H.P. Holst (1811–93)

Holst, Hans Peter, 1811–93, Forfatter. F. 22. Okt. 1811 i Kbh. (Frue), d. 2. Juni 1893 sst., begr. sst. (Holmens).

Forældrene sad i jævne Kaar, men det lykkedes dem at holde den lærelystne Søn til Bogen. Holst blev 1829 dimitteret fra Borgerdydskolen i Kbh., tog n. A. 2. Eksamen og var 1830–31 Huslærer paa Petersgaard hos Amtmanden over Præstø Amt, Grev Schulin. 1831 deltog den unge teologiske Student i den af Selskabet for de skønne Videnskaber udskrevne Konkurrence om fire fædrelandske Romancer (»Fædrenelandske Romancer«, 1832) og opnaaede med Fr. Paludan-Müller »hæderlig Omtale«; Prisen uddeltes ikke. Romancerne er ganske konventionelle Oehlenschläger-Pasticher, men de gjorde Lykke, og under Indtrykket af sin første litterære Succes besluttede Holst at opgive Teologien; drev nu en Aarrække frie æstetiske Studier uden afsluttende Eksamen, underviste allerede fra 1833 paa Efterslægtens Skole og fik fast Levebrød, da han paa Oehlenschlägers Anbefaling 1836 ansattes som Lærer i Dansk og Logik ved Landkadetakademiet. Han beholdt denne Stilling til 1861 og beklædte 1849–58 en tilsvarende ved Søkadetakademiet. Som Dansklærer var Metrikken hans Kæphest; en Frugt afhans Skolegerning er den i sin Tid meget benyttede »Dansk Læsebog for Mellemclasserne og de højere Classer« (1837–39). Tidligt fik Holst Indpas i førende litterære og kunstneriske Kredse; han var velset hos Oehlenschläger og J. L. Heiberg, hørte til Skuespillerparret Anna og N. P. Nielsens Husvenner, men var ogsaa Medlem af den æstetiske Stamgæstklike paa Minis Kafé, hvis Centrum var den fra H. Hertz’ og S. Kierkegaards Levned kendte Politiretsfuldmægtig Jørgen Jørgensen (se Personalhist. Tidsskr., 9. Rk., V, S. 202–03).

Et Bind »Digtninger« (1833) og en Samling »Noveller« (1834) var gaaet ret upaaagtede hen, da Holst pludselig med sit Mindeblad over Frederik VI. (»O, Fædreland, hvad har Du tabt —«) (1839) blev berømt over hele Landet. Eftertiden har ondt ved at forstaa den umaadelige Lykke, som dette nette, improviserede Lejlighedsvers, der tilmed ikke kan siges fri for lidt billig Retorik, gjorde; men dets følsomme Karakteristik af Kongen dækkede i Virkeligheden ganske den populære Opfattelse blandt Folk. Digtet skaffede Holst en toaarig Rejseunderstøttelse fra Fonden ad usus publicos, suppleret med en Taknemlighedsgave fra Frederik VI.s nærmeste Omgivelser, og Holsts friske Popularitet kom ogsaa hans »Digte, 1. Samling« (1840) tilgode, skønt Kritikken ingenlunde var ublandet velvillig (heri: »O lad dem flagre«, »Ved Vintertid«, »Bonden fra Lemvig«). Rejsens Hovedmaal var Italien, hvor Holst bl. a. var sammen med H. C. Andersen og med Thorvaldsen, og hvor han foruden Rom og Napoli ogsaa besøgte Ischia og Sicilien; paa Udturen gjordes Ophold i München, paa Hjemturen i Paris. Dens poetiske Udbytte, den brogede Rejsebog »Ude og hjemme« (1843), blev en ny Succes; fremhæves kan Prosanovellen »Reisekammeraten« og populære Digte som »Runerne«, »Den døende Fegter« og »Du er rig, du er deilig, o Syd«. Holst stod saaledes i Begyndelsen af 40’erne paa Højden af sin Anseelse, i hvilken selv alvorlige Plagiatbeskyldninger, fremført af Grimur Thomsen og P. L. Møller, intet Skaar gjorde. Derimod glippede hans Forsøg paa at skabe sig en varig Position som Dramatiker. Femakts-Skuespillet »Gioacchino« (1844) med Emne fra Murats Historie sejrede i Kraft af sine italienske Scenebilleder, der i nogen Grad dækkede over Kompositionens og Karaktertegningens Mangler. Mønsteret var her Oehlenschläger; i Hertz’ Manér er den elskværdige Vaudeville »William og Emma« (1846) og det ganske tomme romantiske Drama »Kun tyve Aar« (1845). Komedien »Lykkens Hjul«, som Holst havde arbejdet paa i flere Aar, faldt med een Opførelse 26. Marts 1848, den Dag Meddelelsen om den slesvigholstenske Opstand naaede Kbh.

