C.E.F Weyse (1774–1842)

Weyse, Christoph Ernst Frederik, 1774—1842, Komponist. W. var født 5. Marts 1774 i Altona og altsaa ved sin Fødsel dansk Undersaat, ikke en Tysker, som man stundum har villet gjøre ham til. Faderen, Werner Ernst W., Urtekræmmer og tidligere Borgerkapitajn, døde allerede 1780, og Moderen, Margaretha Elisabeth f. Heuser, der var en Snes Aar yngre end sin Mand, giftede sig Aaret efter med A. Weber, der fortsatte Handelen, men 1794 maatte erklære sig fallit. Moderen var meget religiøs og opdrog sine Børn i samme Retning, men var dog munter og livlig, elskede Musik og spillede temmelig færdig paa Klaver.¹ Ogsaa for Musikkens Theori synes hun at have haft Interesse; i det mindste findes hun blandt Subskribenterne paa G. M. Telemanns Generalbaslære (1773). W.s Morfader, Bernhard Christopher Heuser († 1799), af hvem der kjendes nogle Lejlighedskantater, var i sin Tid Kantor i Glückstadt og blev o. 1763 forflyttet til Hovedkirken i Altona, hvor han tillige var Lærer ved det derværende Gymnasium Christianeum og underviste i Religion, Geografi, Latin og Sang, thi hans Disciple vare tillige Kordrenge, og han maatte med dem paa Festdage opføre Kirkemusik. Den lille W. havde en smuk og omfangsrig Diskantstemme og blev derfor tidt benyttet til Solistpartier, og den gamle Bedstefader, der var en fyrig Musikenthusiast og var henrykt over at have opdaget Drengens store musikalske Begavelse, gav ham fra 1782 af Undervisning paa Violin og Klaver, saa godt han formaaede; efter W.s Sigende var Bedstefaderen ikke videre dygtig paa Klaveret. Men W. øvede sig meget flittig paa dette Instrument og opnaaede snart en saa betydelig Færdighed, at han alle Vegne blev vist frem som et musikalsk Vidunderbarn. Særlig forbavsedes man over hans Evne til at kunne spille alt fra Bladet, selv i det hurtigste Tempo. Da hændte det en Dag, at en alvorlig Musikelsker, daværende Syndikus, senere Borgmester i Altona, Caspar Siegfried Gaehler, der selv havde lært at spille af den berømte Phil. Em. Bach, forelagde W. et Præludium af Joh. Seb. Bach. Her kom vor unge Vens Færdighed til kort, men dette havde den gode Følge, at hans Øjne aabnedes for, at der existerede anden og højere Musik end Datidens Modekompositioner, og han laante af Gaehler alt, hvad denne besad af J. S. Bach og P. E. Bach.

Uden at kjende videre til Musikkens Theori komponerede W. i sit 13. Aar nogle Smaasange og et Par Klavertrioer, som han selv syntes klang godt; ogsaa hans senere saa eminent udviklede Gave til at kunne improvisere paa Klaver begyndte at vise sig. I øvrigt levede han i sin Fritid et fantastisk Drømmeliv, skrev Komedier for sit Marionettheater og læste Romaner i Smug. Men nu stundede den Tid til, da han skulde konfirmeres og derefter vælge sig en Levevej. Musikus vilde han være, og han fik Medhold af Bedstefaderen og til Dels ogsaa af Moderen. Kort efter Konfirmationen døde Moderen (Juli 1789), og den snusfornuftige Stiffader satte da igjennem, at W. blev anbragt i Kjøbmandslære. Efter 8 Dages Forløb fik han dog sin Afsked, thi Kjøbmanden saa hurtig, at den unge Mand ikke egnede sig til at være Handelsmand. Stiffaderen skjændte, og W. græd sine modige Taarer. I denne Nød og Kvide traf W. en Dag hos Gaehlers den bekjendte Musikskribent og Professor i Kiel C. F. Cramer, der hørte ham spille og improvisere og øjeblikkelig var paa det rene med, at det vilde være Synd, om et saadant Geni ikke skulde ordentlig vejledes; den rette Mand dertil vilde Cramers gode Ven, Kapelmester Schulz (XV, 338) i Kjøbenhavn være. Da Cramer tilmed lovede at befordre W. fra Kiel til Kjøbenhavn og anbefale ham til andre gode Venner i Hovedstaden som daværende Kancellist P. Grønland (VI, 268), gav Stiffaderen sit Samtykke til Rejsen. Tarvelig forsynet med Klæder og Rejsepenge, men med desto rigeligere Formaninger fra Stiffaderen om at være sparsommelig, kjørte W. med Posten til Kiel, hvor han traf Cramer, men maatte vente nogle Dage paa Grund af Modvind. Endelig gik Skibet, og efter 5 Dages Sejlads, hvor W. døjede meget af Søsygen, hvilken han senere altid erindrede med Gru, kom han til Kjøbenhavn 30. Okt.

