Dante Alighieri (1265–1321)

Dante, af Slægten Alighieri, den berømteste italienske Digter, f. i Firenze i Slutn. af Maj 1265, d. i Ravenna 14. Septbr 1321. I. D.’s Levned. Man kender saa godt som intet til D.’s Liv. Familien hørte til det guelfiske Parti, der i Paven saa en Støtte for sine Interesser, medens Ghibellinerne var Modstandere af Pavedømmet. Hvor og hvordan D.’s rige Anlæg blev udviklede i Ungdommen, og hvorledes han tilegnede sig den Kundskabsfylde, som forbavsede hans Samtid og ligeledes har forbavset senere Tider, derom ved vi intet. Men der var paa den Tid en Gæring i Aandslivet i Italien; Frants af Assisi havde bragt Fornyelse i det religiøse Liv, Aristoteles’ Skrifter var blevet udgivne og kommenterede, og den ital. Poesi ved Frederik II’s Digterhof paa Sicilien havde bragt nye Impulser og vakt nye Interesser. Der er Grund til at betragte ham væsentlig som Autodidakt. Han stod i Forbindelse med Brunetto Latino og med Guido Guinicelli, men disse fremragende Mænd kan dog næppe i egl. Forstand kaldes hans Lærere. Hans vigtigste Studium var i de yngre Aar det latinske Sprog og dets Litt. (Provençalsk og Nordfransk var han ogsaa velbevandret i); derimod maa det betragtes som vist, at han ikke nogen Sinde fik lært Græsk. Bl. D.’s Venner — fra omtr. hans 18. Aar at regne — træffer vi ogsaa den filos. Digter Guido Cavalcanti, den som Retslærd og Digter navnkundige Cino da Pistoja, den berømte Maler Giotto og Musikeren Casella; dem omtaler ikke blot hans Biografer, men ogsaa han selv. Dante fortæller, at han i sit 9. Aar, i Maj 1274, for første Gang saa en lille Pige ved Navn Beatrice; 9 Aar efter møder han hende igen, og hun hilser ham; denne Hilsen fylder hans Sind med den dybeste Salighed, og han digter sin første Sonet til hendes Pris 1283. Men hun blev ikke hans Hustru. Det er dette Kærlighedsforhold, som ligger til Grund for Dante’s Ungdomsværk Vita nuova, en Samling af 31 Digte, Sonetter, Canzoner og en enkelt Ballata, indrammede af en senere tilføjet Prosatekst, der sammenfatter og forklarer Digtene. Allerede Boccaccio hævder i sin Vita di Dante, at Beatrice var en hist. Person, en Datter af Folco Portinari, en rig florentinsk Borger, og at hun blev gift med Simon dei Bardi. Andre Forskere har villet opfatte Beatrice som en blot og bar Allegori. Dette er næppe rimeligt. Der er dog i Værket en Blanding af Sandhed og Fantasi. La gentil donna, som D. skildrer, en ædel og yndig Kvinde, som fattede Medlidenhed med hans usigelige Smerte, da Beatrice var død, og for hvis Skyld han nær havde glemt sin Ungdomskærlighed, er saaledes i andre af D.’s Skr fremstillet som Symbol paa de filos. Studier, der paa den Tid holdt ham fangen. Hvor begynder da Virkeligheden, og hvor holder den op? — Grundlaget for Digtningen er sikkert historisk; men i den personlige og fine Skildring af sin Ungdomskærlighed har D. indflettet mange fantastiske Træk, ligesom ogsaa hans Skildring af Kærligheden paa mange Maader er den konventionelle, saaledes som den findes i den provençalske Troubadourdigtning. Det vides, at D. paa denne Tid tog Del i sin Fødebys Kampe, og at han var med i Slaget ved Campaldino (11. Juni 1289), hvor Ghibellinerne blev slaaede. Under stadig Syslen med Digtekunsten fordybede han sig ogsaa i historiske og politiske Studier, og gennem disse kom han til den Overbevisning, at Ghibellinernes Parti havde Retten paa sin Side. Omtr. 1295 ægtede D. Gemma Donati, af anset florentinsk Familie; der er dem, der har opstillet den Hypotese, at hun just var den omtalte donna gentile, hvilket just ikke bringer mere Klarhed ind i Digterens Allusioner til denne halvt virkelige, halvt symbolske Skikkelse. Man ved i Virkeligheden intet om D.’s Ægteskab, kun, at han med Gemma havde 4 Børn, 2 Sønner og 2 Døtre. Paa samme Tid, D. giftede sig, traadte han ind i det aktive