C.W. Eckersberg (1783–1853)

Eckersberg, Christoffer Vilhelm, 1783—1853, Maler, blev født i Sønderjylland 2. Jan. 1783; hans Fødested var Blaakrog i Varnæs Sogn, hvor Forældrene, Maler og Snedker Henrik Vilhelm E. og Ingeborg Nielsen eller vel rettere Nielsdatter, den Gang levede. 1786 døde Kunstnerens Farfader, Skovfoged C. V. E. i Blans i Ullerup Sogn, hvor han ejede et lille Hus, som nu E.s Forældre arvede og toge Bolig i. Her opvoxede derfor E. og hans yngre Brødre. Navnets tyske Form fordanskedes i Slesvig til Egesbjærg og Eggersberg, men det blev gjenoptaget af Kunstneren i sin oprindelige Form.
Huset i Blans laa ikke langt fra Als Sund, og Faderen, som var et Landsbygeni, Snedker af Haandværk, Maler af Lyst, især navnkundig for sin Udsmykning af Bønderpigernes «Solhatte», havde selv bygget en Baad, hvormed han sejlede paa Als Sund med Børnene i den Fritid, som Haandværk eller Skolegang levnede hver især. Der sejlede han Friluftsstemninger ind i den unge Kunstnersjæl. Hvad E. senere mindedes fra disse Ture, var Solnedgangens Farvetoner paa Luft og Sø, paa Skibes og Baades hvide eller røde Sejl, Kystens Bølgelinjer og Havets stille Flade, Landets solide Fasthed i Modsætning til den lette Luft med de rosenrøde Skyer. Det er ikke alle, der huske det fra deres Drengeaars Sejlture.
Hans Forældre levede i fattige Kaar, nærmest som Husmandsfolk paa Landet; men da Faderen dog saa smaat drev Malerhaandværket, og Sønnen fra Barn af havde mest Lyst til at tegne og male, laa det nær at faa ham i Malerlære. Saa sendtes E. da i Lære i Aabenraa og, da Mesteren der ikke behandlede ham godt, senere til Flensborg, hvor han blev Svend og vedblev at arbejde i sit Haandværk til sit 20. Aar. Men der gjærede andre Drømme i E.s Sjæl. Hvor han har haft Lejlighed til at se saa meget af Kunst, i Stik eller Maleri, at han kunde faa Forestilling om Anordningen af en historisk Komposition, er ikke godt at vide, men at han allerede i Flensborg maa have øvet sig dygtig, vise Tegninger fra Tyveaarsalderen som «Christian IV i Slaget ved Femern» og «Dronning Tomyris kaster Cyrus’ Hoved i et Kar med Blod». Det, han drømte om, var intet mindre end at komme til Kjøbenhavn, til Kunstakademiet og at blive Kunstner. Han turde endog tale derom og vise andre sine Tegninger; han tegnede og malede vistnok ogsaa Portrætter af Bekjendte eller af Folk, der vilde bevares i deres Slægtningers Erindring; Enden blev, at man skød en lille Sum Penge sammen, og saa stod Malersvenden E. 23. Maj 1803 paa Kjøbenhavns Toldbod.