Ved Krigens Udbrud blev Holst fungerende Ekspeditionssekretær og Civiladjudant ved Generalkommandostaben for Nørrejyske Armékorps og gjorde saaledes det første Felttog med; Slagskildringerne fra Bov og Slesvig i »Den lille Hornblæser« virker ved deres vældige Opbud af militære Fagudtryk som versificerede Rapporter — affattede af en Civilist. Til Kongefrokosten efter Revuen paa Lerbæk Mark 18. Sept. 1848 skrev han Sangen »Vel mødt igjen, Kong Frederik, ved Hæren!«, hvis Ord: »Det skal ej skee« (om Slesvigs Deling) fik skæbnesvanger politisk Betydning, idet Kongen gjorde dem til sine og derved gav Martsministeriets Delingstanke Dødsstødet. Fra Festen i Rosenborg Have 30. Aug. 1850 stammer Mindesangen over de Faldne: »Slumrer sødt i Slesvigs Jord«. Sine Krigsoplevelser har Holst dels udnyttet i et Par Noveller (»De Prinzess«, »Peer«), dels i sit Hovedværk, det fortællende Digt »Den lille Hornblæser« (1849). Dets lette Parlando-Stil er studeret efter Chr. Winther, Hertz og Paludan-Müller; Holst strejfer undertiden den rimede Prosa, men undgaar til Gengæld al forloren Patos. Digtet kan, hvor det er svagest, bringe hans Ven Bournonvilles Balletkompositioner i Erindring, men finder, hvor det er bedst, naturlige og jævne Udtryk for Nationens Stemning i en stor Tid. Holst havde for anden Gang tolket dens Følelser.

Hvad Holst har skrevet efter Treaarskrigen, har ringe Interesse. Hovedparten er Lejlighedsdigtning — Hofpoesi, Skydebaneviser; heraf har kun Indskriften fra den nordiske Industriudstilling 1872: »For hvert et Tab igjen Erstatning findes, — Hvad udad tabtes, det skal indad vindes« overlevet Glemselen. Heller ikke hans forskellige dramatiske Smaaarbejder har haft Betydning ud over Øjeblikket (»De har en Datter« (1868), »A-ing-fo-hi« (1877) o. fl.). Bedre er hans Noveller — Holst var en fin og klassisk Prosaist — »Sicilianske Skizzer og Noveller« (1853), »Noveller, Skizzer og Novelletter« (1881), bedst den versificerede Mindebog »Fra min Ungdom« (1873) med kønt fortalte Anekdoter om Guldalderens Store. Forholdene førte Holst paa hans ældre Dage ind i betroede Stillinger, som han ingenlunde magtede. 1859–60 redigerede han »Berlingske Tidende«, 1862–64 var han Direktør for Casino, 1864–68 og igen fra 1875 Sceneinstruktør ved Det kgl. Teater, største Delen af sidste Periode dog mest af Navn, idet Will. Bloch fra 1881 virkede som 2., men egentlige Instruktør. Edv. Brandes kunde om hans Virksomhed her uimodsagt bruge Ordene: »Etatsraad Holsts vitterlige Udygtighed«. 1868–90 udgav han Tidsskriftet »For Romantik og Historie«.

Allerede Samtiden havde Blikket aabent for Holsts Mangel paa Oprindelighed; hans Gæld til Oehlenschläger, Winther og Hertz er aldeles tydelig. Men han var en smagfuld Benytter, hvis Sprogbehandling er korrekt, let og elegant. Skæbnesvanger for hans Poesis Levedygtighed er dens Mangel paa Fantasi, Ideer og Personlighedspræg; den har Facade, men savner Indhold.