politiske Liv, da han havde opnaaet den lovbestemte Alder af 30 Aar. Han meldte sig — som Loven krævede — ind i et af Republikkens Lav, nemlig, hedder det, Lægernes og Apotekernes (hvortil for Resten ogsaa Boghandlerne regnedes), og han beklædte nu efterhaanden forsk. Embeder i Statens Tjeneste, f. Eks. som Inspektør ved en Gaderegulering; han var ogsaa Medlem af Hundredemandsraadet. At han 1300 valgtes til en af Firenzes Priorer (Medlemmer af det 1282 indførte Regeringsraad), har i sig ikke meget at sige; thi de fungerede kun i 2 Maaneder og var 6 i Tallet foruden en Gonfaloniere della Giustizia, og i 2 Aar maatte ingen af dem genvælges. En større Æresbevisning var det vistnok (naar man blot vidste dette sikkert!), at D. benyttedes til diplomatiske Sendelser af Regeringen, dog i alt Fald ikke til saa mange og saa betydelige, som man tidligere har villet antage. Forøvrigt var det just hans Priorat, der lagde Grunden til hans Livs senere Ulykke; thi der forlyder Vidnesbyrd om, at hans Personlighed øvede en ikke ringe Indflydelse paa hans Kolleger i Tilfælde, hvor skæbnesvangre Beslutninger blev trufne. For at bringe et Forlig til Veje mellem de to Partier, der under Navnene »Hvide« og »Sorte« stredes i Firenze, sendte Pave Bonifacius VIII nemlig 1300 Kardinal Acquasparta derhen; men Priorerne — D. ikke mindst — vilde ikke bøje sig for hans Autoritet. Kardinalen lyste da Staden i Band og forlod den forbitret, og Aaret efter mødte en ny pavelig Fredsstifter, men denne Gang med kraftige Midler af verdslig Art i sin Haand. Det var Karl af Valois, den fr. Konges Broder, i Spidsen for et større ubevæbnet, men snart efter rustet, Følge. Han rykkede ind i Byen 1. Novbr 1301, og kort derpaa erklæredes en Mængde af det hvide Partis Tilhængere (ɔ: omtr. det samme som Ghibellinerne) for landsforviste. Bl. dem var D., over hvem der 27. Jan. 1302 fældedes en Landflygtighedsdom, gældende for 2 Aar; tillige idømtes han en Bøde paa 5000 fl., som han skulde betale inden 3 Dages Forløb, ellers vilde hans Ejendele blive konfiskerede, og aldrig maatte han i Fremtiden have Lov at beklæde nogen offentlig Stilling i Byen Firenze ell. paa dens Territorium. Hans Forbrydelse var dels hans politiske Sindelag, navnlig som det havde lagt sig for Dagen ved Priorernes førnævnte Beslutning, dels Falskneri, Bestikkelighed og Pengeudpresninger (en grundløs Anklage). D. mødte ikke for sine Dommere og betalte ikke Bøden, hvorfor han og hans Sønner ved fl. paa hinanden flg. Domme (10. Marts 1302, siden 1311 og 1315) erklæredes fredløse, ɔ: blev han truffet inden for Republikkens Grænser, vilde han blive arresteret og levende brændt. Hvor tungt det faldt Digteren at forlade sin Fødeby, »Roms saare skønne og navnkundige Datter«, og flakke om bl. Fremmede, derom bærer hans Digtning talrige Vidnesbyrd. I den første Tid sluttede han sig til de udjagne Ghibelliner, der gjorde Forsøg paa at komme tilbage til Firenze. Men deres Færd tilfredsstillede ham ikke; de forekom ham, hvis Blik mere og mere udvidedes, hildede i smaalig Partilidenskab, og han skilte sin Sag fra deres. Derefter opholdt han sig først en Stund (rimeligvis 1303–04) i Verona hos en Mand af della Scala’ernes Herskerslægt; paa sin senere Omvandren, fattig og — som det synes — ene (hans Hustru i alt Fald, der overlevede ham, blev utvivlsomt i Firenze), kom han til Bologna, til Lunigiana paa Genovabugtens østlige Kyst, maaske ogsaa senere til Paris, hvor han skal have disputeret og doceret ved Universitetet og vakt megen Beundring. Dog ingensteds følte han sig hjemme. Da fremglimtede pludselig et Haab om bedre Dage, da den kække og ridderlige, men sværmeriske og romantisk ærgerrige Kejser Henrik VII af Tyskland (»Luxemburgeren«) 1310 indfandt sig i Italien for at genoprette den romerske Kejservælde, D.’s Ideal af verdslig Magt. Digteren