Idyl

        Idyl (gr. ειδύλλιον, ɔ: lille Billede). Ved I. betegner man den digteriske Fremstilling af jævne, naturlige, fredelige Livstilstande, der viser os den fulde Lykke under begrænsede Forhold. Den anvendte Form er nu i Alm. Fortællingens, og Stoffet idylliske Tilstande. Vi taler om det idylliske, hvor Smaalivsbilleder indbyder os til en rolig og fornøjelig Beskuelse og fylder os med en Stemning af Hvile og stille, blid Glæde; dets Karaktermærke er et Liv i Enfold og Fred, der føler sig fuldt tilfreds ved en beskeden Tilværelse, Naturlighed, mild Munterhed og Livsharmoni, og Fraværelse af Affekter og Lidenskaber, der fører ind i Livets Brydninger og skæbnesvangre Konflikter. I. opstaar navnlig i en Tid, da en sammensat Civilisation med dens Uro og Overforfinelser har overpirret Menneskets Nerver og fremkaldt Længsel efter at vende tilbage til Naturen, til Urtidens formentlige Jævnhed, Naturlighed og Fred. I. søger saa navnlig sit Stof i Hyrde-, Jæger- og Landliv, hvor Livet endnu har Samfølelse med Naturen, Emner, der ved Kontrastvirkning til et moderne Livs Uro og Forvikling giver I. en særegen Ynde (Grækernes Hyrdedigte, senere Tiders Hyrderomaner, de moderne Landsbyhistorier). Den første Spire til denne Digtart finder man i Orienten, snart episk, i Fortællingens Form, som i Ruth’s Bog, snart dram. som i Kalidasa’s Sakuntala. Som selvstændig Digtart træder I. først frem ved Beg. af den alexandrinske Tid hos Theokrit, der i sine omhyggelig udførte Billeder skildrer de sicilianske Hyrders Naturliv. Bl. de rom. idylliske Digte maa særlig fremhæves Vergil’s. Af Efterligninger af ham udsprang den ital. Renaissancedigtnings I., der i dialogisk Form udviklede sig til en dramatisk-idyllisk Digtning, Hyrdespillet, der derfra vandrede til Europas forsk. Kulturlande og efterhaanden forvrængede det naivt yndige til modbydelig Affektation og Sentimentalitet. Senere førtes I. igen tilbage til det sunde og sande, som f. Eks. hos Vosz i hans »Luise« og hos Goethe, hvis »Hermann und Dorothea« ved sin verdenshistoriske Baggrund løfter I. til episk Højde. I den nyeste Tid har I. fundet en mere folkeejendommelig og realistisk Form i Landsbyhistorien (Auerbach, Bjørnson).