Det var et Vendepunkt; men der skulde endnu tjenes 7 Aar for Rachel. E. fik ganske vist Adgang til Kunstakademiets Skoler uden Betaling; men han skulde ogsaa leve; den lille Sum, han havde faaet med fra Flensborg, har næppe rakt ret langt. I Førstningen ernærede hans Haandværk ham; men alt som han rykkede frem i Skolerne – allerede i Juli 1804 var han naaet til Modelskolen, i Jan. og Marts 1805 vandt han de to Sølvmedailler og var altsaa berettiget til at konkurrere –, foretrak han ganske naturlig at fortjene det daglige Brød som Kunstner fremfor som Haandværker. En tarvelig Fortjeneste kunde faas ved, efter Tidens Skik, at kolorere kobberstukne Omrids af et Prospekt, en Handling eller hvad som helst og ved at tegne Portrætter i Profil til mekanisk Gjengivelse i Kobberstik. Det blev altid noget, naar man havde Evne til at lade det gaa lidt rask fra Haanden. En af Datidens bekjendteste Kobberstikkere, G. L. Lahde, brugte gjærne unge Kunstnere til saadant Arbejde, og hos ham fandt E. for en Del Livsopholdet lige til Udenlandsrejsen. En Kunsten værdigere Fortjeneste skaffede en ældre tro Ven, Kobberstikker J. F. Clemens, ham ved at give ham Lejlighed til at udføre en Række, dels tegnede, dels i Vandfarve malede, Udsigter og Prospekter af kjøbenhavnske Lokaliteter, hvoraf en Del bevares i den kgl. Kobberstiksamling, og disse meget nøjagtige Smaabilleder have nu faaet et ikke ringe historisk Værd, efter at Stedforholdene ere ganske forandrede.
Allerede 1. Juli 1805 havde E. det Held at vinde den mindre Guldmedaille (thi Konkurserne vare den Gang kun hvert andet Aar). Opgaven var «Paulus, som retfærdiggjør sig for Agrippa, Berenice og Festus». Ved Siden af Abildgaards umiskjendelige Paavirkning gaar der allerede gjennem dette Arbejdes Udførelse en vis Selvstændighed, som ikke synes ret at have behaget Akademiets mægtige Direktør, thi han foreslog den heldige Konkurrent at blive Porcellænsmaler! 2 Aar efter konkurrerede E. for den store Guldmedaille, men Opgaven laa næppe godt for ham («Adam vaagner og ser den nyskabte Eva»), og han fik ingen Medaille. Endelig i 1809 fik han den for «Jacobs Død; da faldt Joseph over sin Faders Aasyn og græd og kyssede ham».
Nu gjaldt det om at komme udenlands. Men Akademiet havde kun ét Stipendium til de «Artister», som havde vundet den store Guldmedaille; det rejste C. F. Høyer paa, og hans Tid udløb ikke før 1. Jan. 1812. Der var imidlertid meget, som maatte gjøre det ønskeligt, at E. kom til at rejse. Hans fuldt erkjendte Talent stod her Fare for at slides op i en triviel Kamp for det daglige Brød. Gjæld og en uheldig Forbindelse, der kun kunde løses ved et Ægteskab og paafølgende Skilsmisse, maatte ogsaa gjøre en snarlig Rejse ønskelig. Det var Clemens, som her greb ordnende ind og rakte Haand til at løfte E. mere end et Trin højere paa Samfundets Stige. Kammerjunker Bruun Neergaard, en enthusiastisk Kunstelsker, ønskede at udgive en Voyage pittoresque og fik Anvisning paa E., hvem han tilbød fri Rejse til Paris, naar han vilde tegne for ham undervejs. Derom blev man enig. 1. Juli 1810 ægtede E. Christine Rebecca Hysing, og 3. Juli rejste han til Paris. Under det 6aarige Ophold i Udlandet blev Skilsmissen ordnet.