Modtagelsen hos Grønland var meget venlig; derimod var Schulz til at begynde med noget reserveret, hvad der ellers ikke lignede denne hjærtensgode Mand. Men da han nærmere havde forhørt sig om W.s Forhold og ved en Examination opdaget, hvor mangelfulde W.s theoretiske Kundskaber vare, begyndte han strax at undervise ham i den elementære Harmonilære, gav ham Koraler at sætte Bas til osv. Ogsaa for W.s materielle Fornødenheder sørgede Schulz. Da han ikke kunde finde et passende Logi til W., optog han ham i sit Hus som en Søn og holdt ham frit med alt i over 3 Aar, indtil W. kunde ernære sig selv. Dette maa saa meget mere paaskjønnes, som Schulz’ Formuesomstændigheder paa den Tid ikke vare bedre, end at han i Juni 1792 maatte optage et Laan paa 2000 Dlr. i Zahlkassen. I Sommeren 1790 boede Schulz paa Frederiksdal, og her komponerede W. en stor Fantasi og en Sonate, som Læreren var tilfreds med, og som W. ved Schulz’ Indflydelse kom til at foredrage ved en Hofkoncert; til sin usigelige Glæde tjente W. her sit første Honorar. I øvrigt var Schulz stræng og kasserede ofte et helt Stykke, fordi enkelte Partier deri ikke behagede ham. Her var Grønland en stor Trøst for W., i det han med sin fine kritiske Sans forstod at fremdrage Lyspunkterne i Arbejdet og opmuntre W. Dette var netop, hvad Schulz i sit Hjærte ønskede, thi han følte ved sig selv, at hans da begyndende Sygelighed tit gjorde ham pirrelig og ikke fuldt retfærdig. Ikke desto mindre var Forholdet mellem Lærer og Elev hjærteligt og varmt, hvorom mange Vidnesbyrd findes. Paa Violin skaffede Schulz W. en udmærket Lærer i Koncertmester Tiemroth (XVII, 398), og af Syngemester H. O. C. Zinck lærte han at spille paa Orgel, W.s senere Hovedinstrument. Baade Grønland og Schulz ledede ogsaa W.s Smag for Læsning i den rigtige Retning og lagde derved Grundvolden til dennes senere saa alsidige Dannelse. W., som i «Harmonien» og andre private musikalske Klubber ofte spillede Mozarts Klaverkoncerter og improviserede, blev derved bekjendt som en ypperlig Klaverspiller, og da han 1791 fik gode Informationer i Grev Bernstorffs Hus og 1792 ved Schulz’ Hjælp blev Vikar hos Organist Joh. Phil. Klieme ved Reformert Kirke, kunde han i 1793 flytte fra Schulz og sørge for sig selv. 1794 døde den gamle Organist, og W. blev hans Eftermand indtil 1805, da han blev forflyttet til Frue Kirke. Fra 1793 stammer W.s første udgivne Arbejde, 6 Allegri di bravura, hvortil den preussiske Kapelmester J. F. Reichardt, der da besøgte Kjøbenhavn og var fortryllet af W.s Spil, skaffede en Forlægger i Berlin 1796; senere bleve de optrykte i Schweizeren Nägelis store Samling: Répertoire des clavicinistes, 7. Suite (1803) og meget roste i «Allgem. musikal. Zeitung», hvor den for Recensenten «ganske ubekjendte Komponist» sammenstilles med selve Händel. Blandt dem findes den ved sine ustandselige Modulationer karakterfulde og humoristiske Allegro i D-Moll, som A. Winding o. 100 Aar senere har udgivet med Fingersætnings- og Foredragsbetegnelser.

