Paul Gerhardt (1607–76)

Gerhardt, Paulus, tysk luthersk Præst og Salmedigter (1607—76), betragtes alm. som den største tyske Salmedigter efter Luther. Men medens Luther er den vældige Skjald, der i mægtige Toner synger om Menighedens Sejr ved Kristus over alle Fjender, er G., hvis Sang ikke er født ud af nogen Kirkekamp, langt mere subjektiv, han synger i blødere Toner om den enkeltes Fred og Fortrøstning; den kristelige Forsynstro med dens Forvisning om Hjælp og Sejr i al Nød og Plage har ikke fundet nogen bedre Tolk end den Sanger, der digtede: »Befal du dine Veje«. G. skrev ialt 120 Kirkesalmer, af hvilke de første udkom i Crüger’s Praxis pietatis melica (1648). Omtr. en Tredjedel af dem er oversat paa Dansk (bl. a. af Brorson, Rostgaard, Grundtvig og Brandt), deriblandt »O Hoved højt forhaanet«, »Er Gud for mig, saa træde« og »Nu hviler Mark og Enge«. G. kom ind i en haard Lærekonflikt, der kostede ham hans Embede i Berlin, hvor han 1657 var blevet Præst ved St Nikolai Kirke; Kurfyrst Frederik Vilhelm, der selv var reformert, forbød nemlig i fl. Edikter (1662 og 1664) sine Præster at ivre fra Prædikestolen mod den »sande evangelisk-reformerte Religion«, og da G., skønt han selv ikke hørte til de Stridbares Tal, ikke vilde underskrive den vedk. forelagte Revers, blev han afskediget (1666). Vel blev Afskedigelsen 1667 taget tilbage, men G. vilde alligevel ikke mere være Præst i Berlin. Han kom 1669 til Lübben i Sachsen. Bl. de talrige Udgaver af hans Sange nævnes: E. C. G. Langbecker (1841) og August Ebeling (1898).
1607
Gerhardt født i Gräfenhainichen, Sachsen.
1613
Første tobakdyrkning i Englands nordamerikanske kolonier.
1616
Danmark får kolonien Trankebar i Indien.
Det Ostindiske Kompagni oprettes.
1618
30 års krigen. (1618–1648)
1625
Første kompagni til Afrika-handel oprettes i Danmark.
1631
Nyboder opføres til flådens folk i København.
1637
Descartes og Fermat skaber uafhængigt af hinanden den analytiske geometri.
Pesten hærger Danmark. 5.000 dør i København.
1639
Det første guldhorn findes ved Gallehus.
1641
Maren Splids anklages for trolddom og brændes på bålet.
1642
Rundetårn står færdigt.
1648
Chr. IV dør. Frederik III (1609–1670) udråbes til konge.
30 års krigen ender.
1650
Der indføres »moms« på øl og brændevin, dog ikke for adel og gejstlighed.
1654
Pest i København dræber 9.000 mennesker.
1657
Svenskekrigene (1657–1660), hvor Danmark undervejs mister Skåne, Halland og Blekinge.
1660
Enevælde i Danmark-Norge indføres. Den afskaffes med Grundloven i 1849.
1665

Frederik III, som lader udfærdige kongeloven ved Peder Schumacher sidenhen bekjendt under navnet Griffenfeldt, 1824. Skitse til de store billeder malet til trongemakket på Christiansborg Slot.
Sorø Akademi nedlægges.
1666
St. Thomas bliver dansk koloni.
Newton (1642–1727) stifter den matematiske analyse.
Brand i London.

Anonymous: The Great Fire of London.
1670
Christian V (1646–1699) udråbes til konge.
1671
Greve- og baronstanden indføres i Danmark.
1673
Danmark indleder Den skånske krig mod Sverige.
1675
Ole Rømer opdager lysets hastighed.
1676
Gerhardt død i Lübben, Spree.