Waiblinger, Wilhelm Friedrich, tysk Digter, født i Heilbronn 21. November 1804, død i Rom 17. Januar 1830. Han, der i Skolen havde haft Digteren G. Schwab til Lærer, studerede Filologi, Filosofi og Teologi i Tübingen, hvor han lærte Mörike og Hölderlin at kende. Han syslede allerede i Skolen med Digtning, paabegyndte f. Eks. sin filosofiske Roman »Phaeton« (Stuttgart 1823), levede senere under trykkede Forhold i Italien. Waiblinger’s første Bog »Vier Erzählungen aus der Geschichte des jetzigen Griechenlandes« (1821) og »Lieder der Griechen« (1823) vakte Opmærksomhed ved at imødekomme Tidens filhelleniske Stemning. I Tragedien »Anna Bullen, Königin von England« og i Digtene »Blüten der Muse« (1829) viste han storslaaede Anlæg. I »Drei Tage in der Unterwelt« (1826) satiriserede han over samtlige Poeter. Hans tidlige Død tilintetgjorde store Forhaabninger. »Gesammelte Werke« med Biografi, udgivne af <sp>H. v. Canitz</sp> (9 Bd, Hamburg 1839—40), »Gedichte«, udgivne af Mörike (1844), »Bilder aus Neapel und Sizilien« udgivne af Ed. Grisebach (1879), »Gedichte aus Italien« (Reclam, 1470, 3357).
Litteratur:
R. Prutz, »Wilhelm Waiblinger« [1840]; K. Frey, »Wilhelm Waiblinger« [1904]).
C. Behrens in Salmonsens konversationsleksikon, 2. udg., 1915–1930, Bd. XXIV, p. 407.
1804
Waiblinger født i Heilbronn, Herzogtum Württemberg.
1806
Napoleon sejrer ved Jena.
1807
København bombarderes af englænderne.
1808
Christian VII død. Frederik VI (1768–1839) som har haft regeringsmagten siden 1784, udråbes til konge.
Danmark erklærer Sverige krig.
1812
Napoleon invaderer Rusland.
1813
Dansk statsbankerot og penge nedskrives med ⅙ af pålydende værdi.
1814
Danmark taber Norge som kommer ind under svensk herredømme.
1815
Napoleon taber slaget ved Waterloo.
1819
Landets første dampskib, Caledonia, indsættes mellem København og Kiel.