Hidtil havde W. nærmest været Klaverkomponist; han lagde sig nu efter Instrumentationen, studerede den praktisk som ivrig Deltager i det af Zinck stiftede «Musikøvende Selskab» og komponerede i Aarene 1795—99 ikke mindre end 7 Symfonier, hvoraf 2 ere udkomne. Den ene (Nr. 6 i C-Moll) er trykt o. 1800 i Kjøbenhavn paa Constantin Bruns Bekostning, den anden (i Es-Dur, med Variationer) er udkommet i Wien. Af de andre brugte han senere 2 Satser – i omarbejdet Skikkelse – som Ouverturer til «Balders Død» og til «Macbeth» Musikken. 1796 falder W.s første offentlige Optræden som Klaverspiller, nemlig 16. Jan. ved en af Kunzen foranstaltet Koncert paa det kongl. Theater. Men Virtuosbanen fristede ikke hans noget tilbageholdne Natur; hans sidste offentlige Optræden var ved Giornovichis Koncert 10. Nov. 1802.

Bekjendtskabet med Kunzen og dennes sangbegavede Hustru, f. Zuccarini, bragte W. til at studere Sangens Væsen og til at lægge sig mere efter Vokalkomposition, end han hidtil havde gjort; i hans «Vermischte Kompositionen» (Kjøbenhavn 1798) findes foruden et Par Sonater, en Scherzo osv. kun nogle Smaasange, nærmest i Smag med Schulz’ «Lieder im Volkston». Han fik Lyst til at prøve sig som dramatisk Komponist og havde allerede faaet en Del af sit Syngespil «Sovedrikken» færdig, da Skæbnen i Marts 1801 med tung Haand greb ind i den 27aarige Mands Livsplaner. Han var bleven Musikinformator for Døtrene af den rige Grosserer P. Tutein paa Hjørnet af Kjøbmagergade og Klareboderne. Mellem den næstyngste Datter, den 18aarige, skjønne og meget musikalske Julie Tutein og W. udviklede der sig et inderligt Kjærlighedsforhold, men dette blev brudt ved en haard Indgriben af hendes pengestolte Fader. Fra hendes Side var Smerten maaske ikke saa dyb og vedvarende, thi 3½ Aar senere ægtede hun en rig hollandsk Kjøbmand, H. Noltenius. Paa W. derimod virkede Sorgen over hans fejlslagne Forhaabninger med en saadan Magt og fremkaldte en saa mørk Melankoli, at han efter sit eget Udsagn «blev ligegyldig for alt, fortsatte kun mekanisk sine Forretninger for at erhverve Brødet og førte i bogstaveligste Betydning et rent Planteliv». En enkelt lille vemodig Romance: «Der Eichwald brauset» haves dog – hvilket Weyses Biograf, Berggreen oplyser – fra den Tid som et Minde i Toner om W.s dybe Hjærtesorg, der førte til, at han forblev ugift hele sit Liv.