ilede sin Helt i Møde i Norditalien, bøjede Knæ for ham og hilste ham som Befrieren; omtr. samtidig udsendte D. en lat. Skrivelse til alle Italiens Fyrster og Stæder, hvori han i begejstrede Udtryk opfordrede dem til at underordne sig Herrens Salvede, under hvis Scepter en ny og straalende Tid vilde oprinde. Men efter at Henrik i Beg. havde haft saa meget Held med sig, at han Jan. 1311 kunde sætte Lombardiets Jernkrone paa sit Hoved i Milano, maatte hans Hær med Vanskelighed bane sig Vej mod Syd, og Firenze, Guelfernes Arnested, beredte sig til kraftig Modstand. Dette opbragte D. saa stærkt, at han fra den toskanske Grænse sendte sine Landsmænd i Staden et forbitret Brev (dateret 31. Marts 1311), hvor han som en af det gl. Testamentes Profeter forjættede dem Himlens Straf og deres Undergang. Henrik tøvede imidlertid med at gaa mod Firenze, uagtet D. 16. Apr. 1311 tilskrev ham et Brev, hvori han indstændig opfordrede ham til at undertvinge denne By, thi der var Modstandens egentlige Rede. Efter at han først havde bekæmpet Brescia og andre lombardiske Byer, drog han over Genua og Pisa til Rom og lod sig krone som romersk Kejser i Laterankirken (Peterskirken var i Kongen af Neapels Hænder), 29. Juni 1312. Saa endelig belejrede han Firenze i over en Maaned, men forgæves, og da han næste Aar stod i Begreb med at vende sine Vaaben mod Neapel, blev han pludselig syg i Siena og døde der 24. Aug. 1313. Med ham svandt Ghibellinernes, men særlig D.’s Haab. Hvor D. var henne siden Foraaret 1311, vides ikke; men efter Kejserens Død begyndte paa ny hans Omflakken, idet han var en af de faa, der undtoges fra Amnestien i Firenze. I disse Aar var det imidlertid, at hans Hovedværk, La Commedia, blev til, foruden fl. a. Skrifter. April 1314 døde Pave Clemens V, under hvem Pavernes »babyloniske Fangenskab« i Avignon var begyndt; i den Anledning udsendte den stolte, heftige Grubler igen en af sine profetiske Skrivelser, til Kardinalerne, hvori han med ildfulde Ord søger at stemme dem til at vælge en Italiener, der atter kan skænke Pavestolen og Pavestaden dens Glans, — det blev imidlertid igen en Franskmand (Johan XXII), p. Gr. a. den mægtige udenlandske Indflydelse. Kort efter er D., lader det til, i Lucca, hvis ny Hersker, den tapre Uguccione della Faggiuola, tillige Herre til Pisa, var ivrig Ghibelliner. Hvad der gjorde Opholdet i Lucca særlig tiltrækkende for D., var, at der boede en Dame, Gentucca, hvem baade han selv og andre nævner som ædelbaaren og elskværdig, men som man ellers ikke ved synderligt om. I sine sidste Aar opholdt D. sig mest i Ravenna hos Guido Novello da Polenta, der var Stadens Hersker fra 1316; derhen kom ogsaa begge hans Sønner. Mange mener dog, at han tillige har været en Tid i Mantua og i Verona, hvor Can Grande della Scala modtog ham med Venlighed, og hvor han 20. Jan. 1320 i Kirken Santa Elena disputerede om Jord og Vand som Elementer; denne Disputats lod han nedskrive, siges der. Fra Bologna fik han Indbydelse til at komme og lade sig laurbærkranse som Digter, thi hans Berømmelse bredte sig nu viden om; men han svarede, at han haabede endnu at frembringe Digterværker, der skulde gøre ham mere fortjent til Kransen, og da tænkte han, at det skulde lykkes ham at sætte den paa sit Hoved i Firenze, — dette fremgaar af to latinske, vistnok ægte Digte af D. til en bolognesisk Beundrer Giovanni del Virgilio. Under en opstaaet Tvist mellem Guido og den venetianske Republik sendtes D. fra Ravenna til Venedig for at søge Striden bilagt. Da han var kommet tilbage fra denne Sendelse, blev han heftig syg og døde. Hvad der er berettet I det foregaaende, er det, som med nogenlunde Vished kan fortælles om D.’s Liv, idet talrige sagnagtige Tilsætninger til hans Biografi er ladte ude af Betragtning. Hans mandlige Livsarvinger uddøde omtr. 100 Aar efter; en