Ellers var ved Aarhundredets Begyndelse Rom det Sted, som stærkest tiltrak Malere og Billedhuggere. Men i disse Aar var det Paris. Den gjenvakte Interesse for Oldtiden havde i Maleren Jacques Louis Davids Person paa en egen Maade sluttet Pagt med Revolutionen og Republikken; men han var ogsaa Tidens første Maler, til hvem Eleverne strømmede sammen. Da E. kom til David i 1811, var denne allerede over sin første Manddom, Republikaneren var bleven Kejserdømmets Kunstner, de nøgne Helte vare afløste af Officerer i glimrende Uniformer; men det, E. lærte, var at male efter den levende Model, saa naturlig og simpelt, som han saa den, og saa fremfor alt at bære det brede, klare, straalende Dagslys ind i Billedet, om end med Fare for, at dets fine Sølvtone undertiden blev for kold, og Skyggerne blegnede, saa at Lysets Kraft svækkedes. Opholdet bag efter i Rom, 1813–16, modnede, mildnede og sammensmeltede med E.s danske Natur, hvad han havde lært i Paris, og han fandt sig selv igjen, ikke blandt den store Kunsts heroiske Skikkelser, men ved Tiberens Bred, i den romerske Morgenbelysnings klare Glans. Allerede i Paris havde han anvendt mangen en Fritime til i smaa Billeder at gjengive det daglige Liv eller ejendommelige Lokaliteter; det fortsatte han i Rom, hvor han udførte en Række Studier, saa friske, saa levende, at de fik mere Indflydelse paa hans Fremtid end det store historiske Billede med «Moses, der udrækker Staven over det røde Hav».
I Paris havde E. knyttet Venskab for Livet fastere end før med sin Landsmand og jævnaldrende Kunstfælle Landskabsmaleren J. P. Møller, med hvem han allerede hos Lahde havde udført et Par Billeder i Fællesskab. I Rom fandt han en mere overlegen, men ikke mindre trofast Ven og Raadgiver i Thorvaldsen, hvis Portræt han udførte som Knæstykke med Kunstnerens og Vennens hele Kjærlighed til sin Gjenstand. Dette Billede, hvori E.s ejendommelige «Palet» træder smukt frem, skjænkede han til Kunstakademiet i Kjøbenhavn.
Den Professorplads, der var bleven ledig ved Abildgaards Død 1809, havde man ikke villet besætte, uagtet Abildgaards nærmeste Lærling, C. F. Høyer, og J. L. Lund havde søgt den, i det Akademiet udtrykkelig fremhævede, at det ønskede at vente, til E. og Kratzenstein-Stub, der imidlertid døde 1816, vare komne hjem. Da E. meldte sig ved Akademiet i Avg. 1816, blev han kort efter agreeret og Aaret efter (25. Okt. 1817) optaget til Medlem paa «Balders Død» (efter Edda), der hænger i Akademiets Samling og vidner om hans grundige og samvittighedsfulde Modelstudier, ikke mindre end om hans lidet fremtrædende Evne for det egentlige Historiemaleri. Et halvt Aar senere valgtes han til Professor ved Modelskolen og fik en Bolig paa Charlottenborg, hvilken han beholdt til sin Død. Samtidig blev dog ogsaa J. L. Lund Professor ved Akademiet.
Uagtet Historiemaleriet saaledes maaske var den Kunstart, der, trods hans Dygtighed i Menneskeskikkelsens Gjengivelse, laa mindst for ham, i det hverken hans religiøse eller hans fædrelandske Følelse var luende nok til, at den Ild, der varmede ham selv, kunde præge sig levende i Billedet, var det dog som Historiemaler, han skulde bruges. Og dertil var E. tillige for usminket, for ærlig, for haandfast. Disse Egenskaber blive til Fortrin, naar han maler et saa smukt Portrætbillede af Frederik VI og hans Familie som det, der bevares paa Rosenborg Slot, men de gave de Fremstillinger af den oldenborgske Kongestammes Historie, som han malede i 8 store Billeder til Christiansborg Slot, noget køligt og tørt, der let bringer Beskueren til at overse hans Pensels solide Egenskaber og den omfattende Flid, hvormed han har behandlet sine ikke sjælden meget umaleriske Opgaver. I hans talrige Altertavler, hvoraf dog enkelte hæve sig til virkelig Skjønhed, er Følelsen varmere, medens dog ikke sjælden en vis Smaalighed i Udførelsen og Savnet af Blik for dekorativ Virkning lade dem synes ringere paa Afstand, end de vise sig ved at ses paa nært Hold.
