Stjærne-Genier.
Vi rulle i Rummet
de vældige Verdner,
som syne lig Sandskorn
i Himlens Hav.
Lys-Genier.
Vi glide paa Ætherens
Svingninger snare
som Tanker, vi tændte
dit Øjes Lys.
Lyd-Genier.
Vi gynge paa Luftens
Bølger, vi bar til
dit Øres Bund
Tordenens Rullen
og Myggenes Surren
i Solbjærgs Stund.
Vindenes Genier.
Fra Pol til Pol
vi hvirvlende suse,
snart ætherklare,
snart hylled’ i Môl;
for Stormflodens Sluse
vi aabne og knuse
Fregatten mod Stranden —
vi svalte dig Panden
i Middagens Sol.
Ildens Genier.
I den blaanende Kærne
af Flammen vi bor;
ved Arnen du lyttede
ofte og gærne
til vort knitrende Kor; —
men engang har vi glødet
den hele Jord.
Da var det en Jubel!
i Rummet den fór,
en luende Stjærne
med Kølilds-Spor;
men nu er den ældet
og kold, — i dens Kærne
som Klodens Ildsjæl
vor Mængde bor.
Vandenes Genier.
Og vi, der var blevne tilbage
af Urtaagens Flig, der rulled sig sammen
til Jordens Legem med Sjæl af Flammen,
vi, der midt i den varme-baarne
stedse bølgende, lyse Em
fulgte vor Klode, ihvor den drog frem —
vi slutted os sammen; i langsomt Fald
paa trippende Draabefødder vi daled
og lagde os plat over Jorden og svaled
dens nylig størknede, sprukne Skal.
Vi dækked den med vore køle Lemmer
og klapped dens Sider med Bølgehaand,
ved Vuggesange med mumlende Stemmer
vi lullede ind dens urolige Aand.
Og Ætheren bar
den lysende klar
ret som en funklende, skumstøbt Blære,
vi legende give Vinden at bære.
Men pludselig skar
det gennem vort Glar,
og op af de rædselsskummende Vande
løfted et Fjæld sin stenede Pande.
Da steg af det blaanende
blanke Dyb
kantet og ru
Landet, der skiller
os Søstre nu.
Men vi, der i Kilder
Stenmuren brød,
eller risler i Aaløb
fra Muldets Skød,
eller spændes i Damme
af Klippernes Ramme, —
vi længes, vi lider
mod hine Tider
og drømmer, vi atter
sejersstolt
forenede fatter
om Jordens Bold.
Isens Genier.
Og vi, eders Brødre,
har bygget Paladser
i Syd og i Nord
paa de rolige Pladser
af den svingende Jord.
Men engang fik vi Gamle
Lyst til at ses
og atter forsamle
om os vore Børn;
den evige Sne’s
de ensomme Aander,
der sove hver paa sin Skyfjælds-Top.
— Og saa brød vi op
med skridende Fonner,
med glidende Glætscher,
med Styrt af Laviner,
med Jøkel-Gny,
det skrued og knaged,
det buldred og braged
som Sprængning af Miner,
en endeløs Torden
i snehvid Sky.
Saa ejed vi Jorden;
dog mødtes vi ej,
Ækvator-Gjorden
standsed vor Vej;
dèr maatte de alle
solstukne falde
i Lodrets-Branden;
vi hilste hinanden
tvers over Ækvators
blaanende Sø,
hvor Fiskene maatte
af Trængsel dø,
og ud over Ørken,
hvis golde Rand
svaltes i Tørken
af iskoldt Vand.
Og atter vi traadte
tilbage vort Spor
til Polernes Slotte
i Syd og i Nord;
dèr sove vi nu,
medens Tidsaldre skifter,
og drømme den Alder
tilbage igen,
da vi øved Bedrifter,
usete af Mænd,
da i Panserkrystaller
Jordkloden var lagt,
og straaled mod Solen
vor Enevoldsmagt.
Jord- og Sten-Genier.
Vi blunde og lude
de tunge Pander
mod Muldjordens Pude.
Stenfast vi sove
i Klippens Alkove.
I Sarkofager
af Marmorflager,
i Templer, som rager
paa Søjle-Basalt
over Søens Azur —
paa Gnejsens Slenter,
i Fængslets Granitring,
bag Skiferens Mur —
vi blunder og venter
i langsom Forvitring
at denne Natur,
det ordnede Alt,
skal standse og sprænges,
vi drømme og længes
efter den formløse Ur.
Alle det livløses Genier.
Vi drømme; — Naturen drømmer i os; —
ikke som I om Lykke og ømme
Længsler: — Drømme med stensat Trods,
urgamle, taagede Kaosdrømme;
og deres gigantisk svulmende Lemmer
i sammenfoldede Fostre gemmer
alt, hvad I føle, tænke og vil;
thi af Drømmen det kom, og tilbage til
Drømmen det maa;
det første vi var, og med os skal det ende,
alt, hvad I kende,
opløses i os, for med os at forgaa.
Og du, —
vær velkommen blandt os nu!
for din Aand, der var mellem Aandernes Mængde,
ret som en funklende Ædelsten
indlejret i Kalk, den er bleven som en
af os, og din klare Tanke,
der trængte sig ind i vor dunkle Flok,
som Vand, der huler en Klippeblok,
din Tanke, der har vort Væsen erkendt
og maalt vore Forhold og vejet og skrevet
os Regler og Love —
nu maa den sove,
drømme vor Drøm, og dit Legem er blevet
vort Element.
