Frederik Rostgaard (1671–1745)

Rostgaard, Frederik, 1671–1745, Embedsmand, litterær Samler. F. 30. Aug. 1671 paa Krogerup ved Humlebæk, d. 25. April 1745 sst., begr. i Kbh. (Holmens K.). Forældre: Ridefoged, senere Amtsforvalter Hans R. (s. d.) og Hustru. Gift 1. Marts 1703 i Kbh. (Frue) med Conradine Revenfeld, f. 9. Juli 1687 paa Sandbjerg, d. 22. Okt. 1770 paa Krogerup, D. af senere Storkansler Conrad Reventlow (s. d.) og Anine Catharina Haagensen (1659–91).

Ved Faderens Død arvede F. R. som eneste Barn rige Midler, bl. a. Krogerup og Anholt; han kom i Huset hos Rektoren ved Frue Skole i Kbh. Peder Foss, der dimitterede ham privat til Universitetet 1687, hvorefter han i tre Aar boede hos Teologen H. G. Masius. 1688 tog han filosofisk Eksamen, men dyrkede ellers spredte Interesser, Jura, Historie, Genealogi, Litteratur og Sprog. 1690 begav han sig ud paa en niaarig Udenlandsrejse med længere Ophold i Giessen, Leiden, Oxford, Paris (over tre Aar) og Rom, derfra over Napoli til Sicilien, Malta og hjem gennem Tyskland. Foruden Jura, Historie og klassisk Filologi havde han paa Rejsen studeret Hebraisk og Arabisk, og i Oxford var hans Interesse vaagnet for Oldtysk, Angelsachsisk, Islandsk og Dansk. Overalt havde han flittigt besøgt Biblioteker, skaffet sig Kopier af vigtige Haandskrifter og foretaget omfattende Indkøb til det Bibliotek, han vilde skabe. I Paris lod han trykke en Prøve paa et Bibliotekskatalog (1697, 2. Udg. n. A.), og under Opholdet i Leiden havde han 1693 udgivet den fortjenstfulde tobinds Antologi af nyere danske Latinisters Digte »Deliciæ quorundam Poetarum Danorum«, hvortil han havde samlet i flere Aar.

Kort efter sin Hjemkomst udnævntes F. R. 1700 paa sin senere Svigerfaders Initiativ til Gehejmearkivar, og knap to Maaneder derefter bragte Forlovelsen med Storkanslerens uægte fødte, men anerkendte og adlede Datter ham i endnu intimere Forhold til de højeste Kredse, hvad der 1702 manifesterede sig i et Adelspatent til ham selv. Medens F. R. forestod Gehejmearkivet, blev Tyske Kancelli og Rentekammerarkivet ordnet, og der opførtes en rummelig Arkivbygning, hvortil Arkivalierne overflyttedes 1721, og som husede Arkivet indtil 1910; i Egenskab af Gehejmearkivar betroedes det ham at besørge den første Udgave af Kongeloven 1709. F. R. viste sig at være en brugbar Embedsmand, der fik mange Hverv, især som Medlem af adskillige Kommissioner, desuden som Censor af forskellige Skrifter, bl. a. af Holberg og Andreas Højer. 1712 blev han Direktør i Vestindisk-guineisk Kompagni, 1714 Medlem af Direktionen for Kbh.s Brand- og Vandvæsen, 1720 Justitiarius i Højesteret, hvor han siden 1709 havde haft Sæde; hans Bestræbelser for at nedbringe Antallet af ophobede Sager og at modvirke Assessorernes Efterladenhed naaede ikke at bære Frugt, inden han 1721 fratraadte ved sin Udnævnelse til Oversekretær i Danske Kancelli, et af Centraladministrationens vigtigste Embeder. Et Uheld havde han haft i disse Aar, da han som Herre til Anholt følte sig fornærmet over Skildringen af Øens Beboere i »Peder Paars«, men fik sin Klage afvist; Forholdet til Holberg bedredes dog snart; ved den danske Skueplads’ Oprettelse var de begge medvirkende, baade til Aabningsforestillingen 1722 og til Aktørernes første Forestilling ved Hoffet n. A. havde F. R. skrevet Prologerne (Skuespiltekster fra Komediehuset i Lille Grønnegade, I, 1920, S. XVII f., 3–10, 343), og han har øjensynlig i det hele taget brugt sin Indflydelse til Gunst for den første danske Scene og dens Mænd.