3 sørgelige Aar hengik saaledes. Dog bragte Nägelis manende Opfordring til W. om igjen at levere et Bidrag til «Répertoire des clavicinistes» ham til at mande sig op og at komponere de 4 herlige Allegri di bravura, som findes i 16. Suite og senere ere udkomne i Kjøbenhavn i revideret Udgave. Man tør vist formode, at han i disse, – hvoraf navnlig den tredje (i Es-Dur, Allabreve-Takt) imponerer ved sin Kraft og den fjerde (i F-Moll) ved sin Fortvivlelse, – har søgt at skildre sin Kjærligheds forskjellige Faser. Men derefter sank han igjen ned i sin forrige Lethargi. Først i Maj 1807, ved Opførelsen af Mozarts «Don Juan», som da for første Gang gik over den danske Scene, vakte Gjenfærdsscenen ham til nyt Liv. Det slog ned i ham som et Lyn, hvordan han i mange Aar havde forspildt sit Liv ved sin aandelige Døs. Han tog igjen fat paa «Sovedrikken», (hvis Text Oehlenschläger havde bearbejdet efter det tyske) fuldendte den, og ved Opførelsen 21. April 1809 blev den modtaget med stormende Bifald. Publikum jublede over de friske og originale Melodier, der strax sang sig ind i Hjærterne. Hvem kjender ikke «De klare Bølger rulled», «Skjøn Jomfru, luk dit Vindue op» og «Det blanke Sværd»? Ogsaa skal fremhæves det fyrige Vandmøllerkor, den glimrende Finale i 1. Akt, der kulminerer i den 7stemmige Sats og de to naive, men morsomme Figurer, Brause og Saft, med deres Arier. Alt i alt blev Stykket ligesom det senere «Et Æventyr i Rosenborg Have» til hvad man kalder et Kassestykke og har i mange Aar været paa Repertoiret. Indtil 30. Maj 1874 er det opført 100 Gange.

Det Held, W. havde som komisk Syngespilkomponist, fristede ham til ogsaa at forsøge sig i den alvorlige Genre. Syngespillet «Faruk» (Text af Oehlenschläger), opført 30. Jan. 1812, holdt sig vel ikke i Længden paa Repertoiret, muligvis baade paa Grund af Textens og Udførelsens Mangler; det oplevede fra 1812—34 kun 10 Forestillinger, men det nydelige Alfekor «Risler, alle Bølger smaa» glæder os endnu, ligesom ogsaa det smukke Kor «Salige Fader Achmet» flere Gange er opført i Cæciliaforeningen. 1814 komponerede han «Ludlams Hule», som blev opført 30. Jan. 1816. Den lidenskabelige litterære Kamp, som den Gang herskede, og Baggesens vittige persiflerende Kritik af Oehlenschlægers paa mange Punkter rigtignok gyselige Text gjorde, at dette Æventyrdrama ikke kom til den Ret, som det paa Grund af W.s mesterlige Musik fortjente. Ingen, der har hørt den, vil let glemme den Kolorit, som W. har lagt over de prægtige Skottekor, Balladen: «Der er en Ø i Livet» og fremfor alt den aandeagtige Musik til Melodramerne, hvor for første Gang (en Snes Aar før end J. P. E. Hartmanns «Der Taucher») Deklamationen er lagt under strængt rythmisk angivne Noder. Trods al Spot, ja endog en Udpibning, arrangeret af Baggesens Parti (27. Febr. 1819), opnaaede dog «Ludlams Hule» indtil 18. Marts 1861: 24 Opførelser, og af Sangene ere jo: «Vil du være stærk og fri», «Tommeliden», «Piben lyder, Trommen skralder» og «Hr. Oberst, en Skotte maa slaa for sit Land» gaaede over til at blive Folkets Ejendom. Den første er med Ingemanns fra 1816 underlagte Text «Dannevang, med grønne Bred» bleven en Nationalsang. Det er før nævnt, at W. brugte en af sine Ungdoms Symfonier, nemlig Nr. 4 i E-Moll, som Ouverture til Tragedien «Macbeth» i den underlige Schillerske Bearbejdelse; derimod var den øvrige Musik ny. Navnlig udmærker sig den skjønne Borgvægtersang «Den mørke Nat forsvunden er», der danner en saa velgjørende Modsætning til den uhyggelige i Shakspeares Aand komponerede Hexemusik. Tragedien er fra 1817—1860 gaaet 33 Gange og ved Gjenoptagelsen i 1893 (med Emil Poulsen i Titelrollen) endnu 11 Gange.