Portrætterne viste hans Talent paa et heldigere Omraade. Det erkjendtes ogsaa hurtig af Publikum, og i Aarene 1816–26 var han ret i Skuddet som Portrætmaler. Et Par af hans bedste Portrætter skyldes jødisk Fædrelandssind og jødisk Rigdom. Redaktør Nathanson var saaledes i hine Aar en Mæcen, som Danmarks Historie maa mindes med Agtelse for, hvad han har gjort for at støtte E., Ernst Meyer og andre paa deres Kunstnerbane. Den Portrætgruppe, som E. udførte af den Nathansonske Familie, og som nu er havnet i den kgl. Malerisamling, synes at have været et Udtryk for den Taknemmelighed, E. følte over for de større og mindre Bestillinger, hvormed Nathanson havde støttet ham i hans Ungdomsaar, thi i hans ellers nøjagtige Regnskabsbog, der er ført lige fra Hjemkomsten eller rettere fra Rejsens Begyndelse, findes saa godt som alle Portrætter nævnede uden dette. (I «Kunstbladet» f. 1888 er givet en udførlig Fremstilling af dette Billede.) Til E.s mest vellykkede Billeder hører ogsaa et Knæstykke af Kjøbmand Raphael, en lille væver Mand med runde Hornbriller, gjengivet med en høj Grad af Blødhed i Modelleringen, en sjælden Kraft i Farven, forenet med Dybde og Runding i Formen.
Det er et Vidnesbyrd om det Naturstudium og den Naturfølelse, hvorpaa E.s Kunst hvilede, at man fra 1803–21 ikke ser en Baad, ikke et Sejl fra hans Haand, medens det dog fortrinsvis er Sømaleren, Friluftsmaleren, som Eftertiden vil mindes. Først da han var kommen hjem og havde faaet Bolig paa Charlottenborg, vinkede Havnen og Søen ham. Der var saa nær til Langelinje fra Kongens Nytorv. De forfriskende Pust fra Øresund blæste Læreaarenes Støv bort fra Barndommens Erindringer fra Als Sund. Han maatte ud i en Baad for at se Søen og Skibene paa nærmere Hold, og fra at se var der ikke langt til at gjengive. Men E. var ikke den Mand, som gik uden om Vanskelighederne. Den nogle og trediveaarige Mand gav sig trøstig i Lære hos en forhenværende Koffardikapitajn, som under Hvilen fra sin Livsgjerning morede sig med at male Skibe. Kunstneren lærte ham at bruge Farverne bedre, og Kapitajnen lærte ham til Gjengjæld, hvorledes et Skib var bygget og rigget. Allerede i 1821 var han saa meget Herre over sit Æmne, at han kunde gjengive en Handling paa Søen: «En Sejlbaad i Vending». Skibene bleve hans Venner, især Krigsskibene, og han kjendte hvert Tov, hvert Sejl. Søofficererne saa snart, at han havde lært at se med en Sømands Øje, og meldte sig som hans første Kjøbere. Snart gik Sejlturene videre, til Helsingør, til Kullen, ud i Kattegattet, en Gang med Korvetten «Galathea» til Nordsøen og den engelske Kanal, og paa den Rejse oplevede han endog en 3 Dages Storm. Uagtet han var 56 Aar (1839), gav denne Rejse hans Søbilleder et nyt Præg. De tidligere forestillede mest rolig eller ikke stærkt bevæget Sø, som den ses i vore nærmeste Farvande. Nu, da han selv har set det, vover han sig i Lag med stærkere Bevægelse i Luft og Sø og udfolder en Dygtighed i Søens Behandling, en Kraft i Farven, en Finhed i Skibenes Form og Fart, som om han var en ung Mand, hvis Blomstringstid skal til at begynde.1 Undertiden førte han det Fartøj, han malede, saa nær, at man ser Folkene færdes i Baaden, saaledes i et nydeligt lille Billede: «En svensk Fiskerbaad, sejlende i godt Vejr, hvorpaa Ejerne ere i Trætte om, hvem der skal styre Roret,» eller «Bæltsmakken» med de lystige Passagerer, undertiden ser man Skibene længere inde i Billedet, saaledes at Interessen udelukkende fængsles af Motivet i Skibene selv, et Skib, som braser bak, en Lodsbaad, der nærmer sig en Flaademønstring, o. l.
