Frederik Plum (1760–1834)

Plum, Frederik, 1760—1834, Biskop, er født 12. Okt. 1760 i Korsør og Søn af Præsten Claus P. († 1781) og Elisabeth Amalie f. Rohn († 1785). Han blev Student fra Odense 1778. I sine sidste Studenteraar var han Alumnus paa Regensen, hvor han en Tid lang delte Værelse med Jens Baggesen, der indførte ham i Prams Hus og i Datidens litterære Kredse. P. beundrede Baggesen og lod ham bedømme sine poetiske Forsøg, førend de bleve trykte i «Minerva» og i de af H. W. Riber udgivne «Poesier». Hans videnskabelige Studier samlede sig i Begyndelsen nærmest om østerlandsk (hebraisk) og klassisk, græsk og romersk, Poesi, som han gjengav i dansk Oversættelse. Hans Oversættelse af Juvenals og Persius’ Satirer om Menneskenes Ønsker blev prisbelønnet af Selskabet til de skjønne Videnskabers Udbredelse og trykt paa dets Bekostning 1790. Han tænkte vist paa at tage filologisk Examen, men forandrede pludselig Studieplan og kastede sig 1787 over Theologien, «fordi,» som han skriver til Baggesen, «han ikke kunde faa Fred paa anden Maade». 1788 tog han theologisk Examen, blev 1789 Præst ved det civile Arresthus i Kjøbenhavn, 1790 Dr. phil., 1791 Præst i Korsør og Taarnborg, 1792 Dr. theol. fra Gøttingen, 1794 Provst i Slagelse Herred og 1796 Sognepræst ved St. Mikkels Kirke i Slagelse.

Spørgsmaalet om Fattigvæsenets Ordning, Almueskolevæsenets Reform og Undervisningsmethodens Forbedring optog den Gang den almindelige Interesse, og P. fandt her en Opgave, som han havde gode Forudsætninger for at kunne løse, især en ualmindelig praktisk Sans, der ikke tillod ham at fortabe sig i Filanthropernes taagede Idealisme. Kort efter at han var bleven Præst i Korsør, sporede man allerede hans Virksomhed i denne Retning. Efter at han havde ordnet Fattigvæsenet, fik han ved offentlig og privat Understøttelse lagt Grunden til Skolevæsenets Forbedring efter en Plan, der fik kongelig Stadfæstelse, og efter at han var bleven Provst, udvidede han sin Virksomhed til at omfatte Skole- og Fattigvæsenet paa Landet. Som Præst i Slagelse fik han 1799 gjennemført Oprettelsen af en fortrinlig Læse- og Arbejdsskole, der blev anset som et Mønster af en Borgerskole og fandt Efterligning i en stor Del af Landets Kjøbstæder. 1802 udgav han en «Haandbog for Lærere og Opsynsmænd ved Borger- og Almueskolerne», et udmærket Arbejde, «der endnu ikke i vor Skolelitteratur er bleven afløst af noget bedre», og 1803 «Pestalozzis Læremaade, et Forsøg til Elementarundervisningens Forbedring» tillige med en Subskriptionsplan paa en Oversættelse af de dertil hørende Elementarbøger. Kancellipræsident Fr. Moltke (XI, 416), der sværmede for Pestalozzis Læremethode, fik kaldet P. til Kjøbenhavn, hvor han 1803 blev Stiftsprovst og Sognepræst ved vor Frue Kirke. Som Medlem af en Kommission, der skulde prøve den Pestalozziske Elementarundervisning, holdt han derefter offentlige Foredrag om Methoden. Paa samme Tid arbejdede han for en Grundforbedring af Hovedstadens Almueskolevæsen og Opsynet dermed og fik oprettet en bestandig Kommission til disse Skolers Indretning og Bestyrelse. I Forbindelse med L. C. Sander og A. K. Holm (VII, 562) udgav han 1804—8 «Egeria, Fjerdingaarsskrift for Opdragelses- og Undervisningsvæsenet i Danmark og Norge», et fortrinligt Tidsskrift, «der ikke er blevet overgaaet og næppe naaet af noget senere». 1809 blev han Meddirektør for det nyoprettede Pastoralseminarium. 1811 udnævntes han til Biskop i Odense, hvor han med sin vante Ihærdighed tog fat paa Skolevæsenets Ordning. 1812 fik han Kancelliets Stadfæstelse paa et af ham udarbejdet Regulativ for Skolerne i Fyns Kjøbstæder, der skulde gjælde, indtil en almindelig Skoleforordning udkom. S. A. oprettedes i Odense en ny Borgerskole, en Middelskole i den Lahnske Stiftelse, Aftenskoler for Tjenestepiger og Læredrenge og en Søndagsskole for Haandværkssvende. P. havde en mærkelig Evne til at faa Folk med, selv hvor der, som her, krævedes meget betydelige Tilskud fra privat Side. Det var hans personlige Overlegenhed, der gjorde sig gjældende, og naar han erklærede, at det maatte være saaledes, bragte man sine Ofre, fordi det ikke nyttede at gjøre Indvendinger.

Men ogsaa blandt Stiftets Gejstlighed og i andre dannede Kredse søgte han at vække Sansen for boglig Syssel. 1813 oprettede han Fyns Stiftsbibliothek, 1815 stiftede han det fynske litterære Selskab, og 1818—33 udgav han aarlig Efterretning om udenlandsk theologisk og pastoral Litteratur for Stiftets Gejstlighed. Han indførte udvidede Landemoder med videnskabelige Foredrag og Forhandlinger, skærpede Bispeexamen og indgav Forslag til Kancelliet om en Forøgelse af Prædiketexterne, men Forslaget blev henlagt uden Besvarelse. Han var falden i Unaade, fordi han havde udtalt sig nedsættende om den indbyrdes Undervisning, som var Kongens Kjæphest. Under denne omfattende Virksomhed fik han dog Tid til at tage fjærnereliggende Opgaver op. For at vænne Bondestanden til god og nyttig Læsning i Hjemmene udgav han 1821 «Anders Kjærby af Vissenberg Sogn, en Læsebog især for Fynboer». Under alt dette glemte han dog ikke sine gamle Klassikere, og endnu i sin høje Alder udgav han 1827 «Auli Persii Flacci Satyræ», med Kommentar, og 1828 «Valgte Stykker af den græske Anthologi, revideret Text, metrisk Fordanskning og oplysende Anmærkninger», 1. H. Den gamle Mand smigrede sig endnu med, at han stod paa Højde med sin Tids filologiske Dannelse. Men igjennem en meget hensynsfuld, men indgaaende Kritik mindede J. N. Madvig ham dog om, at Tiden var løben fra ham. 1828 blev P. Medlem af Videnskabernes Selskab og Kommandør af Danebrog. Han døde 18. Jan. 1834. 1792 havde han ægtet Marie Sophie Hviid, f. Munk († 1829), Enke efter Regensprovst A. C. H. (VIII, 204), i hvis Hus P. i sine Studenteraar havde fundet sit andet Hjem.

Dagen 1834, Nr. 24 f. J. Larsen, Bidrag til den danske Folkeskoles Hist. 1784—1818 S. 189 ff. 257 ff. 264 ff. o. fl. St. N. Faber, Mindetale ov. F. P. (1834). Kirkehist. Saml. 3. R. III, 708 ff. Erslew, Forf. Lex.