoraldigtning

        Pastoraldigtning (af lat. pástor, Hyrde) er fremgaaet af en Higen efter at komme bort fra de civiliserede ell., som man synes, overkultiverede Forhold, man lever under; man idealiserer da Landlivet, dets Sceneri og dets Personer, digter Fortællinger, Dramaer ell. Lyrik, som bevæger sig i en Sfære, der skal være mere naturlig end Bylivets, men ofte er kunstig nok. Den klassiske Oldtid havde sin P. (Theokrit, Vergil, Longus’ »Daphnis og Chloe« m. fl.); Navnene fra denne —. Daphnis, Damon o. s. v. — gik igen i Renaissancens ital. og lat. Efterligninger, hvoriblandt Tasso’s Hyrdespil Aminta, Guarini’s Il pastor fido, Sannazaro’s Roman Arcadia. Sp., fr. og tyske Efterlignere fulgte disses Spor, og helt op til Norden strakte Genren sig (Søren Terkelsen’s Fordanskning af D’Urfé’s Astrée med dens Sange). Den egl. P., nemt glidende over i Affektation og Føleri og endnu i Slutn. af 18. Aarh. repræsenteret ved Florian, hos hvem de snehvide Lam og silkebaandsmykkede Hyrdestave endnu ikke er forsvundne, skiller sig fra den kraftigere og mere realistiske Idylpoesi, som Geszner forbereder, og som bringes til Blomstring af Vosz og især Goethe. 19. Aarh.’s Landsbyfortællinger er Aflæggere heraf. Smlg. for øvrigt Arkadien, bukolisk Poesi, Ekloge, Hyrderoman og Idyl.