Jacob Worm (1642–c. 1692)

Worm, Jacob Pedersen, 1642—93 (?), Præst og Satiriker, var en Søn af Præsten Peder Jacobsen W. i Kirke-Helsinge ved Slagelse († 1668) og Anna Heichens fra Flensborg, men hørte ikke til den bekjendte og ansete Wormske Slægt. W. blev født 8. Dec. 1642 og dimitteret fra Slagelse Skole 1663. Tidlig udmærkede han sig ved Begavelse og Lærelyst; i en lang Række Kollegiedisputatser behandlede han bl. a. den moderne Cartesianske Filosofi, til hvilken han dog nærmest forholdt sig afvisende, og efter Aaret i Forvejen at have taget theologisk Examen blev han Magister 1667 og holdt Takketalen paa hebraiske Vers. Flere Gange prædikede han paa Latin for den lærde Frederik III, ligesom han i et (utrykt) Skrift «Jus regium vocandi pastores» forsvarede Kaldsrettens Overgang fra Menighederne til den enevældige Konge. Den ærgjerrige Mand kunde da med Føje vente sig en glimrende gejstlig Løbebane, og til en Begyndelse fik han ogsaa 1669 Exspektance paa det theologiske Lektorat i Viborg med Tillæg af Sognekaldet Nørbæk, Sønderbæk og Lesten. Men her begyndte W.s Skuffelser. Lektoratet blev mod Forventning ikke ledigt i hans Tid, og 1671 maatte han tage til Takke med det ringe og sletlønnede Rektorembede i Slangerup, hvor hans Faders forrige Kapellan, Salmedigteren Thomas Kingo, gift med hans Stifmoder (IX, 172), var Sognepræst og hans nærmeste foresatte. Med denne myndige Mand synes den forfængelige og urolige W. snart at være kommen i Strid, og ikke mindre end 6 Aar maatte han holde ud i sin ubehagelige Stilling. Her begyndte han at give sin Misfornøjelse Luft i Satirer og personlige Angreb, og bedre blev det ikke, da han 1677 paa en rimet Ansøgning forflyttedes til Graabrødre Sogn i Viborg, hvormed han synes at have forbundet det ham tidligere lovede Nørbæk Kald. Begge Embeder vare bestemte til at lægges ind under Lektoratet, som han vel altsaa har beholdt Exspektancen paa. Men foreløbig vare Indtægterne ogsaa her utilstrækkelige, især da W. maatte skaffe sig den svagelige Formands Afstaaelse paa Graabrødre Sogn ved at ægte hans ganske unge Datter, Abel Andersdatter Achton.

Som Prædikant var W. meget søgt, ikke mindst fordi han i sine Prædikener lod indflyde dristige sociale og politiske Allusioner, og hans Satirer løb Landet rundt, især mellem hans Embedsbrødre. Hvor almindelig religiøs-moralsk Satire end havde været hos os, var Satirens Anvendelse paa offentlige og politiske Forhold dog noget ganske nyt. Vistnok havde W. fra først af intet hellere ønsket, end at stille sig i Klientelforhold til Magthaverne, og der er ingen Tvivl om, at det, der fra først af drev ham frem, var skuffet Ærgjerrighed og Misundelse mod dem, der havde været heldigere end han selv, eller med hvem han som Embedsmand var tørnet sammen, Mænd som Kingo, Griffenfeld eller dennes Svoger, Sjællands unge Biskop Bagger. Men unægtelig gik der ogsaa under Griffenfelds Styrelse og under og efter den Skaanske Krig Misligheder nok i Svang, som opfordrede til Paatale: Kryberi, Nepotisme og Bestikkelighed, Begunstigelse af fremmede, Uduelighed og slet Krigsførelse. Ofte lyser der da ogsaa en oprigtig Harme over Vold og Uret og en varm Fædrelandsfølelse ud af W.s Angreb, der fra Stormændene i Kongens nærmeste Omgivelse endog strække sig til denne selv, skjønt han gjentagne Gange beder Gud bevare sig for Forgribelse paa Majestæten. Som saa mange udprægede og fanatiske Individualiteter evnede han ikke at holde Sagen og sin egen Person ude fra hinanden, og han troede sikkert selv at være en Sandhedens Stridsmand, inspireret af Guds Aand, ogsaa naar han løb med Sladder og fra Anonymitetens Baghold rettede giftige Beskyldninger mod sagesløs Mand. Men naar vi saaledes maa betegne flere af hans Satirer som Skandskrifter, bør den Undskyldning dog ikke glemmes, der ligger i den forknytte Tid, da ingen Fædrelandsven turde udtale sig aabent om offentlige Forhold, det ofte knugende Tryk fra oven i den unge Enevældes første, mistænksomme Aar, under hvilket mange med Spænding og til Dels med Sympathi iagttog, hvor langt det var muligt at vove sig ud i forblommede Antydninger og anagrammatiserende Omskrivninger, dækkede af Anonymitetens Maske.

