Johann Ludwig Tieck (1773–1853)

Tieck, Johann Ludwig, tysk Digter, født i Berlin 31. Maj 1773, død samme Sted 23. April 1853. Det var hans brændende Ønske at blive Skuespiller, men i Stedet for maatte han studere Teologi og Filologi i Halle. Derfra kom han til Göttingen, hvor han fortsatte de filologiske Studier. Bekendtskabet med Wackenroder, der allerede var blevet indledet i Skoletiden, fortsattes i Erlangen, og Wackenroder kom til at paavirke Tieck i Studiet af gammeltysk Kunst, ligesom Tieck øvede Indflydelse paa Wackenroder’s »Herzensergiessungen eines kunstliebenden Klosterbruders«. Hans første Bog var den fantastiske Roman »Wiliam Lovell« (3 Bind, 1795–96), der viste hans Forkærlighed for Sjælelivets Natside. Efter sin Tilbagekomst til Berlin stod han foreløbig den gamle Nicolai, under hvis Auspicier hans Forfattervirksomhed var begyndt, nær og skrev paa Bestilling af ham, den rationalistiske Retnings forstandstørre Repræsentant, endvidere en Række Fortællinger som »Peter Leberecht, eine Geschichte ohne Abenteuerlichkeiten« (1795–96), »Volksmärchen«, deriblandt det satiriske »Der gestiefelte Kater« (3 Bind 1797). Venskabet med Nicolai blev dog kun af kort Varighed — det kom til et Brud, da Tieck i »Die verkehrte Welt« havde vendt Satiren mod sin Beskytter og dennes Aandsretning, ligesom han angreb Iffland, der ledede det kgl. Skuespilhus. Men de unge flokkede sig om Tieck, i hvem de saa Goethe’s Afløser og jævnbyrdige.

I Aarene 1799–1800 opholdt Tieck sig i Jena, hvor han stiftede Bekendtskab med Brentano, Fichte, Schelling, Brødrene Schlegel og Hardenberg og lærte Goethe og Schiller at kende. Han levede de flg. Aar dels i Dresden, dels paa Godset Ziebingen ved Frankfurt an der Oder og foretog Rejser til Italien, Wien og München. Af hans Værker fra dette Tidsrum maa nævnes Romanen »Franz Sternbalds Wanderungen«, med dens Forherligelse af gammel tysk Kunst, »Prinz Zerbino, oder die Reise nach dem guten Geschmack«, og »Romantische Dichtungen«, hvori fandtes Sørgespillet »Leben und Tod der heiligen Genoveva« og Lystspillet »Kaiser Octavianus«, Arbejder hvori Tieck viser sin Behændighed til at lade de forskelligste metriske Former afløse hinanden, og hvor hans lyriske Talent ofte finder ægte Udtryk. Som Oversætter og Bearbejder udgav han Cervantes »Don Quichote« og »Altenglisches Theater«, hvori findes en Række pseudo-Shakespeare’ske Stykker. Større Opmærksomhed vakte dog »Phantasus« (3 Bind, Berlin 1812–17), en Samling Eventyr, Fortællinger og Skuespil, blandt de sidste »Forhuset«. Krigsaaret 1813 tilbragte Tieck i Prag, efter Fredsslutningen rejste han til Paris og London, hvor han studerede Shakespeare med et aldrig udgivet Værk for Øje. 1819 tog han Ophold i Dresden, hvor det mest produktive og indflydelsesrige Tidsrum i hans Liv oprandt. Han blev en meget søgt Oplæser af dramatiske Værker og samlede om sig en stor Kreds af Beundrere, der delte hans kunstneriske Anskuelser. Ogsaa mange danske rejsende hørte disse Oplæsninger. Som Dramaturg ved Hofteatret kom han til at øve en betydelig, dog ikke ubestridt Indflydelse. I Dresden skrev han en Række af sine meget yndede Noveller som »Die Gemälde«, »Die Reisenden«, »Die Gesellschaft auf dem Lande«, »Musikalische Leiden und Freuden«. Af hans historiske Noveller er navnlig den ufuldendte »Aufruhr in den Cevennen« værdifuld. Disse Noveller er ypperlig fortalt, rummer særprægede Karakterer og er formede over poetiske og dybsindige Ideer. Den nyfranske Romantik paavirkede ham i han sidste større Værk Vittoria Accorombona (1840), som en tysk Forfatter i den seneste Tid uden Grund har erklæret for et Værk af Kleist. I disse Aar fortsatte Tieck sine Shakespeareoversættelser, udgav Kleist’s og Lenz’ Skrifter og samlede sine interessante stadig værdifulde »Dramaturgische Blätter«. 1841 blev han af Kong Frederik Vilhelm IV kaldt til Berlin, hvor han tilbragte sine sidste sygelige Aar, hædret og anset. Han staar for Eftertiden som en af de store romantiske Personligheder, hos hvem Lyrik og Ironi har indgaaet en mærkelig Blanding, en aandfuld, improvisatorisk Digterskikkelse, i hvem mange Idéer brødes og kæmpede om Eneherredømmet. Aand og Fantasi ejer hans Digtning, hvis Satire maaske nu lyder hul, men hvis Lyrik perler frisk og vægtig frem af dybe Væld. Et stort og rigt Talent, der imponerede sin Samtid ved mangfoldig Viden, improvisatorisk Fynd, dramatisk Begavelse, og som har præget sine dybe Spor i Tysklands Litteratur i det 19. Aarh.’s første Halvdel.

»Schriften« (20 Bind 1828–46), »Kritische Schriften« (2 Bind 1848), »Ges. Novellen« (12 Bind 1852–54), »Nachgel. Schriften« (2 Bind 1855), »Ausgew. Werke« herausg. von Welti (8 Bind 1886–88), von Klee (3 Bind 1892), von Witkowski (4 Bind 1903).

R. Köpke, »Ludwig Tieck, Erinnerungen aus dem Leben« [2 Bind 1855]; H. v. Friesen, »Ludwig Tieck« [2 Bind 1871]; »Briefe an Ludwig Tieck« herausg. von K. v. Holtei [4 Bind 1864]; Ad. Stern, »Ludwig Tieck in Dresden« [»Zur Litteratur der Gegenwart« 1880]; Koldewey, »Wackenroder und sein Einfluss auf Tieck« [1904]; Günther, »Romantische Kritik und Satire bei Ludwig Tieck« [1907]; R. Huch, »Die Blützeit der Romantik« [3. Opl. 1908]; Georg Brandes, »Romantiken i Tyskland« [1873]).