Carl Rosenberg (1829–85)

Rosenberg, Carl Frederik Vilhelm Mathildus, 1829–85, Litteraturhistoriker. Født 2. Januar 1829 i Skanderborg, død 3. December 1885 paa Frederiksberg, begravet i København (Garn.). Forældre: Major, senere Oberst Gottfried Rosenberg (1784–1849) og Sophia Christina Elisabeth Dahlén (1799–1870). Gift 1° 9. Oktober 1857 i Spjellerup med Ane Lovise Plum, født 12. Jan. 1833 i Valløby, død 20. Maj 1874 i Kbh. (Spjellerup), Datter af Sognepræst, sidst i Spjellerup og Smerup, Provst Peter Andreas Plum (1797–1880) og Anne (Ane) Louise (Lovise) Heger (1799–1833). 2° 18. Maj 1877 i Skanderborg med Marie Sophie Jacobe Bindesbøll, født 8. April 1832 paa Ulstrup, Sønder Vinge Sogn, død 25. Maj 1895 i Næstved (gift 1° 1855 med Købmand Peter Nicolai Nissen; Ægteskabet opløst), Datter af Justitsraad, Amtsforvalter Jacob Hornemann Bindesbøll (1789–1852) og Sophia Amalia Friis (1793–1871).

Rosenberg blev Student 1846 fra Viborg. I Skolen var han af sin Rektor, F. C. Olsen, blevet paavirket i æstetisk Retning og vandt 1850 Universitetets Guldmedaille for Besvarelsen af dets Prisspørgsmaal om Bellmans poetiske Ejendommelighed. Til Brødstudium valgte han Jura, blev 1854 Kandidat og ansattes i Kultusministeriet, hvor han 1863 avancerede til Fuldmægtig; men sine litterære Interesser opgav han derfor ikke. 1856–67 var han en flittig Medarbejder ved M. Steenstrups »Dansk Maanedsskrift«, dels som Boganmelder, dels med Artikler om Emner saavel fra udenlandsk som skandinavisk, særlig svensk Litteraturs Historie; 1860 udgav han med Vægten lagt paa Skildring af Kulturforholdene en illustreret Verdenshistorie, der fik mange Læsere, blev 1861 Dr. phil. for en Afhandling om Rolandskvadet, i hvilken han, støttende sig til fremsatte Anskuelser om Digtets Hjemstavn, hævdede Normannernes overvejende Indflydelse paa fransk Middelalderdigtning, og offentlig- gjorde 1862 i »Nordisk Universitets-Tidskrift« en Undersøgelse af de ældste oldnordiske Versemaals rytmiske Beskaffenhed. At han, der som Skoledreng havde skrevet Tragedier i græsk Stil, ogsaa praktisk besad metrisk Evne, om ikke just større original Digterbegavelse, lagde han 1862 for Dagen med »Andvares Ring«, en Dramatisering af Vølsungesagnet, og 1875 med Digtet »Sjælenes Ø«, der behandler et indiansk Sagn med ejendommelig Benyttelse af Stavrim. Men Litteraturen var ikke ene om at optage Rosenbergs Sind. Martsdagene i 1848 havde gjort et stærkt Indtryk paa ham; han blev en glødende Frihedsmand, der 1853–54 i Pjecer skrev mod Ministeriet Ørsted og 1863 hilste Polens Opstand med varm Sympati. Mest af alt var han overbevisningstro Skandinav, for hvem de tre nordiske Rigers politiske Forening stod som Danmarks Frelse. Sammen med sin Ven, Finnen Emil von Qyanten, affattede han i Marts 1864 et Forslag til en skandinavisk Unionspagt, der overraktes Karl XV., og udviklede samme Aar Planen nærmere i et særligt Skrift; da et nordisk Samfund 1865 stiftedes i Danmark, blev han dets energiske Formand, og af »Nordisk tidskrift for politik, ekonomi och litteratur«, der 1866–70 udgaves af Professor Hamilton i Lund som Skandinavernes Fællesorgan, var han en meget aktiv Medredaktør. En Udtalelse her af ham om Krigsminister Raasløff bevirkede, at der 1866 stilledes ham Valget mellem at opgive sin politiske Skribentvirksomhed eller fratræde sit Embede; han valgte det sidste, og Meningsfæller hjalp ham økonomisk over den første vanskelige Tid.