Man kan sondre 3 Tidsrum i hans Søbilleder, det første o. 1821–28, hvori Penselføringen er blødere, Farven varmere og kraftigere end i den følgende Tid, medens Tegningen ikke har naaet den mesterlige Sikkerhed som senere. Hertil høre, foruden det førstnævnte Billede, bl. a. 2 mindre, runde Billeder med Krigsskibe (1825–26), det ene med en smukt følt Aftenstemning, det andet udmærket ved en fortrinlig Benyttelse af Rummet. I det andet Tidsrum, 1828–38, viser sig en grundigere og finere Udførelse af Skibene, en sikrere Fordeling af Planerne, en koldere, om end træffende nuanceret, Farve. Enkelte Billeder udmærke sig ikke desto
mindre ved en smuk malerisk Sølvtone. Til denne Tid høre, foruden en Del Havnebilleder, som staa paa Grænsen af Prospekter, det russiske Linjeskib «Asov» paa Kjøbenhavns Red (1828, den kgl. Malerisaml.), den nævnte «Bæltsmakke» (1830), «Vindstille» (1832), «Linjeskibet Dronning Marie» (1834, den kgl. Malerisaml.). Endelig danner «Korvetten Galathea, som ligger bi i en Storm,» Begyndelsen til den tredje Periode, hvor han, samtidig med at hans Interesse for Kunstens andre Fag svækkes, paa dette Omraade hæver sig til et Mesterskab i Behandlingen af Bølgerne, af Skibenes Bevægelse, til en Dybde og Kraft i Farven, der, i Forening med de tidligere Fortrin, gjøre flere Billeder til sande Perler. Med fortrinlig dramatisk Virkning skildrer han f. Ex. i «Et Møde paa Søen», hvorledes en vestindisk Paket prajes af en engelsk Fregat (1841), og i «Kaperskonnerten», hvorledes den flygtende Sørøver ved en heldig Vending forstaar at undslippe den langt overlegne Fregat, som forfølger den (1845). Mere hjemlige Stemninger gjengiver han i «Flaademønstring i Sundet» (1843) og i det fortrinlige lille «Parti nord for Kronborg» med dets sommerlige Friskhed (1847, den kgl. Malerisaml.). Med 1848 begynder Tilbagegangen, Haand og Øje svækkes, paa samme Tid som den ved utrættelig Flid indvundne Erfaring endnu i nogle Billeder præger sig i Skibenes smukke Bevægelser, deres heldige Forhold i Rummet og den slaaende Gjengivelse af Søens forskjellige Karakter.