Af Samarbejdet med Oehlenschläger var W. bleven kjed, og da han i 1819 af Kongen havde faaet en aarlig Komponistgage paa 1000 Rdl. – herfor skulde han gjøre Fyldest dels ved at levere den Kantatemusik til de store Kirkehøjtider, som alt fra Slutningen af det foregaaende Aarhundrede var indgaaet som et Led af Gudstjenesten, dels ved at komponere Festoperaer (til Kongens Fødselsdage) – modtog han fra Theaterdirektionen C. J. Boyes Text til «Floribella», et lige saa udramatisk Arbejde som samme Forfatters «Elisa». W.s ædle og mange Steder højst karakteristiske Musik, som f. Ex. de interessante Unisono-Kor af Maurere, Romancen «Fuglen tier, Skoven hviler» og Alfemusikken, kunde des værre ikke holde Stykket oppe, og efter 9 Opførelser 1825—27 henlagdes det. «Musikforeningen», som blev stiftet paa W.s Fødselsdag 1836, udgav Aaret efter et Klaverudtog af Stykket og har senere ofte opført Udvalg af det ved sine Koncerter.

Hans næste dramatiske Arbejde, «Et Æventyr i Rosenborg Have», havde derimod en stor Succes. J. L. Heibergs aandrige og morsomme Text og W.s med nænsom Haand illustrerende Musik indgik her en «tæt Forening af Ord og Toner». I Begyndelsen syntes mange nok, at med Undtagelse af nogle af Sangene som «Man siger Hjærtet har ej Rum», Slutningssangen og den ypperlige, senere indsatte «En Elskovs Erklæring» savnedes det melodiøse Element; men efterhaanden fik man Ørerne op for de mange fine, karakteriserende Træk, som W. har anbragt selv i de kombinerede. Stykker. Og den livlige Ouverture er ret et Mønster paa en Lystspilouverture; uden at være potpourriagtig – hvilken Form W. ringeagtede – giver den et helt lille Tonemaleri af Livet i den gode, gamle «Kongens Have», hvor man hører Børnenes muntre Leg og Vindens Sus i Træernes Kroner, ja end ikke de fjærne Signaler ovre fra Exercerpladsen mangle! Denne muntre Operette, hvori W.s ejendommelige Humor saa tydelig aabenbarer sig, er endnu ligesom Kuhlaus «Elverhøj» et af vore patriarkalske Yndlingsstykker; fra sin første Opførelse 26. Maj 1827 indtil 15. Maj 1893 er den gaaet paa det kongl. Theater i alt 140 Gange og endvidere paa Dagmartheatret 21 Gange (1903—4). Hans sidste Arbejde for Scenen var den romantiske Opera «Festen paa Kenilworth», opført 6. Jan. 1836. Texten var af H. C. Andersen, hvem W. havde taget sig meget af. Fra Komponistens Side var det et dygtigt Arbejde med gode Intentioner, udtryksfuld Deklamation og Karaktertegning, men Texten manglede dramatisk Nerve, og Stykket blev efter 7 Opførelser endnu samme Aar lagt hen. Som de bedste Partier kan fremhæves den smukke flydende Ouverture, der oftere er spillet i Musikforeningen, den bekjendte Vise om Amerika og Finalen af 2. Akt, hvor de forskjellige Karakterdanses Melodier med polyfon Kunst forenes i et Ensemble. Samfundet til Udgivelse af dansk Musik har udgivet et Klaverudtog af denne Opera.

