Hans Christensen Sthen (1544–1610)

Sthen, Hans Christensen, 1544–1610, Skolemand, Præst og Digter. Født 25. November 1544 i Roskilde, død 1610 i Malmø. Gift 1° 1567 i Helsingør med N. N., død 1602. 2° 1602 i Malmø med Elline Olufsdatter, død 1607, Datter af Kannik i Lund Oluf Stisen. 3° 1607 i Malmø med Kirstine Andersdatter.

Om Hans Christensen Sthens Opvækst ved man saare lidt. Nogle Linier i et af hans Digte fortæller, at hans Forældre døde tidligt. Han blev Student, og han har i sin Ungdom opholdt sig en Tid i Tyskland, vel som vandrende Skolar. Efter Hjemkomsten synes han snart at være traadt ind i Skolens Tjeneste. Allerede 1565 blev han Rektor i Helsingør, men ombyttede næste Aar Skolemesterstillingen med et Kapellani ved St. Olaf Kirke samme Sted; fra 1570 til 1574 varetog han dog efter Raadets Ønske begge Embeder.

Han har været vel skikket til Arbejdet med Ungdommens Oplæring. »Lærdom og Lyst følges bedst ad« er en af hans Yndlingssætninger. I en Optegnelse gør han Rede for, hvad han forstaar derved: »Der hører icke ringe konst oc erfarenhed til at skempte ret oc i tide og tage det, som geckeligt oc laderligt synes, skempt, putz, sprock oc andet oc vendit, føyet oc appliceritt til visdom, lerdom oc aluorlighed, der ingen kand forargis, men mange forbedris aff«. En Skæmt, han yndede at tage i Opdragelsens Tjeneste, var Skuespillet. Ved Jul, Fastelavn og Pinse opførte han med sine Disciple »Spektakel og Lege« ikke blot til de agerendes, men ogsaa til Borgerskabets Forlystelse og Belæring. En enkelt Skolekomedie har han selv skrevet, »Kortvending«, som bredt og omstændeligt anskueliggør Terents’ Ord: omnium rerum vicissitudo. Men Skæbnespillet er besjælet af en højere moralsk Logik. Med den gamle Dødedans som Forbillede vises det i en dobbelt Række Monologer, at Hovmod og Slethed fører til Fald, mens de gode og fromme vinder Lykken. Komedien savner alle dramatiske Egenskaber, men Monologerne, der er skrevet i en folkelig Stil, gennemtrukket af Ordsprog og djærve Vendinger, vidner om megen Virkelighedssans og har stor kulturhistorisk Interesse; flere af dem tegner ogsaa kunstnerisk værdifulde Typer. Hans Christensen Sthen har ikke ladet Skuespillet trykke, derimod offentliggjorde han 1581 en Ekstrakt af det i Læredigtet »Lyckens Hjul«, hvor de levende Eksempler paa Omskifteligheden er blevet erstattet med litterære.

I en beslægtet Stil er de Opbyggelsesskrifter i Prosa, som stammer fra den gejstlige Side af Hans Christensen Sthens Virksomhed. Han begyndte med Oversættelser, men da Pesten 1580 havde taget otte Børn fra ham, skrev han selv 1581 »En liden Trøstscrifft. For alle Christelige Forældre, naar deris Børn bliffuer siuge eller hensoffuer i Herren . . .« og han fortsatte ogsaa efter at have forladt Helsingør med saadanne Smaabøger: »Saligheds Vey« (1584), »Geistlig Hussraad« (1592), »En Ligpredicken . . . offuer Fru Mette Ulffstand« (1602). Vægten ligger ogsaa her paa de konkrete Elementer: Ordsproget, Billedet, det anskuelige Eksempel. Men Foredragets folkelige Kraft er ikke noget umiddelbart Naturfrembrud. Man ser af de Optegnelsesbøger, som er bevaret fra Hans Christensen Sthens Haand, tre i Tallet, at han har studeret Talens Kunst med megen Iver, baade hvad Stof og Form angaar; hans Notatsamlinger er hele Forraadskamre for Prædikanten og Skribenten, fulde af Regler for Komposition og Udtryk, af Refleksioner og Aforismer, en hel anselig Ordsprogsamling forekommer. Det er Udbyttet af hans daglige Læsning og Tænkning, og Hans Christensen Sthen var en velskolet Mand, som interesseret fulgte med i, hvad der kom frem af nyt. Selv samlede han igennem Aarene et righoldigt Bibliotek, af ham selv vurderet til 3000 Rdl. En Anerkendelse af hans Lærdom var det, at han 1580 blev indbudt til at tage Magistergraden ved Kbh.s Universitet.