Datter, Beatrice, blev Nonne; men fra en kvindelig Ætling af hans Søn Pietro (dygtig Jurist, død 1364) nedstammer den adelige Slægt Sarego-Alighieri i Verona. — Hvor stor Pris Guido da Polenta satte paa sin navnkundige Gæst, og hvor dyb hans Sorg var ved dennes Død, viste han ved at lade ham højtidelig begrave. Han oplæste selv en Lovtale over den Afdøde og gjorde Anstalter til at rejse ham et prægtigt Gravmæle i Madonnakapellet ved Kirken San Francesco, hvor han var stedet til Hvile. Men der blev intet deraf; thi kort efter berøvedes Guido Herskerværdigheden og Livet. D.’s Grav henlaa nu længe uden nogen Pryd, men dog ikke upaaagtet: en pavelig Legat, Kardinal Bertrand du Poyet vilde faa Aar efter Digterens Død lade hans jordiske Levninger opgrave for at sprede hans Aske for alle Vinde, men til Gengæld begyndte Florentinerne allerede ved 14. Aarhundredes Slutning at tænke paa at faa deres store Landsmands Lig tilbage, og 1429 bad de Byen Ravenna at udlevere det. Men Ravennaterne vilde ikke ud dermed. Lorenzo de’ Medici gjorde omtr. 1476 Forsøg paa hemmeligt at tilegne sig det; 1515–19 henvendte Florentinerne sig til Pave Leo X for at erhverve den kostbare Skat ved hans Mægling, og Michelangelo lovede i den Anledning at bygge Digteren et prægtigt Mausoleum. Imidlertid havde Venetianeren Bernardo Bembo 1483 ladet Pietro Lombardi udføre et meget smukt Gravminde i Ravenna; dette blev 200 Aar senere restaureret og atter 1780 forsynet med en tempelagtig Overbygning. Da de florentinske Udsendinge 1520 mødte med Pavens Fuldmagt til at faa det længe attraaede udleveret, fandt de kun nogle visne Laurbærblade i Kisten; de urolige Tider, der snart begyndte i Italien, hindrede yderligere retslig Undersøgelse. For at unddrage D.’s Levninger mulige Efterstræbelser havde Franciskanerne, hvem Kirken tilhørte, skjult dem hemmelig i en Mur i 16. Aarh.’s 2. Aarti; kun faa indviede vidste i de følgende Aarhundreder deres Opbevaringssted, og i en Mur blev de fundne Maj 1865, dengang Digterens 600-aarige Jubilæum fejredes, og Mausoleets Omgivelser reguleredes. Endnu engang (1864) havde Florentinerne bedt Ravenna om ædelmodig at skænke dem D.’s Ben som Gave, men atter denne Gang svarede Byen et bestemt Nej. Naar man tænker paa, at Kisten efter al Sandsynlighed har været gemt i fl. forsk. Mure, og at man i 1864 slet ikke vidste, hvor den i Virkeligheden var henne, kan man anse det for et næsten lige saa stort Held for Ravennaterne, at de afslog Firenzes Bøn, som at Fundet skete næste Aar. Som Firenze tidligere havde opstillet et Monument for ham i Kirken Sta. Croce, maatte hans Hjemstavn nu ved hans Jubilæum, der højtideligholdtes bl. a. ved Indvielsen af Nationalmuseet i Bargello, nøjes med at rejse ham en Statue paa Pladsen foran den nys omtalte Kirke. Der findes desuden et Par andre Mindesmærker over ham i Firenze, og paa hans Fødehus er anbragt en Mindetavle. D.’s ydre Skikkelse er blevet bevaret for Efterverdenen ved Beskrivelser, maaske ogsaa ved Portrætter, bl. a. Giotto’s Freske i Bargello; men hvilke ell. hvor mange af dem der er ægte, kan hidtil ikke siges. Han var af Middelhøjde, noget rundrygget, langsom i sin Fremtræden; Ansigtet langt og markeret, Næsen stærkt kroget, Underlæben fremtrædende, Øjnene temmelig store og udtryksfulde; hans Hudfarve var mørk, Haaret sort og tæt og Ansigtsudtrykket tankefuldt og melankolsk. Han holdt af at være ene og talte kun lidt. Hans Karakter svarede til hans Udvortes. Kraft og Fasthed, Inderlighed og dyb Alvor, Tungsind og Lidenskabelighed, — det var dens Kendemærker, og det er dem, der præger hans Skr. II. D.’s Værker. Disse er flg. Paa Ital.: La Vita Nuova, Il Convivio amoroso (ogsaa kaldet Il Convito), La Commedia (senere La Divina Commedia) og nogle lyriske Digte; paa Latin: De vulgari eloquentia, De Monarchia og nogle Breve; hertil kommer