Digter var W. visselig ikke; i formel Henseende indtager han endda ikke nogen særlig høj Plads mellem Tidens Rimere, og det er næppe med Grund, at man har villet tillægge ham Digte, hvori der kommer virkelig poetisk Inspiration til Orde, f. Ex. Salmen «Far, Verden, far vel!» eller Vægterversene. Hvad der giver hans Produktion Betydning er, at den staar i et den Gang sjældent Forhold til Samtidens Liv, at han har sit Blod og sin Lidenskab med i den, medens den meste samtidige Poesi er saa underlig abstrakt, bleg og upersonlig. Derhos besad han et umiskjendeligt Talent til at skaffe sin Satire Indgang ved at klæde den i Tidens mest yndede og aktuelle litterære Former: Disputats («Idola Jeroboami»), Vise («Studiosus lamentans» mod Simoni og Nepotisme, Fuglevise i Anledning af Griffenfelds Fald), Salme («Kingos Kalot» mod dennes Hovmod) og alle den folkelige Andagtslitteraturs øvrige Skikkelser: Syn og Jærtegnsflyveskrift («Visio Abrahamstrupii»), gammeltestamentlig Profeti, Hustavle og Bedeseddel, – alt parodierer han, snart i højtidelig, snart i haanende Stil, om end ganske uden Vid, og han bevæger sig baade paa Latin og Dansk, paa Vers og paa den i skjønlitterære Æmner lidet uddannede Prosa, som rigtignok ogsaa falder tungt og forvirret.

Naturligvis kunde en Dristighed som W.s i Længden ikke gaa godt. Allerede ved Slutningen af den Skaanske Krig var man paa Spor efter Skandskrifter, der pustede til den almindelige Utilfredshed, og Mistanken vendte sig snart mod W. I Okt. 1680 kom Fiskalen til Viborg for at anstille Husundersøgelse. Anekdoten om, at dette nærmest skulde være foranlediget ved en yderst nærgaaende Udtalelse af W. om Kongens uægte Børn med Sophie Amalie Moth ved et Gilde hos dennes Svoger, Biskop Glud, er næppe paalideligere end den bekjendte Historie om, at W. skal have haft sine Manuskripter skjulte i den Stol, han sad i, medens Fiskalen gjennemsøgte Huset, og næste Dag skal have røbet sig ved en spottende Hentydning i sin Prædiken om Rachel, der skjulte sin Faders stjaalne Husguder i Kamelsadelen. Man fandt intet; men Mistanken holdt sig, og det optrækkende Uvejr spores, i det Nørbæk Kald blev taget fra W. og lagt til Domkirken trods hans Protest, ligesom han fandt sig foranlediget til at tage et Vidnesbyrd af Menigheden om sin Vandel og Prædiken. Sidst paa Aaret tog han til Kjøbenhavn for at skaffe sig Beskyttere, navnlig Præsten Lassenius ved Petri Kirke. Men her havde han vovet sig ind i Løvens Hule. Han blev flere Gange tagen i Forhør, indviklede sig i modsigende Forklaringer, og skjønt han ved Ed fralagde sig Forfatterskabet til Satirerne, samledes der efterhaanden Beviser mod ham, navnlig fra Præster, med hvem han havde staaet i Korrespondance. Da han mod Forbud forlod sit Logis og søgte at skaffe sig Adgang til Kongen, blev han fængslet i Kastellet, ved et sært Spil af Skæbnen i samme Celle, som Griffenfeld ½ Aar før havde forladt. Anklagen mod ham for Majestætsforbrydelse støttedes især paa Satiren «Studiosus lamentans», «Horologium regium», en Art Vægtervers til Dagens 12 Timer, der dadler forskjellige Regeringsforanstaltninger, f. Ex. Kirkegodsets Henlæggelse til Ryttertjeneste, «Synet over Abrahamstrup», hvor flere høje Hofembedsmænd vare angrebne under let gjennemskuelige Navneomskrivninger, og endelig «Jeroboams Afguderi», der klagede over Enevældens voldelige Indførelse, Menighedernes Tab af Kaldsretten (som W. selv havde skrevet et Forsvarsskrift for!), Bispers og Professorers Overmod og Forsømmelighed, men tillige tydelig nok sigtede Kongen for usædeligt Levnet, Uretfærdighed og Persons Anseelse.