E. havde ikke været Sømaler ret længe, før han følte, at han ikke kunde udføre et Billede med sejlende Skibe uden grundig Indsigt i Perspektiven, som allerede ved hans store historiske Billeder, ikke mindre end ved smaa Genrebilleder havde fængslet hans Opmærksomhed. Han satte sig nøje ind i denne Videnskabs Love og gjorde sig theoretisk Rede for dens Anvendelse paa Malerkunsten. I sine senere Søbilleder konstruerede han Skibenes Plads, Størrelse, Duvning og Krængning ganske nøjagtig og angav endog paa en Seddel, der var klæbet paa Rammen, Øjepunktets Afstand og Højde over Vandspejlet, hvilke Planer Skibene ligge paa, m. m. Hvor Lokaliteten er til at kjende, ved at man ser Land, kan man af Sejlenes Stilling paavise Vindens Retning, af Skyggerne, hvad Tid paa Dagen det er, og saaledes videre. Denne hans perspektiviske Færdighed frelste ham fra at blive en Slave af Tilfældigheder og var ham et Middel til at give den rent naturalistiske Fremstilling i hans Billeder en Holdning, en Ligevægt, en rythmisk Gang i Linjerne, som gjorde Billedet til et Kunstværk i højere Forstand, saa at sige uden at Beskueren mærkede det, og uden at den jævne Naturlighed i Opfattelse forstyrredes derved. Efter at han selv var bleven saa godt hjemme i Perspektiven, særlig i Linearperspektiven, maatte han ogsaa lære sine Elever den, og han har udgivet to mindre Værker i dette Fag (1838 og 1841), det sidste med en Række fortrinlig vejledende Tegninger, navnlig for en Sømaler. Samtidig holdt han perspektiviske Kursus og Tegneøvelser paa Akademiet.
Luftperspektiven laa i nogle Henseender mindre for ham. Med hvor stor Finhed han end mangen Gang traf de brudte Toner i Mellemgrundens og Baggrundens Farve, var han ikke altid heldig med selve Luften. En overtrukken Luft kunde lykkes godt for ham, en blaa Himmel med spredte, solbeskinnede Skyer blev derimod ikke sjælden noget haard. Han holdt for meget af at give Gjenstandenes Omrids med bestemte Linjer, til at saa luftige, let omskiftelige og flygtige Væsener som Skyerne kunde komme til deres Ret under hans Pensel.
E. var en ualmindelig Lærer. Allerede som Professor ved Akademiet kom han, ikke alene i den Maaned, hvori han, efter Datidens Ordning, stillede Modellen, men i det hele ganske naturlig i Forhold til saa godt som alle de yngre Slægtled af Kunstnere, som besøgte Akademiet lige til hans sidste Aar, og hans Indflydelse spores selv hos dem, der traadte frem som Elever af J. L. Lund eller andre Kunstnere og i flere Henseender, baade i Virkeligheden og endnu mere i Publikums Forestilling, stode i en vis Modsætning til den Eckersbergske Retning. Meget mere afgjørende fremtræder hans Indflydelse dog paa den Kreds af Elever, som ved Siden af Akademiets Skoleuddannelse, navnlig i Tegning, lærte at male hos E. i dennes egen Malerstue. Blandt disse tælles i den ældre Kreds Bendz, Küchler, Købke, Rørbye, Roed, Const. Hansen, i den lidt yngre hans mest fremragende Lærling, Marstrand, Adam Müller, Eddelien og særlig i Sømaleriet Emanuel Larsen, C. Dahl og, med mindre Paavirkning, Brødrene Melbye. Til den yngste Kreds af Elever hører endnu A. Dorph. Et Vidnesbyrd om E.s Gaver som Lærer er den Sikkerhed, hvormed han lod hver især udvikle sig selvstændig, saa at ingen af dem blev Lærerens slaviske Efterligner, men hver slog ind i sin Retning og udviklede nye Sider af dansk Kunst, medens de dog alle toge med som Arv fra Mesteren den varme Kjærlighed til Naturen, den aabne Virkelighedssans og den prunkløse Gjengivelse af, hvad det kunstneriske Øje selv havde set. En anden Art af Lærling havde E. i Kunsthistorikeren N. L. Høyen, som i veltalende Ord blev Talsmand for, hvad Kunstneren forkyndte i Gjerning, sand Kjærlighed til Naturen, fri, individuel Gjengivelse af, hvad der var ærlig og omhyggelig set.