Siden 1802 havde W. ikke optraadt offentlig som Klaverspiller, men som en feteret Gjæst i Datidens anseteste Selskabskredse, saaledes i det Constantin Brunske, det Gyllembourg-Heibergske, Waagepetersenske Hus, hos Familien Hertz i Roskilde og hos Stampes paa Nysø – thi længere Udflugter fra W.s kjære Kjøbenhavn vare ham imod, – satte han tidt de taknemmelige Tilhørere i Henrykkelse ved sine Improvisationer, hyppigt i kontrapunktiske Former, i vanskelige Taktarter, ja stundum over de særeste Themaer. Den store Pianovirtuos I.² Moscheles, som 1829 besøgte Kjøbenhavn og selv var en habil Improvisator, forbavsedes over W.s eminente Dygtighed og opfordrede ham – ligesom i sin Tid Reichardt – til at nedskrive sine Fantasier. Denne Opfordring fra en Kjenders Side gav Impulsen til W.s store og vanskelige Allegro di bravura i A-Moll, Op. 50, tilegnet Moscheles (1831). Samme Aar skrev W. for den aandfulde Klaverspillerinde Fru Josephine Tutein, f. Siboni (XV, 564), sine bekjendte 8 Etuder Op. 51 og 1837 de 4 Etuder Op. 60, tilegnede Nic. Gerson. Begge disse stemningsfulde Hæfter give, uagtet de ere i den bundne Etudeform, vistnok en god Antydning af W.s mærkelige Klaverimprovisationer. Særlig Interesse har den dejlige F-Moll-Etude af Op. 60 ved de Berøringspunkter, den har med den sidste af de tidligere nævnte 4 Allegri di bravura i Répert. des clavicinistes. Den er ligesom en Efterklang af Komponistens Ungdomskjærlighed, men her i en afklaret og afdæmpet Belysning. Rob. Schumann har omtalt W.s Etuder som hidrørende fra «en original Aand, der staar aldeles selvstændig, maaske kun noget beslægtet med Beethoven». Paa Orgel var W. en ikke mindre genial Improvisator. J. M. Thiele omtaler i sine Livserindringer en Juleaftensstemning i Roskilde Domkirke, hvor W. – under et af sine hyppige Besøg i Provst Hertz’ Familie – fantaserede paa det herlige Orgel, saa at alle de tilstedeværende følte sig højtidelig grebne. Fr. Liszt, der koncerterede i Kjøbenhavn i Juli 1841, hørte W. i Frue Kirke paa Orgelet improvisere en Dobbeltfuga i 5/4 Takt, «som uden Overdrivelse varede henved en halv Time; han rørte mig til Taarer og henrev mig til Beundring. Aldrig før havde Orgelet saaledes udfoldet sig for mig i sin hele Storhed og Herlighed». Ogsaa J. P. E. Hartmann, der blev W.s Efterfølger ved Frue Kirke, har udtalt, at denne var «en af de første Organister, som nogen Sinde har existeret».

Som protestantisk Kirkekomponist maa W. stilles meget højt. Uagtet han med sin flersidige Dannelse ogsaa havde fordybet sig i Filosofiens Labyrinther, havde han alligevel bevaret sin Barnetro, og det er med denne som Bund, at han har kunnet skabe sine barnlig-fromme Ingemannske Morgen- og Aftensange (komponerede 1837 og 1838), Perler i vor aandelige Sanglitteratur. Ligeledes indtager hans Salme til Grundtvigs opvækkende Text «Den signede Dag», der blev komponeret 1826 ved Tusendaarsfesten for Kristendommens Indførelse i Danmark, en høj Rang blandt vore Koraler. Den skjønne Grundtvigske Bryllupssang «Det er saa yndigt at følges ad» er oprindelig komponeret af W. til F. C. Hillerups Text ved L. Mantheys Sølvbryllup 1833. Nu til Dags høres W.s Kirkekantater des værre for lidt og da kun som Koncertmusik; paa hans Tid opførtes de efter Gudstjenesten paa de store Højtider, hvortil de vare skrevne, og Folk strømmede til Kirkerne for at høre den herlige Musik og derved søge en religiøs Opbyggelse. Hans første Kantate fremkom ved Festen i Anledning af Reformationens 300aarige Jubilæum og blev opført 31. Okt. 1817 i Trinitatis Kirke. F. Høegh-Guldberg havde skrevet Texten, der begynder med: «I festlig Andagt samler eder!» Det er heri, at der forekommer den smukke Duet for Sopran og Tenor «Velkommen festlig og fro» og det storartede, jublende, sexstemmige Slutningskor «Hellig er Gud! Al Jorden er fuld af hans Ære», der fik