Efter Afskedigelsen var Rosenberg henvist til i væsentlig Grad at leve af sin Pen. Han skrev Artikler i »Fædrelandet« og redigerede forskellige periodiske Foretagender, af hvilke intet fik noget langt Liv: 1867–69 »Uge-Blade til Menigmand«, I-III, 1870–72 »Hejmdal«og 1873–74 »Dansk Ugeblad«, hvorefter han i en Aarrække benyttede »Kolding Avis« som Talerør. Blandt hans Mærkesager var foruden Skandinavismen Islands politiske Selvstændighed og Bekæmpelse af Georg Brandes, hvis Aandsretning var ham en Vederstyggelighed. I Livssyn stod han nationalt og kristeligt det grundtvigske Venstre nær, men var en afgjort Modstander af dets Samarbejde med Bondevennerne, i hans Øjne en Alliance mellem Aand og Uaand; som Følge heraf stillede han sig gentagne Gange til Folketingsmand, men uden at opnaa Valg. Med Aarene voksede hans Bitterhed mod Venstre, til Dels ogsaa mod Højre, fordi intet af Partierne gjorde Forsvarssagen, som han omfattede med brændende Begejstring, til Hovedopgave; da Foreningen til Den frivillige Selvbeskatning 1884 stiftedes, tegnede han sig med et i Forhold til sin Aarsindtægt meget betydeligt Beløb. Sin almenlitterære Virksomhed genoptog han med en Række Bøger, udgivne af Udvalget for Folkeoplysnings Fremme: 1871 »Træk af Livet paa Island i Fristats-Tiden«, et for sit Emne fortrinligt Folkeskrift, 1872 »Internationale«, med Sympati for Arbejderbevægelsen, men afvisende over for Socialismen som Idé, 1873 »Danmark i Aaret 1848«, en Fremstilling af Frihedslivets Gennembrudstid, og 1879 »Gustav Adolf«, en Skildring af Nordens største Indsats i Verdenshistorien. Men først og fremmest satte han Kraften ind paa sit, ikke afsluttede, Hovedværk »Nordboernes Aandsliv fra Oldtiden til vore Dage«, af hvilket der 1878–85 udkom tre Bind, med ligeligt Hensyn til alle fire nordiske Folk behandlende Hedenold, Middelalderen og det religiøse Liv i den gammel-lutherske Tidsalder, et i sjælden Grad helstøbt Arbejde, ensidigt ved sin Fordømmelse af fremmede Kulturindflydelser og for visse Partiers Vedkommende nu forældet, men lærerigt og fængslende den Dag i Dag, i sit 1. Bd. indeholdende ypperlige Oversættelser af Eddadigte og Skjaldekvad. I »Illustreret Tidende« for 1883 gengav han smukt paa Dansk Digte af Bjarni Thorarensen og Jonas Hallgrimsson; samme Aar publicerede han i »Nordisk tidskrift for vetenskap, konst och industri« i Anledning af E. v. d. Reckes Disputats værdifulde metriske Undersøgelser: »Vor versbygnings grundlove« og »To nordiske versarter«. Endelig udgav han 1884 til Folkelæsning med moderne Retskrivning Peder Palladius’ Visitatsbog, i den Mening, at dette Minde fra hin Kristenlivets og Folkelivets Foryngelsestid »vel var værdt at dvæle ved i disse Vantroens, Letfærdighedens, Tøjlesløshedens og Fortvivlelsens Tider«.

Som Skribent og Menneske var Rosenberg i sine Sympatier og Antipatier en lidenskabelig Natur, stundom indtil Ubændighed; men han var uden Bagtanke. En Mand som Julius Lange, der i det hele stemte lidet overens med Rosenbergs Syn paa Tingene, havde megen Agtelse for hans rene, alvorlige Villie og store Flid og undte ham gerne den Stilling ved Universitetet, han 1884 fik som midlertidig Docent i dansk Litteraturhistorie; i de tre Semestre, han virkede, læste han over den oldnordiske og middelalder-nordiske Poesis Genspejling i nyere nordisk Digtning, gennemgik de nordiske Versloves og Versformers historiske Udvikling og gav Vejledning i Læsning af Svensk samt i svensk Litteraturhistorie. Sine Idealer og sin Stræben blev han saaledes tro ogsaa fra Universitetets Lærestol.