et Par, hvis Ægthed er tvivlsom, nemlig den lat. Quaestio de duobas elementis Aquæ et Terræ og ital., rimede Overs. af de 7 Pønitensesalmer og Trosbekendelsen. Vi vil straks tale om D.’s Hovedværk, La Divina Commedia, hvortil hans Navn er knyttet for alle Tider. D. kalder selv sit Værk La Commedia, og det er først fra Midten af 16. Aarh., at det faar Tilnavnet La Divina, den guddommelige. Det benyttede Versemaal er terze rime (Terziner), Strofer bestaaende af 3 femfodede Jamber og sammenknyttede ved fast Rimslyngning til et Hele, hvoraf en enkelt Rimlinie danner Afslutningen. Digtet bestaar af 3 store Afsnit: Inferno, Purgatorio og Paradiso, der atter er delte i 100 Sange (Canti), henh. 34, 33 og 33, tilsammen 14233 Verslinier. Den mægtige Komposition er udkastet og gennemført med beundringsværdig Energi. D. skildrer, hvorledes han i sit 35. Aar (»midt paa vor Livsvej«) er faret vild i en mørk Skov; da han endelig kommer ud af den, spærrer 3 vilde Dyr ham Vejen og truer med at opsluge ham; da viser Vergil’s Aand, hidsendt af Beatrice, sig for ham og opfordrer ham til Følgeskab ad en bedre Vej, som rigtignok fører gennem Helvede og Skærsild, men hvis Maal er Paradiset. Digteren indvilliger i at følge sin rom. Fælle, og Vandringen gennem de 3 Riger er hans Digts Emne. At Vergil blev D.’s Vejleder, har sin Grund i, at han ved sin Nationalitet repræsenterer det højeste for D. paa Jorden, Roms Kejservælde, foruden at han som Digter var ham særlig sympatetisk; men tillige var han jo for Middelalderen overhovedet den mest fremragende Oldtidsdigter, hvem Sagnet tillagde magisk Viden og Kraft og stillede i et profetagtigt Forhold til Kristendommen. De vandrer gennem Dødens Port, sættes af Færgemanden Charon over Acheron og mødes i første Kreds af Underverdenen (denne forestilles som en Tragt) af Oldtidens Vismænd; men 2.-9. Kreds udgør det egl. Helvede, hvor de, der har fortørnet Himlen, fordelte efter deres Synder, lider alle optænkelige Pinsler og Straffe. Her træffes Skikkelser fra den klassiske Mytologi og Oldtidshistorien jævnsides med Personer fra Kristendommens gængse Forestillinger og D.’s egen Tid. Minos og Gerion, Cerberus og Minotaurus, Lucifer og Kain, Judas og Kaifas, Cassius og Brutus, Ghibellinerhøvdingen Farinata degli Uberti, Kejser Frederik II, Pave Anastatius II o. m. a., — skildrede i Dødsrigets vekslende Omgivelser, snart med haard Strenghed og svidende Haan, snart med inderlig Medfølelse for den tragiske Menneskelod, altid med vældig, undertiden bizar, Fantasi. Særlig berømte er to Episoder blevne, nemlig Francesca da Rimini’s Skildring af sin brødefulde Kærlighed og de Vers, hvori Ugolino della Gherardesca beskriver sin egen og sine Børns frygtelige Hungersdød i Fængslet. Dybest nede i de evige Straffes Rige sidder Helvedes Fyrste Lucifer med de 3 største Forrædere — Judas, Brutus og Cassius — mellem sine Tænder; karakteristisk for den sydlandske Digter er, at han lader denne Kreds, hvor de efter hans Anskuelse værste Syndere pines, være opfyldt af Kulde og Is. Inddelingen af D.’s Inferno er saa klart gennemført, at man formelig kan tegne Kort derover, og det er da ogsaa gjort oftere. Men ogsaa Digtets to andre Afsnit udmærker sig ved samme sindrige og tydelige Komposition. — Skærsilden, il Purgatorio, er fremstillet som et Bjerg, stejlt forneden, men lettere og lettere at bestige, jo højere man kommer op, og medens de Aander, der befinder sig paa dets nederste Skraaning, næsten lider Helvedskvaler for at renses for deres Synder, bliver den Renselse, de maa gennemgaa, mildere og mildere i de øverste Kredse. Der er 7 saadanne, een for hver af de »7 Dødssynder« (Hovmod, Misundelse, Vrede, Sløvhed, Gerrighed — samt Ødselhed —, Fraadseri og Vellyst), men nederst er en Art Forgaard, hvor de Sjæle maa vente, der ikke har faaet bekendt deres Synd