Grønland til at udbryde, at dette Kor vilde paa Dommedagen skaffe W. Vorherres Tilgivelse for hvilke Synder han end maatte have begaaet. Hvilket Indtryk paa alle denne Kantate gjorde, tør formodes af, at den blev gjentaget næste Aar i April ved en Koncert i samme Kirke, hvor tillige hans i gammel italiensk Stil komponerede Miserere for 5 Solostemmer og Kor (udgivet af Musikforeningen) blev udført, og i Maj blev den brugt til de Massmannske Søndagsskolers Fest. December bragte Julekantaten «Fryd dig Zion» (Text af Th. Thaarup), hvori Kvintetten «Klar som Livets Morgen» afslutter med det i al sin rene Simpelhed saa andagtvækkende Englekor «Ære være Gud i Evighed og paa Jorden Brodersind og Fred!». Slag i Slag fulgte nu 4 Kantater af Thaarup, nemlig 1819 en Passionskantate «Almagt! Visdom!», hvoraf Koret i Es-Moll «Angest ruger over Jorden» og den paafølgende Koral med Harpeakkompagnement særlig gjorde Indtryk paa Tilhørerne og endnu i Dag vilde gjøre det. Fru Gyllembourg giver i «Familien Polonius» en ypperlig Skildring af denne Musik. 1820 Pinsekantaten: «Du troner i en evig Straalepragt»; i denne Kantate findes det berømte Orkankor, hvori W. med saa stor Virkning har brugt Piccolofløjten, et Instrument, man den Gang i alt Fald ikke var vant til at høre i Kirkemusik. Slutningskoret med den store femstemmige Fuge «Halleluja» er et af W.s mest inspirerede kirkelige Arbejder; den er skrevet næsten som i et Aandedrag og kan værdig stilles ved Siden af Händels Halleluja i «Messias». I Paaskekantaten «Hil dig, Livets Morgenrøde» og Nytaarskantaten «Æonen fødes, den forgaar», begge fra 1821, interessere særlig de store fugerede Slutningskor; desuden det i Paaskekantaten lige før den ypperlig placerede gamle Koralmelodi «Af Højheden oprunden er» anbragte malende Kor i C-Moll «Den stjærneløse Nat indhyller Jorden, Afgrunden drøner ved Jehovas Torden, lyst flammer Golgatha i blaaligt Lyn!». Den Ambrosianske Lovsang «O store Gud, vi love Dig!» (1825) satte W. selv megen Pris paa. Det var den, som Andersen skulde overbringe Cherubini. Nægtes kan det ikke, at det store Slutningsamen er en fortræffelig Fuge, og W. forsikrer selv, at det kostede ham en Maaneds Arbejde, inden han fik den behørige «Simplicitet» i den; men der er noget vist køligt udbredt over hele Kantaten, saa man kan forstaa, at Cherubini fandt den for «protestantisk». Fra samme Aar stammer Liebenbergs Passionskantate «Jesu Opofrelse». 7. Juni 1829 blev den nyopbyggede Frue Kirke indviet ved en Kantate af W. og Ove Malling «Alvældens Gud vi prise». Heri kan fremhæves Koret, hvor Rædselsscenerne fra Kirkens Brand i 1807 skildres – W. havde jo selv været Vidne dertil – og den ender med den udmærkede Koral «Staa fast og tryg». Alle de nævnte Kantater ere udkomne i Klaverudtog paa Foranstaltning af en Del Musikvenner, som med Boghandler J. Riise i Spidsen 1830 indbød til Subskription paa W.s Kirkekompositioner. Ligeledes er udkommet Paaskekantate af J. M. Hertz (fra 1829) og flere af de større Lejlighedskantater, som de 2 Formælingskantater 1828 og 1829, Rahbeks Minde (i Studenterforeningen 1830) og Universitetets Sørgekantate over Frederik VI (1840) med den dejlige Sang «Til Roskild har de Kong Frederik bragt». Over en halv Snes større Kantater henligge endnu i Manuskript paa det kongl. Bibliothek, til hvilket W. har testamenteret alle sine Musikalier. Af hans tvende meget kjendte Heibergske Universitetskantater henligger den til Kongens Fødselsdag «Se, dine Sønner forsamles paa ny», hvori Sangen «Gjenlyd af det Ord» findes, endnu utrykt. Den anden, der endnu stadig bruges til Reformationsfesten «Vær hilset Lys fra Sandheds Væld», med de herlige Melodier «Stjærnen stod paa Nattens Himmel», Terzetten «Hil dem, som kæmpe» og fremfor alt Sangen om Luther paa Wartburg, er i vore Dage udgivet af Samf. t. Udg. af dansk Musik.

