Jens Christian Hostrup (1818–92)

Tous les poèmes de Jens Christian Hostrup sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.

A

Af Sorg os Hjertet bæver

Afsted, afsted! til Arbejd vil vi gaae

Aftnen ind paa mig sig listed

Alt er svundet, stormens magt

Alvor og gammen

Arme hjærte, er du træt

At holde med de unge Trit

At se paa Menneskenes Færd

At takke er at tage — se

Aaret henrandt. Gik det opad

B

Brødre, som flot med Glædens Strømme føres

Bøj med ydmyg Tak dit Ho’de

C

Christian i Ungdomsalder

D

Da du, hvem vi troede sløv og svag

Da du intet gider gjøre

Dagen blunder, kun Mørket gror

Da Kronjyden træt var af Vaabenmusik

Da Lyren lagdes i din Haand

Danmark, dejligst Vang og Vænge

Danmark, delt ved hav for inden

Da ung han i de unges ring

Da var løst den værste Knude

Da Vaartoner løde

De Brylupsklokker kime

De korte Ben kan til Hjemmet ej række

Den Kind er vorden nu saa bleg

Den Konning kalder ad Svenden sin

Den lille By, som paa dit Tog

Den Stund, som svandt, er ikke tabt

Den trænger ud til hvert et Sted

Den Ungdomsild, som Aar ej slukke

Den Unge har vi kaaret, og Stadsen er endt

Den unges Bryst er som et aabent Brev

De Piger gaaer og synge

Der er så lyst i skovens hal

Der, hvor vi stred og sang

Der kom en Vaar til Danevang

Der rulled en Strøm mod det høje Slot

Der var en Gang en Pige

Der var hans Hjem, da den nye Dag

Det at leve er at ville

Det danske Heltenavn var fast

Det er dine Fædres Saga

Det, hvorfor vi som unge sværmed

Det laa der endnu som i tusend Aar

Det regner her den hele Dag

Det, som lysner over Vangen

Det var den Herre Peder

Det var en nat i min ungdomsvår

Det var en Skjærtorsdag, Kongedyb bar

Det var et Hjerte varmt og blidt

Det var i den milde

Det var ved sankt Mortens tide

De vandrende Ridderes Tid er forbi

De vare syv og syvsindstyve

Dig timedes de strænge kår

Drag du kun med dit unge Mod

Du, der kom fra Sangens Ly

Du Havfrue fiin, som paa Bølgen klar

Du, hvis rige Tonestrøm

Du, som bytted Nattergalen

Du, som — hvorhen dit milde Øje falder

E

Eensom og mørk og snæver er vor Bolig

Ej kan jeg synge kraftigt og smukt

En fisk jeg lokked på min krog

En Kæmpe han var i al sin Færd

Er der bare smukt og stygt

Er Freden død i Frodes Vang?

Er skolen for andre end pilt og pog

Er vor Trældomstid forbi

Et Chor af Stemmer der nylig lød

Et Tiaar atter maa slippe Taget

Et Aar randt hen — ja kun et Aar

F

Fader siger: Sy du skal og sømme!

Fjernt mod Nord, i Akersdal

Fløj du ej for fulde Sejl

Folkesanger, vort Hjærte kjær

For at studere folkets smag

For Danskes Vej til Roes og Magt

For Frihed er denne Skaal udbragt!

For fulde Sejl at pløje

For Tagen-Del i Lykke min

Foræringen — undskyld, den ej kom før!

Fra han dukked op i Vaaren

Fra morgen til middag på gaden jeg render

Frosten knugede Jorden

Fugle på grene!

Følg ej med Strømmen, men følg med Tiden

Før smiled vor Sommer saa venlig og varm

Før straaled jeg i Magtens Glands

G

Gamle Morten Luther!