1721 var F. R. kommet i et Slags Svogerskabsforhold til Frederik IV. ved dennes Ægteskab med hans Hustrus Halvsøster; den nye Dronning synes ikke at have sat Pris paa F. R., og Familieskabet hindrede i det mindste ikke hans Fald 1725 som Offer for den gehejme Inkvisitions-Kommission, hvori hans to Avindsmænd B. Deichman og Chr. Møinichen havde Sæde. Han sigtedes ikke blot for at have modtaget Bestikkelse, men ogsaa for Majestætsfornærmelse ved at have foregivet, at Beløbene tilfaldt Dronningen. Da han mærkede Uvejret nærme sig, og han ikke fik Svar paa sine skriftlige Henvendelser til Kongen, flygtede han til Helsingborg, men lod sig dog n. D. bevæge til at vende tilbage og stedtes faa Dage efter til Forhør i Konseillet. Om Bestikkelighed og Majestætsfornærmelse kunde han ikke overbevises, men han indrømmede i nogle Tilfælde at have modtaget frivillige Erkendtligheder af de interesserede Parter, efter at Sagerne var afgjort, og uden at Ud- sigten til Belønning havde paavirket Afgørelserne. Dommen, som karakteristisk nok var affattet inden Forhøret, lød paa Fortabelse af Embederne som Oversekretær og Gehejmearkivar, Forvisning fra Kbh., fra Konge og Hof, samt Tilbagebetaling af de modtagne Beløb. For at skaffe Penge solgte F. R. sit Bibliotek og sin Gaard i Kbh. og trak sig tilbage til Krogerup. Forvisningen fra Kbh. var dog hurtigt blevet lempet, og den kgl. Unaade var i det hele taget ikke langvarig. 1727 fik han atter Lov til at vise sig ved Hoffet, og s. A. udnævntes han til Amtmand over Antvorskov og Korsør Amter. Lige efter Tronskiftet 1730 fik han det indbringende Embede som Translatør ved Øresunds Toldkammer, men da det var ham for besværligt, søgte han allerede n. A. sin Afsked og levede Resten af sine Dage paa Krogerup beskæftiget med at administrere sine Godser (hvortil han 1710 havde føjet Sejrø og 1718 Nekselø) og at pleje sine videnskabelige og litterære Interesser.

F. R.s trykte Forfatterskab er ikke betydeligt. Hans genealogiske Interesser satte Frugt i nogle Slægtstavler, de ældste selvstændig trykte her i Kongeriget, hans digteriske Tilbøjelighed fik Afløb i Lejlighedsvers og Salmeoversættelser (»Dansk Oversættelse af 41 udvalde Tydske Psalmer«, 1742), af hvilke flere, f. Eks. »Hvo ikkun lader Herren raade« og »Hvo ved, hvor nær mig er min Ende«, endnu er i Brug. Efter Holbergs Eksempel udskrev han 1738 en Konkurrence for danske Digtere. F. R. var mere Samler end Forfatter. 1687 var han begyndt at samle Anders Bordings Digte, 1703 udgav han en Fortegnelse over dem, den ældste danske Digterbibliografi vi har (forøget Udg. 1706), og lagde derved Grunden til den Udgave af Bordings Poetiske Skrifter (I-II), som med F. R.s økonomiske Støtte og under Medvirkning af P. Terpager og Hans Gram udkom 1735. Lige fra 1693 havde F. R. samlet Stof til en dansk Ordbog; 1739 lovede Christian VI. at bekoste Trykningen, men da F. R. indsaa, at hans Manuskript ikke var tilfredsstillende, satte han sin Amanuensis Jacob Langebek i Gang med en Omarbejdelse, der længe efter F. R.s Død blev Grundlaget for Videnskabernes Selskabs Ordbog. Med stor Flid og Bekostning havde F. R., navnlig paa Udenlandsrejsen, tilvejebragt et omfattende Materiale til en fuldstændig Udgave af den græske Retor Libanios’ Epistler; hele dette Arbejdsapparat solgtes paa Auktionen 1726 til Chr. Danneskiold, købtes ligesom saa mange andre R.ske Haandskrifter efter Danneskiolds Død til Det kgl. Bibliotek og blev af stor Betydning for den berømte hamburgske Filolog J. G. Wolffs Udgave af Epistlerne (1738). Det Bibliotek, F. R. havde maattet sælge, var baade hvad Bøger, middelalderlige og nyere Haandskrifter angaar, af ypperste Kvalitet. Noget havde han dog beholdt, andet købte han tilbage, og i Aarenes Løb skabte han et nyt Bibliotek, som vel stod langt tilbage for det første, men hvis Haandskriftsamling (den nuværende »R.s Samling«, ca. 500 Numre, nu i Det kgl. Bibliotek) indeholder mange nyttige Bidrag til dansk Historie, Sprog og Litteratur. Kbh.s Universitet, som F. R. ved tidligere Lejlighed havde skænket et orientalsk Trykkeri, arvede hans Bibliotek og desuden et Legat til Lønning af en Professor Rostgardianus i Historie og nordiske Antikviteter.

Som Personlighed var F. R. ikke i det store Format, og ikke uden Grund har man kaldt ham forfængelig. Den Forseelse, der bragte ham til Fald, var paa Baggrund af Tidsforholdene ikke graverende, og sammenlignet med dem, der vilde ham til Livs, staar han som den ærlige Mand. Saa spredte hans Interesser var, satte de ikke Frugt i noget betydeligt Værk fra hans egen Haand, men til Gengæld har han paa de mange Omraader indirekte gjort sig fortjent af det danske Aandsliv. Som Fadder til den danske Skueplads vil han altid mindes med Ære.