Charlotte Dorothea Biehl (1731–88)

Biehl, Charlotta Dorothea, 1731–88, Forfatterinde. F. 2. Juni 1731 i Kbh., d. 17. Maj 1788 sst., begr. sst. (Petri K). Forældre: Informator, senere Sekretær ved Det kgl. Akademi og Inspektør ved Charlottenborg Christian Æmilius Biehl (1708–77) og Sophie Hedevig Brøer (1713–62). Ugift.

Charlotte Dorothea Biehl eller Dorthe Biehl, som hun privat kaldtes af sin Samtid, var et tidlig udviklet Barn og i Besiddelse af stor Lærenemhed. Morfaderen, Præsident i Borgretten og Slotsfoged paa Kbh.s Slot Hans Brøer, i hvis Hus hun tilbragte sin første Barndom, forsynede hende med Bøger, men efter hans Død 1739 forbød hendes Fader hende paa det strengeste at røre en Bog. Alligevel lykkedes det hende i Smug under store Vanskeligheder at tilfredsstille sin fanatiske Læselyst, og hun lærte sig bl. a. Fransk og Italiensk paa egen Haand. Samlivet med Faderen var meget lidt harmonisk, men hun blev hos ham og styrede Huset for ham, da han var blevet Enkemand. Efter hans Død levede hun i trange Kaar, pint af økonomiske Genvordigheder. Af Kærlighed til en Søofficer, Peder Ramshart, som hun ikke maatte faa for sine Forældre, afviste hun i sin Ungdom forskellige Friere; som 37-aarig traf hun Foranstaltninger til at ægte Miniaturmaleren Niels Peter Norman, men Forbindelsen hævedes, uden at man bestemt kender Grunden dertil. Hendes oprindelige Skønhed skæmmedes med Aarene stærkt af en overordentlig Korpulence.

Lige fra sin Barndom havde Charlotte Dorothea Biehl haft Forbindelse med den fornemme Verden, og da hun havde en levende Teatersans, som allerede var blevet vakt ved de franske Skuespil paa Charlottenborg 1750, faldt det i hendes Lod sammen med den teaterinteresserede Grev Conrad Danneskiold-Laurwigen 1760 at arrangere de første Privatteaterforestillinger i Kbh.; herigennem førtes hun ind paa Oversætterbanen. Til Brug for Det kgl. Teater oversatte hun i Aarene fra 1762 en lang Række Skuespil og Operatekster fra Fransk, Tysk og Italiensk. Et Par gode Venners Opfordring gav hende 1764 Lyst til ogsaa at forsøge sig som selvstændig dramatisk Forfatter. I Løbet af 14 Dage skrev hun da »Den kierlige Mand«, der blev opført og trykt s. A. Det var den første originale danske Komedie, der var kommet frem siden Holbergs Død, den gjorde stor Lykke, og Stykkerne fulgte nu Slag i Slag. Foruden Syngespil og Prologer bestaar Charlotte Dorothea Biehls Produktion mest af borgerlige, moraliserende Komedier i Destouches’ og Goldonis Manér, som dengang var paa Mode; de faldt i Tidens Smag, oversattes ogsaa til Tysk, men blev i senere Tider Genstand for almindelig Ringeagt. Imidlertid er de ingenlunde uden Interesse. »Haarkløveren« (1765) har saaledes sproghistorisk Betydning ved sin Satire over ordlige Nydannelser, »Den listige Optrækkerske« (1765) er en effektfuld Skildring efter levende Model, »Den forelskede Ven« (1765) rummer en ypperlig Bifigur, den tiaarige Lise med en selvfølende Ungmøs raske Replik; mindre betydelige er »Den kiærlige Daatter« (1766), som prisbelønnedes af Selskabet for de skønne Videnskaber, og »Den Ædelmodige« (1767); »Den alt for lønlige Beiler« (1772) er den af Komedierne, der er mest i Slægt med Holberg; i Tragedien »Euphemia« (1775) gør nyere europæiske Strømninger, bl. a. Lessings Indflydelse, sig gældende, og endelig i Komedien »Den tavse Pige« (1783) mærkes det, at Forfatterinden er kommet under Paavirkning af spansk Litteratur.

