Frederik Høedt (1820–85)

Høedt, Frederik Ludvig, 1820—85, Sceneinstruktør, Skuespiller. F. 13. Febr. 1820 i Kbh. (Helligg.), d. 22. Marts 1885 sst. (Frue), begr. sst. (Ass.). Forældre: Postbud, Marskandiser Christen Olsen H. (1788—1850) og Marie Hansen (1795—1887). Ugift.

Kun seksten Aar gammel blev H. Student 1836 fra Borgerdydskolen paa Christianshavn og tog n. A. filosofisk Eksamen. Han studerede lidt Teologi, men interesserede sig især for Æstetik og Dramaturgi og oversatte eller bearbejdede franske Skuespil, f. Eks. »Embedsiver eller Hr. og Fru Møller« (opført 1849) og »Dronning Marguerites Noveller« (opført 1851). Han udgav ogsaa et Bind lette, fortællende »Lyriske Digte« (sml. Udg. 1856) af ubetydeligt Indhold. Hans Digt »Ak, kæreste Hr. Guldsmed« med den populære Slutningslinie »Farvel, Farvel, lille Grethe« synges endnu til N. W. Gades Melodi. Under 40’ernes politiske Røre stillede H. sig til den grundlovgivende Rigsdag, men blev ikke valgt. Efter Faderens Død kunde han som en velhavende Mand studere moderne Skuespilkunst i Paris, og hjemkommet herfra besluttede han at debutere. Hans Udførelse af Shakespeares Hamlet (14. Nov. 1851) vakte overordentlig Opsigt, ikke alene fordi H. var kendt i vide Kredse for sine selskabelige Evner, sit Imitationstalent og sin musikalske Begavelse, men fordi Spillet var interessant, rigt paa Tænksomhed og Refleksion, rimeligvis paavirket af S. Kierkegaard, af hvem H. følte sig som en Skolar. Hans smukke Hoved med de ædle Træk og hans spinkle Legeme passede til Rollen; H. var ligesom Hamlet en villiesvag Ironiker uden Springet i sin Natur, og da han ikke selv kunde slutte sig til nogen Kvinde, forstod han Hamlets Forhold til Ofelia. Og endelig docerede hans Helt de Meninger om Skuespilkunst, som H. selv nærede, Kravet om at komme bort fra Deklamation og det »falske Skønne« for at søge det Sande og Levende. Men Spillet savnede Lidenskab; Forstanden var H.s Styrke, Fantasien hans Svaghed. Den nasale Stemme var uden varme Modulationer, men der undslap den ikke en falsk Betoning. Hamlet rummede i Grunden alt, hvad H. havde paa Hjerte som Skuespiller. Vel udførte han i seks Sæsoner i alt 31 Roller, deriblandt Hammer i »Nej« og Harlekin i »De Usynlige«, men Højdepunktet naaede han straks ved sin Debut. Karakteristisk er det, at Opfattelsen som Regel vandt større Anerkendelse end Udførelsen, og at man beklagede, at den private Personlighed stak igennem de forskellige Masker. Derimod gjorde hans Smag og Imitationstalent ham til en fortrinlig Oplæser, særlig af H. C. Andersens Eventyr; de blev smaa Skuespil-Mesterværker ved skarp og vittig Karakterisering af Personer og Ting.

Allerede purung vakte H. i det N. P. Nielsen’ske Hjem Beundring blandt sine jævnaldrende ved sin psykologiske Sans og Evne til at forklare Stemningen bag de Ord, der skulde levendegøres paa Scenen, og han fik navnlig stor Betydning for Michael Wiehes Udvikling. Men hans kunstneriske Meninger kolliderede i flere Henseender med Teaterdirektør Heibergs, og da H.s Ønske om at spille Richard III. ikke blev opfyldt, officielt fordi Heiberg ikke vilde se »Melpomenes Dolk forvandlet til en Slagterkniv«, opstod et ulægeligt Brud, der i April 1855 medførte H.s Afsked som kgl. Skuespiller. M. Wiehe fulgte ham til Hofteatret ved Christiansborg, hvor de i Sensationssæsonen 1855—56 under H. W. Lange spillede et meget let Repertoire, der tog det store Publikums Interesse bort fra Nationalscenen og bidrog til Heibergs Fald som Teaterchef. Sejrrige vendte de vel tilbage, men samtidig døde Anna Nielsen, den Skuespillerinde, paa hvem H. især byggede sine Fremtidsplaner, og da Fru Heiberg, nu mere end nogen Sinde uundværlig, forlangte sin Afsked, tog en Del af Publikum, anført af nogle Studenter, Parti for hende og udpeb H., der krænket i sin Forfængelighed nægtede at optræde oftere. Han spillede sidste Gang 13. Dec. 1857 som Paimpol i »Min Lykkestjerne«. N. A. udnævntes han til Instruktør, først for Skuespillet og fra 1861 for Operaen, og i denne Gerning blev han her til Lands den første, som hævede Sceneinstruktionen til en Kunst i de, navnlig franske, Skuespil, han arbejdede med, f. Eks. »Kamp og Sejr« (1859) og »Skikkelige Folk« (1860). Men han savnede Banebryderens Udholdenhed; han burde have indført Bjørnson og Ibsen og være blevet Lærer for W. Bloch og H. Bang, men allerede 1864 tog han sin Afsked, da M. Wiehe laa syg til Døden. Fru Heiberg fik derfor alt for let Spillerum for sin uretfærdige H.-Kritik, der steg til Had i hendes Breve til A. F. Krieger; H. var hende overlegen som Instruktør og Lærer for de unge, blandt hvilke Fru Hennings blev den, der gjorde ham størst og længst Ære. I sine senere Aar satte han nu og da en Forestilling i Scene paa Folketeatret, hvor navnlig Frederik Madsen og Harald Kolling høstede Gavn af hans Intentioner. To Gange, 1859 og 1876, tilbød Kultusministrene Hall og Fischer ham Chefposten, men H. frygtede Ansvaret og veg udenom. Derimod paavirkede han ivrigt 70’ernes begavede Ungdom gennem Samtaler; hans Meninger kan spores i Edv. Brandes’ Skuespillerkarakteristikker og i Vilh. Møllers Teaterkritik. Men efterhaanden blev han menneskesky og livsfjendsk, indtil han endte i Sindssygens Mørke.

H. var i sin Kunst Udtryk for en relativ ny Strømning, der ved sin dybere Indtrængen i Karakteristikken maatte sejre. Ved Naturen vilde han virke, ikke ved den raa, tilfældige Virkelighed, men ved den af Tanken gennempløjede aandelige Sandhed. Æstetisk set naaede han, hans Interesse for Shakespeare ufortalt, ikke ud over Efterromantikken; det var kun som Mester i Replikkunsten, at han var Realist. For en Del af den Formue, som havde begunstiget det nølende og opgivende i hans Natur, oprettede hans Moder, der overlevede ham, et Legat under Kbh.s Magistrat. Tit. Professor 1859. — R. 1874.