Inden E. var bleven Medlem af Akademiet, hjemførte han til sin Bolig paa St. Annæ Plads 8. Febr. 1817 Elisabeth Cathrine Julie Juel (f. 1791), ældste Datter af Portrætmaler og Professor ved Akademiet Jens J. og Rosine f. Dørschel. Hun døde efter 10 Aars Ægteskab 19. April 1827 efter at have født ham 2 Sønner og 4 Døtre. Af det tidligere nævnte Ægteskab havde han Sønnen E. C. V. E. (s. ndfr.). Efter et Aars Enkemandsstand ægtede han derpaa sin afdøde Hustrus Søster, Susanne Henriette Emilie Juel (f. 1793 † 30. Dec. 1840), med hvem han fik flere Børn, hvoraf kun en Datter var i Live ved Faderens Død. I Aarene 1827–29 var E. Akademiets Direktør. 18. April 1843 holdt han 25 Aars Jubilæum som Professor ved Kunstakademiet og var indbudt til et Festmaaltid, hvor Thorvaldsen holdt Talen for Jubilaren. E. var meget musikalsk og spillede selv Violin, navnlig i den gamle Vinhandler Waagepetersens Hus, hvor der samledes en stor musikalsk Kreds.
Til Trods for den overordentlige Flid, E. udfoldede i saa lang en Aarrække, opnaaede han aldrig at komme i en saa tryg Stilling, at han uden Bekymring kunde se Fremtiden i Møde, thi dels paa Grund af de knappe Tider, hvori hans største Virksomhed faldt, dels fordi han var saa overordentlig beskeden i sin Opfattelse af sine Kunstværkers Pengeværd, opnaaede han kun forholdsvis lave Priser for sine Billeder, og det var ham en Sorg i hans sidste Leveaar at skulle skille sig ved flere af sine Ungdomsstudier. Imidlertid svækkedes hans Syn, og fra Efteraaret 1851 maatte han holde op med at male; dog tegnede han endnu i 1852 nogle mindre Blade. 23. Maj 1853 skrev han: «Det er i Dag 50 Aar siden, jeg kom til Kjøbenhavn; holdt op at skrive selv i Dagbogen». Med Sommerens Komme brød Koleraen ud, og for denne frygtelige Sygdom bukkede den alderstegne Kunstner under 22. Juli 1853.
Hans Udseende i Ungdommen bevares i et Selvportræt fra 1803 og i Thorvaldsens Buste fra 1816, i Manddomsaarene i Marstrands Portræt fra 1836 og i Alderdommen i Gertners Medlemsstykke, der hænger paa Charlottenborg. 2. Jan. 1883 fejrede Kunstakademiet Hundredaarsfesten for hans Fødsel, og Akademiet besluttede at lade præge en Medaille til hans Minde, som dog først kunde udføres i 1889 af Medaillør H. Conradsen. Ved en i 1887 tagen Beslutning blev det bestemt, at den færdige Medaille i Sølv skulde gives som «Aarsmedaille».
Illustr. Kal. 1856. Ph. Weilbach, Maleren Eckersbergs Levned og Værker, 1872. Weilbach, Konstnerlex. Ude og Hjemme 31. Dec. 1882.
Her kan maaske tilføjes, at han har gjort Tegning til Gallioner og Udsmykning af Agterstævnene, bl. a. til Briggen «St. Jan» og Fregatterne «Freia» og «Rota», Skibe, som han siden har portræteret i Søbilleder.
1783
Eckersberg født i Blåkrog, Sundeved.
Brødrene Montgolfiers varmluftballon gennemfører den første frie bemandede flyvning i Paris.
1784
Den 16-årige Frederik VI (1768–1839) overtager regeringsmagten fra sin sindssyge far.
1788
Ophævelse af stavnsbåndet.
1789
Den franske revolution bryder ud.

Jean-Pierre Houel: Vue du siège et prise de la Bastille.
Den franske nationalforsamling vedtager Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder.
1790
Danmarks første dampmaskine i Holmens Ankersmedie.
Immanuel Kant udgiver Kritik der Urteilskraft (Kritik af dømmekraften).
1791
Mozarts opera Tryllefløjten uropføres i Wien.
