Kalliope
→
Poètes
→
Karl Gjellerup
→
Premiers vers
Karl Gjellerup
(1857–1919)
Œuvres
Titres des poèmes
Premiers vers
Références
Biographie
Søg
Tous les poèmes de Karl Gjellerup sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.
A
Aaret lever op igen
B
Blæsten er tung af tøet Sne
Bregner, mine grønne Bregner
D
Da Roser blussed i Purpurglød
Da sad du ved min Side
De gamle Drømme drømmer jeg end
De herske her, de har bredt sig
De lange Dønninger som Valser glide
Den blanke Julidags lyse Hede
Den gamle Kong David var vis og stor
Den kolde Tid, den varer stedse ved
Den lavagule Tiber forbi mit Vindue flød
Den lave Gaard er Skoven nær
Den matte Sol forlængst gik ned
Den Skytte flyver i Tidens Lad
Derover tidt jeg grunded
Der synger en Fugl i Skoven, fjernt
Der var en fattig, stakkels Poet
Der var saa dunkelt allerede ude
Det er en Kunst at huske
Det hændte mig igjen forleden
Det var den Døgnets Time just, i hvilken
Det var en dejlig Sommernat
Din Brynde Baal!
Din Navne i Helgenindernes Hær
Din Ro er som en Olie, der stiller
Dit Bæger har jeg tømt til Bunden
Du har læst, at i Dodone
Du sagde: Alt maa være ude nu
Du skjønne Fjord vær hilst af Vandringsmanden
Dybt inde i Skoven i Græsset vi laa
E
Elskede! tung var min Sang, dog med Lyst har jeg sunget den
En fremsynet Mester
En Kjæmpehøi ved Fjorden med Stensætning staar
En Røst fra Taagerne til Lysets Hær
En skummel Beiler er jeg vel
Et Janus-Hoved bærer du, Boglille!
Et maa du sige mig, du Kjære!
Et Sagn, der gaar os hjerte-nær
F
Forglem mig ej! en ordløs Varselstemme
Fra Dagmaals-Taager til Solrøst-Dampe
G
Ginge Aser
Græd ei mer! græd ei mer!
H
Har I ej set og hørt og skælvet, Daarer!
Her Aaen sig vinder
Hil dig, du totusindaarige Dronning!
Horisontens Himmelroser
Husker du, da Høsten fik
Hvad gaar der af dig du gale Svend?
Hvad suse gyngende Graner?
Hvad vil idag min Sang hos eder, Venner?
Hvert Land har sit ottende Underværk
Hvo er den Svend blandt Svende, som hinsides Sundet stander?
Hvor høit paa Bjergets Tinde
Hør mig alle hellige Slægter
I
I drømmende Længsler, I spejdende Haab
I Kirkens barnlige Uskyldsdage
I Kløften skygger Bøgeløv
Ingen Toner og ingen Duft
I sige, Ungdoms-Mod mig ei besjæler
I sit Agerum har Thespis’ Kærre
I Skoven dybest inde de Kampestene staa
I Tvivl var haardt bestedt mit Sind
J
Ja rigtig! det hændtes forleden Dag
Ja, Sorgen er min faste Gjæst
Ja, Trommen jeg rørte af Hjærtenslyst
Jeg er ej med at raabe »pereat«
Jeg er syg af at brydes med eder
Jeg gav den store Mager
Jeg gik en Aften fra Theatret
Jeg gik i Pisas øde Gader
Jeg gik paany i dit Hus at staa
Jeg har forladt det lune Hjem
Jeg har set Athens Ruiner
Jeg havde stemt en Luth til kjælen Leg
Jeg holder af, at Tjenerskabet ler
Jeg sad alene i Albanos Kro
Jeg stod med Armen om dit Liv
Jeg tror, du elsker mig ikke
Jeg vandred ene mellem Ranker
Jeg vandred mellem Grave, speided om
Jeg vilde, jeg var en Viking
Jeg aanded atter frit, og jeg traadte saa kækt
L
lene gik jeg ved Stranden en Nat langs Okeanos’ Elv
Lilie! jeg bringer dig Blomster i Bundt
Længe stod jeg der og stirred
Længst jeg var for din at agte
M
Man finder ei Guder paa fremmede Steder
Mangen Gang, naar paa Foraarets Tærskel April
Mellem dit Bryst og din Kind
Min Sjæl ei stiger lærke-let
Mit Hjerte har man altid holdt
Mit Øjelaag laa paa mit hede Øje
N
Nu, da i Vestens Skyr, som en Kugle af Rav
Nu falder Tidsoceanets Flod
Naar jeg tænker den Tid, der vaarlig randt
Naar to, der trofast sammen leved
O
Over Have, over Lande
Over Markerne stryger en Søndenvind
P
Paa denne Dag for to Aar siden
R
Rim langs Vejens Hjulspor
Raad mig nu Frigg
S
Sandhed, Gudinde! sig mig, hvem var hin
Se dér, den overflødige! thi hvem
Solen slukkes, Stjærnen anes
Som Kjætter brændt af kronet Munkehad
Som Sølv-Malm, der flyder
Stille, — lad mig kysse dig paa Øiet
Stjerner, I Evigheds-Øine!
Stranden var øde
Svende! mand Gondolen, — Pragtgondolen!
Sylvester har tændt sine Stjerner blaa
Saa gaar jeg atter i Havens Gange
Saa mange Aar, som Jacob, Patriarken
Saa sad jeg da paany i det forhadte
T
Tag den hele Verden fra os
Tavse gik vi gennem Haven
Ti Arbeids-Aar, hvor glad gav jeg dem hen
Til Fru M — — n.
Til Lungen talede Bjergets Vind
Ti Aar — saa ubegribeligt det synes!
Træt af den evige Verdensstad jeg gik
U
Udenfor er der mørkt og trist
V
Ved alle Døre, før ind man gaar
Vel rørte sig til Bifald eders Hænder
Vi golde Børn
Vi sad alene i den dunkle Stue
Visselulle! sov, sov sødt, mit Nus!
Vred blev Vingthor, da han vaagned
W
Wartburg, du klippebaarne!