Gammelt eller nyt — derom man strider

Gennem tyve år har lydt

Gid vel jeg var gift kun, for nu er jeg kjed

Glædens det skummende Bæger har vi

Gold er den Jord, som Lyngen bær

Gothernes Kraft drog bort fra Nord

Gudshuset, som os favner her

I

I denne stille Bolig

I denne Vinter har vi ha’t

I Dødens Fred laa Silkeborg

Igaar blev du valgbar, igaar blev du Mand

I Gaarden er slukket hvert et Lys

I Kjøbenhavn man fryder sig alt hvad man kan

Ikke stort og ikke meget

I Landsbyen drog Natten ind

I Middagssolens Skin

Ingen Sang jeg har

I nygifte, hører, hvad vi har at sjunge

I Paradis vaagned Adam op

I stille Musasønner, hvad vil I vel i Krig

I aaben Mark du staar for Stød

J

Jeg har faaet en Ven for Livet

Jeg haaber, Vandet

Jeg kan huske dig, som igaar

Jeg rutter med Glædens og Haabets Ord

Jeg skued alt ham strande

Jeg synes, her blev saa underligt tyst

Jeg vil paa Kanalen ej skjænde

Julebudet til dem, der bygge

K

Kan du binde munden på mindet selv

Kan vi tro det? skal vi tro det?

Kimer, I Klokker! nu sluktes en Sol over Mulde

Kjender I ogsaa Studentens Kaar

Kjære Brødre under Trykket

Kjære Fenger! bunden fast

Kjæreste Børre, drømmer du ej?

Kjære Ven! ifald du noksom

Kjære Venner, alle sammen!

Kjære Venner! i Nordens Slud

Kommer, hvo som komme vil!

Kort var, o Broder, din Vandring forvist

Kærlighed i ungdomstiden

L

Lad andre prise Forstandens Spil

Lang er den mørke Nat

Lige Ret for Mand og Kvinde

Lys og skygge fly på stand

Længe al Forretning led

M

Man boer saa godt i Regensens Gaard

Man bød mig det dejligste Rosenflor

Man har mig sagt, jeg selv det ej bedømmer

Man maa rejse tilfods for at sprænge med Hast

Man priser bestandig det norske Fjeld

Meget af vor Kvide paa Jord

Mens eders Bedrifter foer vidt over Land

Mig hædrer ikke Staten med Lønning eller Rang

Mine Damer og Herrer! tillad mig nogle Ord

Min fader var en abekat

Min Frue fin er min bedste Skat

Min Pen og jeg har været i Krig

Moderen kyssede ham paa Mund

Mon Tyskland nu strækker til Kolding sin krop

Mulmet sank, det svale

Mægtige Rasmussen!

Mærk engang mit Spaadomsord

Mørkt og trist var alt hvad jeg saa

N

Nordlyset spiller med Tunger af Guld

Norges fjælde!

Nu det gamle Forhæng falder

Nu er det stille; han har os forladt

Nu for de danske Studenter vi

Nu I tvende snart skal kjende

Nu vil jeg synge om Karen

Nys fløj vi over Skyen et evigt Sekund

Nys vi skued mellem Skov og Bakke

Når aldrig en frysende hånd sig et læ

Når dalen os bliver for lummer

Naar hid vi fordum aged fra Kjøbstaden trang

Naar over Solens gyldne Spor

Naar Somrens Sang er sungen

O

O Anna, kjære, ved Brudebordet

O Danmark, med din Blomsterkyst

O de mænd kan sagtens snakke

Og ham den Gamle med de hvide Lokker

Og jeg vil ha’ en hjærtenskær, det første som jeg kan

Og kejseren bor på det høje slot

Om det glade Stevne freder

O min lykke kan jeg næppe fatte

O Mix! saa var det da ikke Spøg

Om „Massen“ bliver saa meget sagt

Om Morgenen seer jeg dit Skræddergeni

Omnia rite peracta!

Om vor Helt vi alt har sunget

Op, I gæve sønner

O Roma! en Dronning du evig var

O Silkeborg! i Rosenskjær

P

Penge brød jeg mig aldrig om

Purpurfolk, som Egmont og Fiesco

Paa den lille Ø

Paa Green sig gynged Fuglen let

Paa Heden saa’ jeg Lupiner gro

Paa Menneskelivet jeg grunder mig træt

Paa Torvet stod Diogenes

R

Regensens Provst saa mangen en Gang

Rejs dig, o Kæmpe, af Graven paany!

Rejsen er forbi, jeg staaer paa Hjemmets Vang

Røgen opad Taarnet rulled

T

Til alle verdens kanter

Til dagens liv og solens skin

Til Danmark kom der Tidende stor

Til gjæve Stridsmænd regner jeg alle

Til ham det fagre

Til Hjem er Skolen ikke gjort

Til Lykke — midt i Livets Strid

Til Lykke, Moder!

Til min Dommer angst jeg kommer

Til Strid om «Nationalitet»

Tys, tys, stille!

U

Ungdomstiden som en Bro