før deres Død. Ved Indgangen til det egl. Purgatorium skriver en Engel 7 Gange Bogstavet P paa Digterens Pande — det bet. peccato, Synd —, og for hver Kreds, han gennemvandrer, udslettes et af dem. Paa Vandringen træffer Vergil og hans Ledsager mange kendte og berømte Mennesker, og D.’s Fantasi viser sig atter her uudtømmelig i Opfindelse og Skildring. At Digteren har anbragt i svare Skærsildskvaler talrige Personligheder, for hvem han tilkendegiver stor Højagtelse, men om hvem det var notorisk, at de var hengivne til en bestemt Synd, maa ikke forundre os, naar man tager hans hele, strengt religiøse og ideale Livssyn i Betragtning. En Tid lang faar Vandrerne Følgeskab af den rom. Digter Statius, hvis Sjæl just har fuldendt sin Renselse og stiger mod Himlen. Paa Bjergets Top er »det jordiske Paradis«, hvortil Vejen fører gennem en Mur af Flammer; længere tør Vergil ikke følge D., men her mødes saa Digteren af ædle Kvindeskikkelser, først »Matelda«, vistnok Symbol paa den Fromhed, der lægger sig for Dagen i Gerning, derpaa — med straalende Følge, under Klang af Himmeltoner og blændende af Skønhed — Beatrice, hans Ungdomselskede, symboliserende den religiøse Betragtning og Sindets Stræben opad. De herlige Strofer, hvori D.’s Møde med hende beskrives, er maaske hele Digtningens Toppunkt. — Hun fører ham gennem det 3. Rige, il Paradiso (ɔ: det himmelske), med de 9 Himle, overensstemmende med Middelalderens, fra Ptolomæus hentede Forestillinger; til sidst bringer Bernhard af Clairvaux ham for selve Guds Aasyn, — da forstummer Digteren, og Pennen falder ham af Haanden. Det 3. Afsnit med sin megen Teologi staar maaske alt i alt tilbage for de to første; men beundre maa man dog, hvorledes D.’s Kunst har mægtet at anskueliggøre hin Verden af evindeligt Lys, hvor ganske vist menneskelige Skikkelser af Historien, selv den nyere, kommer os i Møde og fortæller deres Skæbner ell. taler Ord, som staar i Forbindelse med Digterens personlige Oplevelser, men hvis fleste Beboere dog er Engle, hellige Mænd og Kvinder og lgn. skyggeløse Straaleskikkelser. Der er samme Himmelglans over D.’s Paradis som over Fra Angelico da Fiesole’s Billeder af de Saliges Hjem, hvori den fromme Maler synes i Live at have skuet ind ligesom Katolicismens og Middelalderens ypperste Digter. Thi dette er D. ved sin Divina Commedia; i hans Digterpersonlighed er Middelalderens Aand inkarneret. Han har bygget sit Værk paa Biblen, paa de klassiske Digtere og Filosoffer, paa Kirkefædrene og Middelalderens skolastiske og mystiske Teologer, men for en væsentlig Del dog paa Selvtænkning og Selvoplevelse, derfor er Digtet saa rigt paa personlige Indtryk, Erfaringer og Minder. Ideen til Værket (som en poetisk Forherligelse af hans Beatrice) maa tidlig være opstaaet hos ham; de Ord, hvormed han slutter Vita Nuova. at han ikke vil tale om Beatrice, førend han om hende kan synge, som der aldrig blev sunget om nogen Kvinde, er sikkert et Bevis paa, at Ideen allerede da var undfanget; men først efterhaanden har den udviklet sig til den storslaaede Verdensbetragtning og psykologisk dybe Skildring af hans eget Sjæleliv, som Divina Commedia er. I hvilke og hvor mange Aar af D.’s Liv dets Storværk blev til, kan ikke siges med Sikkerhed, men man tør dog formode, at han digtede det omtr. 1314–21, og at han fik det afsluttet lige før sin Død. — Ved at skrive sit Digt i Modersmaalet, og det ikke i en bestemt Dialekt af de dengang eksisterende, men i et Italiensk, der — som han selv siger — tager noget godt fra dem alle, har han gjort sit Fædreland en uvurderlig Tjeneste. Hvergang Nationen har rejst sig efter en Fornedrelsesperiode, under sin Stræben efter et enigt Italien, har den fylket sig om det første store Digterværk, som forfattedes i dens Sprog; fra det er talrige Citater baarne fra Slægt til Slægt, og mange Digtere