Da den spanske Minister Manuel Delitalá, hvem Charlotte Dorothea Biehl traf 1775, hørte, at »Don Quixote« ikke var oversat paa Dansk, tilbød han at lære hende Sproget med dette Arbejde for Øje, og Frugten heraf blev hendes Cervantes-Oversættelser »Don Quixote« (I-IV, 1776–77) og »Lærerige Fortællinger« (I-II, 1780–81). »Don Quixote«-Oversættelsen er Charlotte Dorothea Biehls litterære Hovedværk. Den bevidste sproglige Arkaisering ved Optagelse af Holbergske Vendinger giver Teksten en flatterende Iklædning. Bogen er ikke blot er monumentalt Prosaværk rent historisk set, men har tillige bevaret sin Livskraft og Brugbarhed helt op i vore Dage (revideret Udgave ved F. L. Liebenberg, I-II, 1865–69. Bearbejdet Udgave ved Tom Smidth, I-II, 1926). Af ringere Betydning er hendes følgende, originale Prosa-Arbejder »Moralske Fortællinger« (I-IV, 1781–82), paavirket af Marmontels »Contes moraux«, og »Brevveksling imellem fortrolige Venner« (I-III, 1783), en vidtspunden Brevroman, tildels efter Richardsons og Gellerts Mønster. Af »Moralske Fortællinger« vakte »Den falske Ven« Sensation, da den indeholdt et nærgaaende Portræt af Teaterchefen H. W. v. Warnstedt, som Charlotte Dorothea Biehl ansaa for sin Fjende, og det Bind, hvori denne Fortælling stod, blev revet bort. Ellers havde hun ikke stort pekuniært Udbytte af sin litterære Virksomhed, men fik fra 1772 en offentlig Understøttelse paa 200 Rdl.

1771 gjorde Charlotte Dorothea Biehl et betydningsfuldt Bekendtskab, nemlig med Johan v. Bülow, der dengang endnu kun var ung Garderløjtnant. Hun kom hurtigt til at nære en ubegrænset, sværmerisk Hengivenhed for ham, og han gav Stødet til, at hun ogsaa slog ind paa historisk Forfatterskab, idet han, i rigtig Vurdering af hendes gode Hukommelse og ypperlige Fremstillingsevne, anmodede hende om at nedskrive, hvad hun vidste om sin egen og den nærmest foregaaende Tids Historie. Hun affattede da en Række livfuldt skrevne og fængslende Breve, ikke bestemt til Offentliggørelse, men kun for Vennen, og omfattende de danske Konger fra Frederik IV. til Christian VII. I disse Breve, der først udgaves 1865 af J. H. Bang (Hist. Tidsskr., 3. Rk., IV), mærker man ofte den drevne Teaterskribent; de er for en stor Del anekdotisk fortalt, men rummer foruden anskuelige Situationsbilleder ogsaa adskillige sammenhængende Personkarakteristikker, der er meget virkningsfuldt sat op. Skønt Charlotte Dorothea Biehl ikke gaar af Vejen for at behandle alle Slags politiske Forhold og f. Eks. ogsaa ræsonnerer over økonomiske Spørgsmaal, er det dog væsentlig Hofhistorie, hun skriver, og med Forkærlighed dvæler hun, navnlig for Frederik IV.s og Frederik V.s Vedkommende, ved alt hvad der angaar ægteskabelige og erotiske Affærer. Det er derfor ikke uforstaaeligt, at Brevene fik Ry som chronique scandaleuse; men naar C. Paludan-Müller pure affejer dem med de bekendte Ord »denne Slots-Sladdertaskes Anekdotskriveri«, er det i høj Grad overilet. Særlig har L. Bobé ved sine kommenterede Udgaver af de værdifuldeste Partier af Brevene (»Interiører fra Frederik V.s Hof«, 1909; »Interiører fra Christian VII.s Hof«, 2. Udg., 1919) godtgjort, hvor velunderrettet hun ofte har været i Kraft af sine fortrinlige Forbindelser; Brevene om hendes Samtids Historie er derfor en Kilde, man altid maa regne med. En Særstilling indtager Brevet om Statskuppet 1784, en hel Afhandling (udg. 1867 af E. Holm i Hist. Tidsskr., 3. Rk., V), som er nedskrevet kort Tid efter Begivenhederne, og hvortil Bülow, der selv havde været Deltager deri, med Kronprins Frederiks Billigelse forsynede hende med en Række Akter, foruden at han mundtlig meddelte hende, hvad han selv vidste derom. Det sidste, Bülow fik hende til at nedskrive, var hendes Selvbiografi »Mit ubetydelige Levnetsløb« (1787, udg. 1909 af L. Bobé som Særtryk af »Interiører fra Frederik V.s Hof«), der giver et godt Billede af hendes selvfølende, temperamentfyldte Personlighed med dens ægte kvindelige Blanding af Lidenskabelighed og Nøgternhed, Entusiasme og Verdensklogskab. Det er den eneste udførlige kvindelige Autobiografi, vi har fra det 18. Aarh., ligesom Charlotte Dorothea Biehl i det hele taget maa regnes for dette Aarhundredes betydeligste danske Forfatterinde.