H.P. Holst (1811–93)

Tous les poèmes de H.P. Holst sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.

A

Alarm i Leiren! Trommen gaaer!

Alt Aftenklokken ringer

Anno fem og tredive søgte jeg om

Aaret derefter drog atter jeg bort

B

Blandt blomstrende Sirener og Gyldenregn hun sad

Blandt Guder og Gudinder var der Strid

Blandt hin Tids Berømtheder, som jeg endnu

Blandt sine Værker staaer den gamle Mester

Brogaden ude paa Christianshavn

D

Dagen til Afreisen nærmed sig rask

Danmark, deiligst Vang og Vænge

Da Sjette Fredrik som den gode Hyrde

Da Vaarens Engel nylig havde bragt

De lægge sig, de stærke Uveirstorme

Dengang da Paulus til Athenen kom

Den liflige Sang og Vinens gyldne Pragt

Den lille Viser paa Elleve staaer

Den næste Morgen Hekla gaaer

Den smukke Stemning, som saa dybt

Der er smukke Træer, som kun sætte Blomst

Der, hvor Støren gjennem Holsteens Vange

Der risler en Kilde i Haraldstedskov

Der var den sjette April Klokken sex

Der var en Tid, da til Ridderens Fest

De, som forsvared mig saa kjækt

Det aftnes. Ilden sagtner nu

Det er ei blot hiin Lampe, Ven!

Det er en Aften i April

Det er smukt det Exempel, I gav!

Det fryser haardt og fast

Det lakker ud paa Aften

Det sidste Buestrøg dernede klang

Det var den første smukke Dag

Det var en Sorgens Tid for Kjøbenhavn

Dig, hvem Aisklepios har kjær

Din Søster kan jeg spise af

Din Ungdom sorgløs var

Dit Led, der var aflave

Du har jo stor Lyst — det har Du mig sagt

Du mørke Nat, der gjemmer i dit Rige

Du skal staae for dit Land

Du troer, at Farer mig omringe

Du troer vel sagtens, det er Complimenter

Du vil ei vredes, at paa denne Dag

E

En Fødselsdag vi feire her

En Maaned gik, og dette Sted

Er Du saa overtroisk, Kjære?

Et Billed jeg for Dig stiller

Et prægtigt Klippeland! Fra Menaistrædet

F

Fiskeren seiler saa trygt i sin Baad ved den hjemlige Strandbred

Fjernt fra Østerlandet herhen droge vi

Forinden jeg siger mit Fædreneland

Forraader ei, I gamle Bøge

Forunderligt, ei sandt, at sligt

Frit flyver Tanken. Den dristige Tanke

Fuldendt stod Jason. Trindt om ham en Krands

Før min Hornist jeg sendte paa

H

Han bar ei Kronen blot, men paa sin Pande

Hans Liv var mildt som Havblik i en Havn

Hen til Baaren i det Sorgens Huus

Her, hvor en Luftning fra Fortiden vifter

Her, hvor saa tidt vi lytted til din Stemme

Her vil jeg standse. Min Ungdoms let

Hos Heiberg sad jeg en Formiddag

Hos Oehlenschlægers en Eftermiddag

Hun er en Musa. Som en rig Natu

Hvad ligger dog tidt for en Trolddomsmagt

Hvad mener Du, her jeg bringer?

Hvor Du er smuk! — Saadan Du stod

Hvorfor kun om Dig jeg drømmer

Hvor ned til Bau den nye Vei

Hvor skinned Maanen mildt og klart

Hvor Sundet bredt sig belter

Hvor tænker jeg tidt paa mit Livs Idyl

Hører I Bifaldets Storm fra det mægtige Amphitheater?

I

I den lille By dernede gaaer det lysteligt til

I det svundne Sekulums sidste Aar

Igjen en Røst i denne Kreds forstummed!