har efterlignet det i større ell. mindre Grad (Boccaccio’s Amorosa visione, Petrarca’s Trionfi, Fazio degli Uberti’s Dittamondo, V. Monti’s Basvilliana, Ferrucci’s Scala di vita o. fl.). Men nogen letforstaaelig og folkelig Digter er D. ingenlunde. Skønt der er Steder i hans Digtning, hvis Jævnhed og Enkelhed i Udtrykket er fattelig for enhver, er hans Sprog ofte saa indholdstungt, sammentrængt og fuldt af Hentydninger, at Fortolkninger tidlig blev nødvendige, og det jo mere man fjernede sig fra de Forestillinger, der opfyldte hans Samtid; dette gælder om hans ital. Læsere, men i endnu højere Grad selvfølgelig om hans Publikum i Udlandet, efterhaanden som hans Digtning vandt Verdensry, og Ikke-Italienere har taget en meget betydelig Del i det store Fortolkningsarbejde. Bl. de Kunstnere, hvem Divina Commedia har inspireret, vil vi nævne Sandro Botticelli (hvis Tegninger opbevares i Berlin), Michelangelo (hans Illustrationer er desværre for længst gaaede tabt), John Flaxman, den eng. Billedhugger, Tyskerne J. A. Koch, Vogel v. Vogelstein og Peter v. Cornelius; Bartolomeo Pinelli, Bonaventura Genelli, Eugène Delacroix, Ary Scheffer, Gustave Doré og Francesco Scaramuzza. Mindre Bet. har D. haft for Musikken; her kan dog anføres Liszt’s »D.-Symfoni«, A. Thomas’ Opera Francesca da Rimini og mindre Kompositioner af Vincenzo Galilei, Rossini, Donizetti, Schumann o. fl. Bl. de poetiske Frembringelser, som har øst deres Emner af D.’s Levned og Digtning, kan nævnes Gerstenberg’s Tragedie Ugolino, Silvio Pellico’s Francesca da Rimini, C. K. F. Molbech’s »D.« og d’Annunzio’s Francesca da Rimini. Selv om D. ikke havde forfattet Divina Commedia, vilde han staa som en af Italiens betydeligste Forfattere. Som Lyriker er han fra først af paavirket af den lidt ældre norditalienske Digterskole, der atter gennem Sicilianerne har sit Forbillede i den provençalske Troubadourpoesi; men siden hæver han sig til større Ejendommelighed og Selvstændighed. Hvor mange af hans Digte, der er utvivlsomt ægte, kan ikke siges helt sikkert; men det synes at være en Snes Canzoner, et halvt Hundrede Sonetter, en halv Snes Ballata’er og et Par Digte i andre Former. — Tungt og lærd er det ufuldendte filos. Skr. Il Convivio (Gæstebudet), der er anlagt som Kommentar til en Række spekulative Canzoner af D., men kun 3 af disse naaede han at faa kommenterede. Det er dels et Forsvarsskrift for ham selv, hvori man skal se, hvilke alvorlige og dybe Studier der har opfyldt ham i Ungdommen, dels forfattet til Belæring og Løftelse for dem, som ikke har faaet rakt »Erkendelsens Spise« i Hænde. Var det blevet færdigt, vilde det være som en hel Encyklopædi af Tidens Viden. — De vulgari eloquentia (kun ufuldstændig bevaret til vor Tid) er et veltalende lat. Forsvar for det unge ital. Skriftsprog; paa sine Steder viser Forf. sig formelig som en moderne Filolog, et saadant Klarsyn vidner hans Bemærkninger om; f. Eks. hvor han taler om Slægtskabet mellem de Sprog, man betegner som de romanske, og om de ital. Dialekter. — D.’s andet store lat. Værk er De Monarchia af politisk Indhold, delt i 3 Bøger. Her fremsætter han sin Teori om Monarkiet fremfor alle andre, nemlig det rom. Verdensherredømme, som Idealet af verdslig Magt ved Siden af Pavens, Kristi Efterfølgers, rent aandelige Vælde. Begge Magter er kaldede af Gud til at herske; men Kejsermagten, der stammer fra Roms Cæsarer og skal forene det adsplittede Italien og derefter Verden under sit Scepter, bør intet have at takke den rom. Pavestol for, og for begge opstiller D. de samme strengt ideale Fordringer. Bogen stammer fra de Aar, da Henrik VII optraadte paa den politiske Skueplads i Italien; den blev, nogle Aar efter Forf.’s Død, under Pave Johan XXII erklæret for et kættersk Skr. og offentlig brændt paa Foranstaltning af Kardinald Bertrand du Poyet, den samme, der vilde lade Digterens Ben opbrænde og Asken sprede for alle Vinde.

