Jørgen Jørgensen Sorterup (1662–1723)

Sorterup, Jørgen Jørgensen, 1662–1723, Præst og Digter, er født i Ottestrup ved Slagelse og Søn af daværende Kapellan, senere Sognepræst til Sorterup og Ottestrup, Jørgen Madsen Aarby (d. 1685) og Anne Jørgensdatter Morsing, Datter af Formanden i Kaldet. Sorterup blev Student fra Kjøbenhavns Skole 1683 og of 1687 Huslærer for de unge Baroner Güldencrone fra Vilhelmsborg, hvis Moder, Regitze Sophie Vind, 1686 var indtraadt i andet Ægteskab, med Baron Jens Juel til Juellinge i Stævns. 1690 tog Sorterup Magistergraden, og da hans Elever 1692 skulde optages paa det nystiftede ridderlige Akademi, ansøgte han i et Nytaarsvers Moderen om at skaffe ham Præstekald, hvad han ogsaa opnaaede et Par Maaneder efter, da Juel kaldede ham til Lyderslev og Frøslev i Stævns, 1. Sept. 1692 (ell. 93) ægtede han Anna Cathrine, Datter af Boghandler Chr. Hjort i Kjøbenhavn, der formodentlig har haft noget til bedste, da det fremgaar af et Brev til Biskop Jens Bircherod, at dette Synspunkt for Sorterup som for mange samtidige har været det afgjørende for Ægteskabet. Efter hendes Død 1694 blev Sorterup gift med Birgitte Frederiksdatter Lorentzen, som overlevede ham til 1752. Med sine Hustruer havde han 4 Sønner og i Datter og sad vistnok i gode Kaar; han efterlod Bibliothek og Samlinger, som splittedes ved Avktion efter hans Død.

Sorterup var en meget stridbar Mand, som i det meste af sin Embedstid førte bitre Kampe for Kaldets formentlige Ret. Først angreb han i sine Prædikener Ejeren af Frøslevgaard, Rasmus Ibsen, der plagede sine Bønder saaledes, at de fleste Gaarde laa øde, og Sorterup mistede sin Tiende af Annexet. Det kom til Sag; men inden den var endt, kjøbte Enkedronning Charlotte Amalie Godset 1704 og forenede det med sine andre store Ejendomme i Stævns. Da hun imidlertid her nedlagde Hovedgaarde og oprettede andre af ufrit Bøndergods, fik Sorterup en fleraarig Strid med hendes Forvaltere om Tiendens Ansættelse, hvilken dog 1709 ved en Kommissions Kjendelse endtes til Fordel for ham. Men nu havde han fattet Nag til Godsinspektøren Terkelsen og indgav psevdonymt til Dronningens Sekretær Neuhausen et latinsk Anklageskrift: «Præstigiæ oeconomiæ ruralis revelatæ» («en Godsbestyrelses afslørede Bedragerier»). Det indeholdt en Række lumsk maskerede Beskyldninger paa et Sprog, som de angrebne ikke forstode, og forsmaaede end ikke den Insinuation, at Forvalterne ringeagtede Neuhausen som fremmed og Tysker. Hvor meget begrundet der er deri, lader sig nu vanskelig afgjøre; men Sorterup var selv en dygtig Landmand og nøje inde i sjællandske Landboforhold, hvad der ogsaa fremgaar af nogle Vers fra 1698 (i Wielandts Samlinger), hvor han med utaalelig Snaksomhed væver op ad Vægge og ned ad Stolper om en Egetrunte, han havde kjøbt i Skoven og ikke kunde faa udleveret. Foruden at vidne om hans store Bjærgsomhed have disse Vers ogsaa kulturhistorisk Interesse. Hans Anklageskrift er i alt Fald sikkert mere dikteret af personligt Nag end af Medfølelse med de fortrykte Bønder og førte til, at adskillige af Godspersonalet, bl. a. Terkelsen, vistnok temmelig uforskyldt fik Afsked. Hans egen Anseelse synes det ikke at have skadet; 1713 blev han valgt til Provst i Stævns Herred, men ved Dronningens Død Aaret efter kom Nemesis over ham. Terkelsen blev gjenindsat og glemte naturligvis ikke sin gamle Fjende. Sorterups Tiender bleve atter nedsatte, og hans Sognefolk klagede over, at han ikke holdt sine Gærder lukkede og pløjede over fremmed Skjel, hvorfor han maatte gjøre en ydmygende Afbigt. Han opnaaede heller ikke sit Ønske om at faa en Skole i sit Sogn og efterlod ved sin Død Aaret efter, 4. Okt. 1723, alt andet end et godt Navn. Falster udtrykker, sig maaske vel stærkt, naar han kalder ham «en lærd og sindrig Bagvasker, som ikke sjælden besmittede vort Modersmaals Helligdomme ved sin ulykkelige og smudsige poetiske Evne, ilde stemt mod alle brave Folks Navn og Rygte og derhos selv alle brave Folk forhadt». Men det er tydeligt nok, at han har været mere frygtet end agtet og afholdt, hvad der ogsaa fremgaar af Sagnene paa Egnen om, at han kunde mane og vise igjen.