1793
Louvre åbner som offentligt kunstmuseum i Paris.
1796
Alois Senefelder opfinder litografien.
1797
Caspar Wessel, bror til digteren Johan Herman Wessel, giver en geometrisk fortolkning af de komplekse tal.
1798
Napoleon invaderer Egypten.
Peter Frederik Suhm død.
1799
P. A. Heiberg idømmes landsforvisning pga. artiklerne »Politisk Dispache« og »Sprog-Granskning«.
1801

C. A. Lorentzen:
Slaget paa Rheden 2. april 1801, 1802, olie på lærred, 123 × 205 cm.
Frederiksborg Nationalhistorisk Museum. ⌘1802
Oehlenschlägers Digte (1803) udkommer.
1803
Napoleonskrigene (1803–1815).
1806
Det Tysk-romerske Rige opløses.
Napoleon besejrer de preussisk-sachsiske tropper ved Jena og Auerstedt. Weimar plyndres af franske tropper.
1807
København bombarderes af englænderne.

C.W. Eckersberg:
Københavns Bombardement, 1807. Københavns Bymuseum.
1808
Christian VII død. Frederik VI (1768–1839) som har haft regeringsmagten siden 1784, udråbes til konge.
Danmark erklærer Sverige krig.
1812
Napoleon invaderer Rusland.
1813
Dansk statsbankerot og penge nedskrives med ⅙ af pålydende værdi.
1814
Danmark taber Norge som kommer ind under svensk herredømme.
Wienerkongressen (1814–1815) omorganiserer Europa efter Napoleonskrigene og indleder restaurationstiden.
1815
Napoleon lider sit endelige nederlag ved Waterloo.
1819
Jødeforfølgelser i København.
Landets første dampskib, Caledonia, indsættes mellem København og Kiel.
H. C. Andersen flytter fra Odense til København.
1820
Dr. Dampe deporteres.
Fysikeren H. C. Ørsted opdager elektromagnetismen
1821
Cauchy udgiver Cours d’Analyse.
1825
Jernbanen mellem Stockton og Darlington i England åbner, den første offentlige jernbane med damplokomotiver.
1829
Friedrich Schlegel død i Dresden.
1830
Julirevolutionen i Frankrig styrter kong Karl X.
1834

Constantin Hansen:
Slottet Kronborg, 1834, olie på lærred, 28,5 × 42,5 cm.
Statens Museum for Kunst. ⌘1837
Morse perfektionerer telegrafen
Victoria udråbes til dronning af England.

Constantin Hansen:
Et Selskab af danske Kunstnere i Rom, 1837, olie på lærred, 62 × 74 cm.
Statens Museum for Kunst. ⌘1838
Thorvaldsen ankommer til København.
1839
Christian VIII (1786–1848) udråbes til konge.
1843
Søren Kierkegaard udgiver Enten — Eller.
1844
Thorvaldsen dør i Det Kongelige Teater under ouverturen inden opførelsen af Halms romantiske drama Griseldis.
1845
Kolonierne Trankebar og Serampore som havde tilhørt Danmark siden 1616, sælges til East India Co. i London.
1847
Carlsberg begynder at brygge øl.
1848
Treårskrigen (1848–1851) udkæmpes i Slesvig.
Karl Marx udgiver Det kommunistiske Manifest.
Christian VIII dør, og Frederik VII (1808–1863) udråbes til konge.

Constantin Hansen:
Den Grundlovgivende Rigsforsamling, 1861–65, 338×500cm.
Frederiksborg Nationalhistorisk Museum. 1849
Grundloven underskrives og træder i kraft.
Almindelig værnepligt indføres.

Otto Bache:
Soldaternes hjemkomst til København, 1894, olie på lærred.
Frederiksborg Nationalhistorisk Museum. 1850
Slaget på Isted Hede.
1853
Koleraepidemi i København.
Eckersberg død i København.