Men Studierne var blot Middel, Maalet var Virkningen paa den Menighed, som var ham betroet. Han havde noget paa Sinde, og han vilde sige det, saa han blev forstaaet, jævnt og djærvt, men ogsaa kristelig mildt; Hjertevarmen i hans første Skrifter, især i hans Omtale af huslige Scener, hører med i Billedet af hans præstelige Forkyndelse. At han blev paaskønnet, ses af den Skrivelse, Helsingør By medgav ham ved hans Afrejse, i hvilken han prises for med Undervisning og Lærdom at have opdraget Ungdommen i kristelig, tugtig og tilbørlig Omgængelse og takkes af den ganske Menighed som en ærlig og trofast Sjælesørger udi alle Maader.

Aarene i Helsingør var hans lykkeligste, han var endnu ung og havde hele Arbejdets Glæde. I Malmø, hvortil han kaldtes 1583 som Sognepræst ved St. Petri Kirke og Provst i Oxie Herred, tog det store Embede paa hans Kræfter. Forholdet til Omgivelserne blev aldrig det samme tillidsfulde som i Helsingør, han blev skarp i Fordømmelsen af al Verdslighed. Som Domsprædikant mødte han Modstand, ligesaa ved den Stejlhed, hvormed han hævdede sin Retsindighed i offentlige Anliggender. Et Udslag af Byens Uvillie, eller dog af hans Fjenders Indflydelse, er den Ansøgning, som Magistraten 1600 indgav til Kongen om hans Forflyttelse til det nærliggende Tygelsjo og Klagstorp Kald; man motiverede den med hans tiltagende Alderdom og Svaghed. Ansøgningen bevilgedes, men Hans Christensen Sthen har vistnok sat sig imod Arrangementet, i alt Fald forblev han i Embedet. Med Alderdommen og Svagheden var det heller ikke værre, end at han 1602, da hans første Hustru døde, kunde gifte sig paa ny og i sit andet Ægteskab, som knap varede fem Aar, avle fire Børn. Først 1607 opgav han Stillingen, og da havde det sin Rigtighed med Skrøbeligheden, som han giver en rørende Skildring af i Afskedsbegæringen til Kongen. Samme Aar giftede han sig tredie Gang, hvilket gav Anledning til de Skifteprocesser med Børnene, som forbitrede hans sidste Aar.

Skolemandens og Præstens Forfatterskab hører Historien til, men Digteren Hans Christensen Sthen lever den Dag i Dag. Hans Navn var glemt igennem det 18. og langt ind i det 19. Aarhundrede, men hans Salmer sang man. Hovedmassen af dem findes i de to Publikationer: »En liden Haandbog, som indeholder allehaande nyttige Øffuelser udi Gudelighed oc smucke trøstelige Bønner oc Loffsange, som mand kand daglige bruge« (1578) og »En liden Vandrebog; indeholdendis atskillige smucke Bøner oc trøstelige Sange, met nogle nyttige Lifs Regle, i artige Rijm befattede«, vistnok udkommet 1588 eller 1589, Førsteudgaven er tabt; Vandrebogens Digte er dog ikke bundet til dette Aarstal, de kan delvis være føjet til i senere Oplag. Hans Christensen Sthens lyriske Produktion har været stigende med Aarene. Af Haandbogens ti Salmer med hans Forfattermærke er de ni Oversættelser, mens atten af Vandrebogens 25 er originale.

Som Moralist er Hans Christensen Sthen udadvendt og har Ordsprogets Fynd i sin Tale — det gælder ogsaa de Leveregler, som indføjedes i Vandrebogen, og som anbefaler klog Ubemærkethed og praktisk beregnende Sagtmodighed, Udtryk for en borgerlig Livsvisdom i et Samfund, hvis Struktur var saa forskellig fra Nutidens. Som Lyriker derimod er han indadvendt, hans Salmer er aldrig skrevet til Gudstjenestebrug, de virker ofte som rent personlige religiøse Digte. Han taler da et helt andet Sprog. Sin Stil har han ikke, som man før har ment, fra Folkevisen, men fra den verdslige Lyrik, som vel stammer fra Middelalderen, men blomstrede endnu paa hans Tid. I Almindelighed var den ensformig og skabelonmæssig, men naar et poetisk Talent fylder den med sin Personlighed, har den en ejendommelig blid og vemodig Tone, der føles som hjertelig dansk. Hans Christensen Sthen var et saadant Talent. Sine Motiver kan han tage fra den gamle katolske Digtning, Dagvisen er Forudsætningen for hans dejlige Morgensang »Den mørke Nat forgangen er —«, og den gamle danske Oversættelse af »Christe qui lux est et dies« ligger til Grund for hans Aftensang »Den lyse Dag forgangen er —«. Men han er ikke mindre, naar han benytter Samtidsvisens staaende Klage over Verden i Digtet: »Hvem skal jeg klage min sorgfuld Mod«, hvor Modstillingen af det timelige og det evige er dybt personligt følt, eller naar han bruger Kærlighedsvisens Tone i det troskyldigt inderlige »Herre Jesu Christ«. Før Hans Christensen Sthen havde dansk Salmedigtning alt for ængsteligt fulgt de tyske Forbilleder; det er hans Bedrift, at han med virkelig digterisk Evne smeltede den nationale Tradition ind i Salmen og gav den hjemlig Klang.