Som gejstlig Forfatter var Sorterup ikke frugtbar. Han lod trykke et «Trøstebrev» ved sin første Hustrus Død og s. A., 1695, en Ligprædiken over en ved Lynnedslag dræbt Mand. End videre kan maaske herhen regnes hans «Levneds Ihukommelse» over Borgmester og Politimester Claus Rasch, alt i Tidens Stil, langtrukket, højtravende og sprænglærd.

Langt mærkeligere er hans Digtning, der ligesom hans Liv giver os Indtryk af en begavet, men smagløs og dertil myndig og stridssyg Personlighed. Hans «Poetiske Smaasagers 1. Part» udkom vel først 1714, men indeholder Nytaars- og Lykønskningsvers, Bindebreve osv. fra hans Huslærertid og rettede til hans Elever eller i disses Navn til deres Moder og Slægtninge. Det er udtværet Moral og submis Smiger, spækket med lærde Noter i de Dages trivielle Aand og Form. Kun den jævnlige Brug af gamle og sjældne Ord særtegner Samlingen, og ikke bedre ere en Del enkeltvis trykte eller haandskrevne Lejlighedsvers.

1701 rettede Sorterup til den store Mæcen Rostgaard en skarp og nærgaaende Satire mod en stor Del af Samtidens Poeter: «Ret Tak, rar Skjæmt og ram Alvor ... for at afmale satyriskvis disse Tiders Rimgjerrighed eller Cacoëthes carminincum». Han følger her det Spor, Reenberg nogle Aar før var slaaet ind paa med «Forsamling paa Parnas», men i en langt plumpere, mere skruet og uklar Stil, hvor den stærke Brug af forældede og Dialektudtryk og den forblommede Omsætning af Digternes Navne i haartrukne Ordspil nødvendiggjøre et stort Noteapparat, uden dog altid at blive forstaaelige. Kun sjælden hæver han sig til større Frihed og Lethed:

                  «Der er Ord i Tvillings Vise, som er Lyst at høre paa,

                  Sangemestre maa jeg prise, naar de kun vil digte saa»,

eller:

                  «Kingo skjænker os at drikke af sit kryded Digtervæld»,

og

                  «Bordings lette Skrivemaade sætter Fjere paa vor Pen».

Digtet var lige saa lidt som Reenbergs bestemt til Offentliggjørelse,

men blev snart udbredt, vakte stor Forbitrelse og affødte

den første større «Versekrig» i vor Litteratur, der afgiver et

sørgeligt Bevis for, hvor ringe Forstaaelsen af og Evnen til litterær

Satire endnu var, og hvorledes Kritik opfattedes som personligt

Angreb paa andres gode Navn og Rygte. Sorterup havde dadlet Præsten

Frands Kyhns bibelske Epos «Esther»:

                  «Skuer den, der har en Dronning nylig klædt i ringe Dragt!»

Denne optraadte da med et versificeret «Gjensvar paa Tiltale», og Sorterup riposterede først med «Ekko eller Gjenlyd» i latinske Disticha og strax efter med «Svar mod et meget Fantastisk Kryppelhoved», der utaalelig langtrukket Vers for Vers afviser Kyhn. Dette tilsendte han Vicestiftsbefalingsmanden over Sjælland Chr. Scheel med en ligeledes versificeret Klage over Kyhn. Alle disse Vers ere utrykte og mest anonyme, i lige Grad raa og forvirrede; Hovedargumenterne bestaa i Skjældsord og gjensidige Beskyldninger for Smædeskriveri. Saaledes tiltaler Kyhn Sorterup:

                  «Sathanas! O Gud dig straffe! Du i Stilhed maatte bo

                  og ej paa din Næste klaffe, som vil gjærne nyde Ro!

                  – – – – – – – – –

                  Tiden spildes paa dig ilde, ond Poet og værre Præst!»

I samme Tone er et Prosabrev fra Kyhn, der af indre Grunde vist maa sættes efter Sorterups «Svar», og som i nogle Haandskrifter dateres i. Nov. 1704. Den afsatte Rektor i Aalborg Mogens Wingaard, om hvis aandelige Sange Sorterup havde skrevet:

                  «Sure Druer, halv opædte, i min Vingaard elskes ej»,

føjede et Par om muligt endnu jammerligere Vers-«Tilhæng» til Striden.