Igjennem de gule Marker

I Hallen er tyst. Tæt sluttet i Kreds

I Havestuen sad vi. Det var silde

I lave Stue, ved den lille Vugge

I Ly af Dronningen for alle Byer

I Rensdyrsgaden Nummer

I Rom traf jeg H. C. Andersen

I sit Pallads i Sevilla

I, som har tryllet frem

I Sorøskovens Sangerchor

I Temple-Taarnet, i et usselt Fængsel

J

Jeg forlod Italien, glad og berust

Jeg følte mig syg. En Træthed, som ei

Jeg gik over Byens Volde. Mørket faldt paa

Jeg havde som Dreng en islandsk Hest

Jeg stirred ned fra Taarnets Tinde

Jeg vandrede ved Maanens blege Lue

K

Kong Christian knæler ydmygt ned

Kongen var død. Efter Opfordring skrev

Kraftigt klang dog engang dit Vid i hjemlige Toner

L

Lad milde Taarer denne Grav bedugge

Lyksalig Juul! I, som er’ samlet her!

Længselsfuld Ximene vented

M

Med freidigt Sind i Ungdoms Alder

Med Sneglefjed krøb Tiden hen

Med Sværd ved Hoften, med Skjold paa Arm

Med tunge, tunge Taarer

Med tvende Skibe stikker

Mellem disse Mure, som skal gjemme

Men apropos, hvor blev han af

Men da han ind ad Døren treen

Mens Lampen spreder sit hvide Skin

Mens Livet daadløst, monotont

Mens Skytset tordnende sit Tab

Mens Soel i Østerlide alt farver Himlen rød

Mine første Erindringer knytte sig til

Min Kind berørte hendes Lok

Min Kuffert var pakket. Jeg gjennemgik

Min Ven! til dine Hænder

Mismodig sad jeg og forstemt

Muntert Du slog med ungdommeligt Mod de lyriske Strenge

N

Nu, da Tiden strengt inddriver sit Krav

Nu er de borte, Du

Nu lytter! Min Musa synger

Naar Foraaret kommer med Sisgen og Stær

Naar i en Postvogn jeg har rumlet

Naar mit Øie er lukt

O

O Du, hvis Toner tidt os vugged

O Fædreland, hvad har Du tabt

O hvilken Travlhed, hvilket Liv!

O intet Skib, med Guld og Perler ladet

O lad dem flagre, som de vil

Om en phrygisk Konge man har fortalt

O svar mig, om Du mindes

P

Poeterne staae op i Masse

Paa disse nøgne Fjelde

Paa Himlen Maanen staaer blank og stor

Paa Høiderne ved Busdorfdam

Paa Leerbæk Mark, en lille Miil

Paa Sletten Blodet damped

S

Sangfuglen tier

Siig, holder De af Jordbær

Skovene dufted ved Øresundsvoven

Solstraalen bryder gjennem Sky

Som Alting i en Kredsgang gaaer

Som Digter har sagt et Par Ord af dem

Som et Skjold mod Østens Magt

Som Fuglen, der flyver fra Reden ud

Sommeren flyer alt, og Efteraarsløvet

Sorgens Slør omhylled Danmarks Krone

Sov vel, sov sødeligt! Din Seng er redt

Stands, Du som aldrig fra Nogen Dig vendte!

Søde Barn, som blegt paa Baaren blunder

Saamangen Smed, fra Vølund af

T

Tabt var Grækenlands Kunst, og sørgende Muserne flygted

Thorvaldsen skranted. En heftig Katarrh

Tiden letsindig kun fremad vil haste

Tiden med Alvor

Til Kampen nu med mandigt Mod!

Til München jeg kom i en lykkelig Stund

Tilsøes Normannen med det blanke Værge

To Aar var der gaaet. Saa reiste jeg hjem

Taalmodighed, Du Vuggesang

V

Ved Vintertid, naar Skoven staaer

Vel har jeg sværmet sødt og brændt

Velkommen, Drot! Herhen Du tye

Velkommen i din Ungdomslund

Vel mødt igjen, Kong Frederik, ved Hæren!

Vel mødt igjen paa vore grønne Sletter

Venner, endnu et Ord!

Vi er paa Als, et Øland, hvor

Vi seilede ned ad Rhinen

Vi vandre, hvor Gangstien slynger

Vor Tid er støv, vor Tid er svag

Vær hilset, Kongepar, paa Bryllupsdagen!