III. D.-Litteratur. Denne er saa umaadelig rig, at det er umuligt at anføre andre end blot de allervigtigste Skr. Gode og udførlige bibliografiske Hjælpemidler er Colomb de Batines, Bibliografia Dantesca (Prato 1845 —46, 2 Bd, ufuldendt), med Tilføjelser og Rettelser af G. Biagi, 1888; G. J. Ferrazzi, Bibliografia Dantesca [Bassano 1871–77, 2 Bd]; J. Petzholdt, Bibliographia Dantea ab anno MDCCCLXV inchoata [Dresden 1876–80]; G. A. Scartazzini, Dantologia [1883, 2. Udg. 1894]; Perroni-Grande, Saggio di bibliografia Dantesca [1901–03]; G. L. Passerini e C. Mazzi, Un decennio di bibliografia Dantesca [Milano 1905]. Bl. alle de utallige Levnedsbeskrivelser, der lige fra D.’s egen Tid og op til vore Dage er fremkommet i alle Lande og paa alle Sprog, skal her kun nævnes de ældste: Giovanni Villani i hans florentinske Krønike [9. Bog, 136. Kap.], en Fremstilling, der, trods enkelte let paaviselige Unøjagtigheder, har dannet Grundlaget for alle de senere, og Giovanni Boccaccio, Vita di D. [c. 1363]; desuden fra den nyeste Tid flg. Specialværker: E. Moore, Studies in D. [Moore har ogsaa i The Oxford D. givet en god Udg. af alle D.’s Skr, ogsaa af dem, hvis Autenticitet ikke er sikker]; Pagst Toynbee, Dictionary of proper names and notable matters in D. [1898]; F. X. Kraus, »D.« [Berlin 1897]; N. Zingarelli. D. [Milano 1903]; Karl Federn, »D.« [Berlin 1903] og H. Hauvette, D. [Paris 1911]. Desuden paa Svensk: J. Vising, »D.« [1896] og paa Dansk: V. Vedel, »D.« [Kbhvn 1892]. Divina Commedia var allerede en meget udbredt Bog før Bogtrykkerkunstens Opfindelse. Digterens Originalmanuskript eksisterer lige saa lidt af hans Hovedværk som af hans andre Værker: men man har Haandskrifter deraf fra en Tid, der ligger hans egen Levetid meget nær. Der kendes nutildags i alt omtr. 500 Haandskrifter af »Den guddommelige Komedie«; det ældste, sikkert daterede er fra 1336 og findes i Piacenza, til de bedste hører desuden et i Biblioteca Trivulzi i Milano, to i det laurentianske Bibliotek i Firenze, et i Nationalbiblioteket smst., et i Modena og et i det vatikanske Bibliotek i Rom. Det kgl. Bibliotek i Kbhvn besidder to ret gode Haandskrifter, det ene med Miniaturer. Efter at Bogtrykkerkunsten var indført i Italien, var La Commedia en af de allerførste Bøger, der blev trykt der. Nu har man i alt over 400 Udg. af Digtet, trykte i og uden for D.’s Fædreland, de allerfleste i 19. Aarh., derefter (forholdsvis) flest i Slutn. af 15. Aarh., færrest i 17. Kort efter D.’s Død begyndte man at kommentere og fortolke Divina commedia. Allerede 1573 oprettedes i Firenze en Lærestol i D.-Fortolkning, og Boccaccio blev dens første Indehaver. Baade i Italien og i andre Lande er der i det sidste Aarh. dannet Selskaber til at fremme Studiet af D., saaledes: »Die deutsche D. Gesellschaft« (stiftet 1865), som har udg. en D.-Jahrbuch, D.-Society i Cambridge, Massachusetts [stiftet 1880], som udgiver Annual report og har skabt det største D.-Bibliotek uden for Italien, og Società dantesca italiana (stiftet 1888), hvis Hovedopgave det er at udgive kritiske Udg. af D.’s Værker. Selskabets Bulletino della società dantesca italiana i Firenze er i Forening med Giornale dantesco det vigtigste Organ for de moderne D.-Forskninger. Baade Vita nuova og Divina commedia er oversat mange Gange og paa mange Sprog. Af Vita nuova findes der en sv. Overs. af Fr. Wulff »I Lifvets vår« [1897] og en dansk af Johannes Dam »Nyt Liv« [Kbhvn 1915]. Bl. Overs. af Divina Commedia skal nævnes den ypperlige Gengivelse til Engelsk af Longfellow [1865], til Dansk af C. K. F. Molbech [1851–62; senere Udg. ved V. Vedel]; og til Svensk af N. Lovén [Lund 1856–57], Edv. Lidfors [1902–03] og S. C. Bring [1905]).

Rettelse, S. 808, Sp. 2, L. 5 f. n.: Pagst læs: Paget.