Sorterup var imidlertid ikke den Mand, der lod sig skræmme af Angreb. Faa Aar efter, 1709, vakte han en ny Polemik ved sin «Poetiske Skansekurv, fremsat til Beskjærmelses Brystværn» for Præsten S. Lolcks «Saligheds Vandrebog», et opbyggeligt Læredigt, hvis Fortale tydelig nok stiklede til Sorterups og Reenbergs litterære Satirer. I Form af et satirisk Forsvar for sin fordums Lærer Lolcks Makværk og med nye Angreb paa Skillingspoeterne hævder nu Sorterup. Berettigelsen af sin egen Kritik. Som direkte Efterligning af Reenbergs «Forsamling» begynder hans Digt med en Drøm, i hvilken der for Skjalden Hjarnes, som hos Reenberg for Apollos, Domstol anstilles en poetisk Retsforhandling om Lolcks Digterevne. Defensor, Poeten Chr. Rose, forsvarer ham som en vel anset Præst, der har 8 andre gejstliges Æredigte at støtte sig til. Hans Medbejler til Lavrbærkransen er en Bonde, hvis Sag føres af en anden samtidig Rimer, Hans Nordrup, og begge komme kun daarlig fra det. Som Bevis paa det danske Sprogs Rigdom, naar det kommer i de rette Hænder, omsætter Sorterup i Digtets anden Afdeling Lolcks første Ode eller Rimsang i en Række forskjellige Versemaal, deriblandt baade Sonet og Madrigal, og viser herved unægtelig Rimefærdighed, men hverken Smag eller poetisk Sans.

Rose, hvis Oversættelse af Ovid Sorterup for Resten før havde rost, men hvem han nu mistænkte for Stiklerierne i «Vandrebogens» Fortale, syntes ikke om den Rolle, han her havde maattet spille, og svarede med det utrykte «Skjægge (Navnet paa en stor Kanon fra Kronborg) .... opkjørt paa Parnassum for at beskyde og sløjfe en Skansekurv osv.», plat og udtværet, uden Sans for Betydningen og Berettigelsen af Kritik:

                  «Her er opstanden i vort Land en sælsom Versevrager,

                  en Ismael, dog Præstemand ....

                  Hvo er saa blind, saa dum og døv, at han ej ser og kjender,

                  hvor Sorterup i Lydersløv af Avinds Lue brænder.»

Lolck, der havde ført et hæderligt Liv og nu var død, burde nyde Fred og ligesaa hans efterladte Kone og Børn. I Modsætning til Sorterup stilles Reenberg, hvem «al Verden ærer». I et andet utrykt Digt skjælder en Psevdonym, Christen Sanddru, ligefrem Sorterup for Æretyv og raader ham hellere at bane sig Vej i Verden ved Æredigte end ved Skandskrifter.

Hidtil havde Sorterup hverken vundet synderlige Lavrbær eller vist synderlig Selvstændighed som Digter. Men med sine «Nye Heltesange om Kong Frederik IV’s Sejervindinger» i den store nordiske Krig (1716) gav han Bevis for, at han ikke alene kunde kritisere andre, men selv anvise Digtningen nye Baner. Her førte han Tidens historiske og patriotiske Lejlighedspoesi fra Alexandrinerne og den 2. Schlesiske Skoles opstyltede Stil tilbage til Folkevisetonen, om ikke just til Folkeviseverset, med heldig Benyttelse af Omkvædet («Af Herren er Sejren alene») og Stræben efter folkelig naiv Sprogfarve. Naturligvis kunde han ikke gjennemføre denne Tone; Rokoko- og Parykstilen, som laa ham selv saa nær, skurrer imod den, f. Ex. i den ellers saa berømte allegoriske Fremstilling af Sejeren under Rygen:

                  «Hr. Sehsted har avlet en Søn under Ø.»

Men med fuld Ret udtaler han sig i Tilegnelsen om det nye og dristige i dette Forsøg paa at gjenoplive «nordisk Kæmpesang» og sætte den i Steden for de fade Hyrde- og Lireviser, de franske Arier og Tidens

                  «Heltevers, der er paa Skruer drevet»,

pyntede med Mythologi og fladtraadte i Alexandrinere. De 5 Sange, om Flaadens Udrustning, Gabels, Rabens og Sehesteds Sejre samt Stralsunds Erobring, hvortil slutter sig et senere og svagere Digt om Krigen i Norge og Frederikshalds Belejring, have derfor ogsaa overlevet det meste af Tidens øvrige Poesi og endnu i vore Dage fundet en Udgiver (F. Rønning 1889). Rahbeks og senere Grundtvigs Ros have maaske skabt Sorterup et Digterry noget ud over Fortjeneste; men med rette er det sagt, at han danner et mærkelig enestaaende Overgangsled fra Vedel og P. Syv til den moderne fædrelandske Romance. Det er sikkert ogsaa P. Syv selv, hans ældre Ven og indtil sin Død 1702 hans Nabo som Præst i Hellested i Stævns, der har vakt hans Sans for den gamle Poesi saa vel som for det ældre Sprog og Nordens Oldsager. Disse sidste dyrkede Sorterup nemlig ogsaa i sit Forsøg paa at tolke Guldhornsbillederne (1717) og i en Afhandling om Runeindskrifter i Wielandts «Lærde Tidender» 1723, hvor der tillige refereres en Undersøgelse af ham «De mensa Isiaca». Som Arkæolog naaede han dog ikke højere end til sprænglærd Dilettantisme.