Da Benægtelse ikke længere hjalp, vedgik W. Forfatterskabet. Lige fra først af præges hans Optræden af en lidet tiltalende Tvetydighed, naar han samtidig med sine giftigste anonyme Satirer, f. Ex. i sin Ansøgning 1677 og i et Digt i Anledning af Kongens Nærværelse i Viborg 1680, anslaar den overdrevne Smigertone, som var bleven Datidens Mennesker til en anden Natur. I Ulykken viser han kun den ynkeligste Fejhed. Hans Erklæringer under Forhørene hævde i al Almindelighed, at han efter Embedspligt har talt Sandhed og taget sig af de undertrykte, samt at Satirerne kun ere at betragte som en poetisk Spøg, der ikke bør paadrage juridisk Ansvar. I Enkelthederne derimod søger han at benægte alle skjulte Hentydninger og bortforklare de farlige Steder; «Horologium regium» udgiver han ganske uden Grund for en Bearbejdelse efter den hamborgske Præst og Moralist Balthasar Schupp osv. Da han endelig af Konsistorialretten blev fradømt sin gejstlige Værdighed og af den verdslige Ret dømtes til at have forbrudt Ære, Liv og Gods samt som Meneder at miste 3 Fingre, slog Dødsangesten ud i krybende Bønskrifter til Kongen, Dronningen, Statholder Gyldenløve og alle dem, han havde haanet og hudflettet, lige indtil Fiskalen og Sophie Amalie Moth. Dertil sigter Kingo i den Forbøn, han trods tidligere Fornærmelser indlagde for sin Slægtning, og som sammenligner ham med Simei, der tryglede David om Naade efter først at have udskjældt ham. Herpaa svarede W. dog med en Parodi fuld af grove Skjældsord. En smuk Modsætning til W.s uværdige Optræden danner hans unge Hustrus, hvem han i sine Velmagtsdage synes at have overset, men som nu forlod et spædt Barn, tog over til Manden og utrættelig gik i Forbøn for ham, saa at det maaske ikke mindst skyldtes hende, at Dødsdommen formildedes til Forvisning til Trankebar. Hendes Kjærlighed vakte ogsaa bedre Følelser hos W., hvis Digt «Tvende Ægtepersoners bedrøvelige Adskillelse» og sidste Vers fra Overrejsen have et varmere og dybere Præg end almindeligt hos ham. 22. April 1681 blev han bragt om Bord i en Ostindiefarer og ført til sit Forvisningssted, hvor han blev ansat som Kantor ved Koloniens Kirke og efter usikre Sagn skal have oversat det nye Testamente og øvet en velsignelsesrig Missionsvirksomhed mellem Inderne, der endog har lagt en vis Helgenglorie om hans Navn. Noget paalideligt vides dog ikke om hans senere Skæbne; men han maa være død inden 1694, da Enken indgik nyt Ægteskab med Præsten Mads Trane.

W.s Liv er en for sin Tid usædvanlig spændende Roman, hvortil hans Digtning for en stor Del danner Kommentaren. Men trods sin kulturhistoriske Betydning er denne endnu ikke fuldt kjendt eller oplyst med Hensyn til Omfang og Indhold. Trykt foreligger kun et enkelt Digt, «Jesu Klagemaal over Judas og Jøderne» 1680, hvori W. efter Davids Mønster ønsker ondt over sine Forfølgere. Hans Satirer maatte efter Sagens Natur snige sig navnløse om i Haandskrift og ere for det meste udaterede, saa at deres kronologiske Orden og Forhold til hans Livsbegivenheder ofte er uklar. At de i sin Tid have vakt overordentlig Opsigt, fremgaar ikke blot af samtidige Beretninger, men ogsaa af Mængden af Afskrifter, flere end af nogen anden dalevende Digters Arbejder. Endog til Sverige bredtes de og tillagdes for en Del f. Ex. Spegel. Men ogsaa her hjemme gaa flere af hans Digte under andres Navn eller andres under hans, og en Udredning af disse Forhold under Henblik til Tidshistorien vilde ikke savne sin Interesse.

Odin Wolffs Journal 1812. Hist. Arkiv XI—XII. Museum 1892, II, 266 ff. Paludan, Renaissancebevægelsen S. 362. Kirkehist. Saml. 3. R. V, 654 ff.