Foruden den Række af større Vokalkompositioner, som ovenfor er omtalt, har W. ogsaa skrevet en Mængde mindre, hvoraf her kun skal nævnes enkelte som: «Duftende Enge og kornrige Vange» (1820), «Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden» (1826), «Hvor Bølgen larmer højt fra Sø» (1837), der ere blevne virkelige Fædrelandssange, de to yndefulde «Natten er saa stille» og «Ton søde Strænge» (blandt hans 12 Skolesange), Sangen om Willemoes, «Dejlig er den Himmel blaa» o. fl., ligesom han ogsaa har indlagt sig stor Fortjeneste af vor Folkesang ved sin harmoniske Bearbejdelse af «100 gamle Kæmpevisemelodier» (1839 og 1841). Men det, der vistnok vil bære hans Navn længst frem til Efterverdenen, er det store Udvalg af over 100 af hans «Romancer og Sange», som efter hans Død bleve udgivne ved Musikforeningen, og som endnu høre til de bedste musikalske Skatte i danske Hjem. Han var ikke blot den store, lærde Komponist, men tillige Folkets Sanger i ædleste Betydning, thi over hans Melodier hviler der noget hjemligt, noget ejendommelig nationalt, – som maaske ikke ret kan fattes uden af os danske, – men som derfor heller ikke har kunnet tabe sig under den store Udvikling af Livets Vilkaar fra Frederik VI’s Dage og til vor Tid. Af sin Samtid skattedes W. højt, ikke blot som Kunstner, men ogsaa som Menneske; hans ægte danske Sind, hans noble Tænkemaade og hans varme Hjærte, der somme Tider skjulte sig under en spøgefuld og bisar Satires Kaabe, virkede tiltrækkende paa alle, som han kom i Berøring med, baade ældre og yngre, hvilke han gjærne modtog i sin gjæstfri Ungkarlebolig, der i mange Aar var i Kronprinsessegade, lige over for «Kongens Have». Hans underholdende Breve, hvoraf forholdsvis faa ere trykte, give et godt Begreb om hans harmløse Vittighed og kjærlige Omsorg for sine Venner. Et smukt Billede af W. har Ingemann tegnet i sin Roman «Landsbybørnene» som den gamle Professor, og ligesom denne hensov blidt og stille, saaledes døde ogsaa W. Natten mellem 7. og 8. Okt. 1842 i sine unge Venners Kreds uden længere Tids Sygdom. Hans Minde hædredes ved Sørgefester i det kongl. Theater, hvor Heibergs dejlige Prolog – med den bekjendte Strofe «Og ejed han ingen andre smaa» – blev fremsagt, og i Musikforeningen, hvor en Kantate af H. Hertz og J. P. E. Hartmann blev opført. Ogsaa medens W. levede, skortede det ikke paa ydre Anerkjendelse. 1816 fik han Titel af Professor, 1819, som nævnt ovenfor, Komponistgage, blev 1830 Medlem af det kongl. Musikakademi i Stockholm, 1837 Æresmedlem af Musikforeningen og 1842, ved sit 50aarige Organistjubilæum, Æresdoktor ved Universitetet. W.s Broncebuste, modelleret af H. V. Bissen, blev 1866 opstillet paa Frue Plads.

Gerber, Neues Lex. der Tonk. Kjøbenhavns flyvende Post 1830 Nr. 68. Erslew, Forf. Lex. Overskou, Den danske Skueplads IV—V. C. Thrane, Danske Komponister. A. P. Berggreen, Weyses Biographie (heri W.s Avtobiografi og mange Breve). Musikforeningens Festskrift I—II. Museum 1890 (J. L. Heibergs Brevvexling). W.s utrykte Breve i det kongl. Bibl. og i privat Eje.