Karl Gjellerup (1857–1919)

Vi rulle i Rummet

de vældige Verdner,

som syne lig Sandskorn

i Himlens Hav.

Vi glide paa Ætherens

Svingninger snare

som Tanker, vi tændte

dit Øjes Lys.

Vi gynge paa Luftens

Bølger, vi bar til

dit Øres Bund

Tordenens Rullen

og Myggenes Surren

i Solbjærgs Stund.

Fra Pol til Pol

vi hvirvlende suse,

snart ætherklare,

snart hylled’ i Môl;

for Stormflodens Sluse

vi aabne og knuse

Fregatten mod Stranden —

vi svalte dig Panden

i Middagens Sol.

I den blaanende Kærne

af Flammen vi bor;

ved Arnen du lyttede

ofte og gærne

til vort knitrende Kor; —

men engang har vi glødet

den hele Jord.

Da var det en Jubel!

i Rummet den fór,

en luende Stjærne

med Kølilds-Spor;

men nu er den ældet

og kold, — i dens Kærne

som Klodens Ildsjæl

vor Mængde bor.

      Og vi, der var blevne tilbage

af Urtaagens Flig, der rulled sig sammen

til Jordens Legem med Sjæl af Flammen,

vi, der midt i den varme-baarne

stedse bølgende, lyse Em

fulgte vor Klode, ihvor den drog frem —

vi slutted os sammen; i langsomt Fald

paa trippende Draabefødder vi daled

og lagde os plat over Jorden og svaled

dens nylig størknede, sprukne Skal.

Vi dækked den med vore køle Lemmer

og klapped dens Sider med Bølgehaand,

ved Vuggesange med mumlende Stemmer

vi lullede ind dens urolige Aand.

      Og Ætheren bar

      den lysende klar

ret som en funklende, skumstøbt Blære,

vi legende give Vinden at bære.

      Men pludselig skar

      det gennem vort Glar,

og op af de rædselsskummende Vande

løfted et Fjæld sin stenede Pande.

      Da steg af det blaanende

      blanke Dyb

      kantet og ru

      Landet, der skiller

      os Søstre nu.

      Men vi, der i Kilder

      Stenmuren brød,

      eller risler i Aaløb

      fra Muldets Skød,

eller spændes i Damme

af Klippernes Ramme, —

vi længes, vi lider

mod hine Tider

og drømmer, vi atter

sejersstolt

forenede fatter

om Jordens Bold.

Og vi, eders Brødre,

har bygget Paladser

i Syd og i Nord

paa de rolige Pladser

af den svingende Jord.

Men engang fik vi Gamle

Lyst til at ses

og atter forsamle

om os vore Børn;

den evige Sne’s

de ensomme Aander,

der sove hver paa sin Skyfjælds-Top.

— Og saa brød vi op

med skridende Fonner,

med glidende Glætscher,

med Styrt af Laviner,

med Jøkel-Gny,

det skrued og knaged,

det buldred og braged

som Sprængning af Miner,

en endeløs Torden

i snehvid Sky.

Saa ejed vi Jorden;

dog mødtes vi ej,

Ækvator-Gjorden

standsed vor Vej;

dèr maatte de alle

solstukne falde

i Lodrets-Branden;

vi hilste hinanden

tvers over Ækvators

blaanende Sø,

hvor Fiskene maatte

af Trængsel dø,

og ud over Ørken,

hvis golde Rand

svaltes i Tørken

af iskoldt Vand.

Og atter vi traadte

tilbage vort Spor

til Polernes Slotte

i Syd og i Nord;

dèr sove vi nu,

medens Tidsaldre skifter,

og drømme den Alder

tilbage igen,

da vi øved Bedrifter,

usete af Mænd,

da i Panserkrystaller

Jordkloden var lagt,

og straaled mod Solen

vor Enevoldsmagt.

Vi blunde og lude

de tunge Pander

mod Muldjordens Pude.

Stenfast vi sove

i Klippens Alkove.

I Sarkofager

af Marmorflager,

i Templer, som rager

paa Søjle-Basalt

over Søens Azur —

paa Gnejsens Slenter,

i Fængslets Granitring,

bag Skiferens Mur —

vi blunder og venter

i langsom Forvitring

at denne Natur,

det ordnede Alt,

skal standse og sprænges,

          vi drømme og længes

          efter den formløse Ur.

Vi drømme; — Naturen drømmer i os; —

ikke som I om Lykke og ømme

Længsler: — Drømme med stensat Trods,

urgamle, taagede Kaosdrømme;

og deres gigantisk svulmende Lemmer

i sammenfoldede Fostre gemmer

alt, hvad I føle, tænke og vil;

thi af Drømmen det kom, og tilbage til

Drømmen det maa;

det første vi var, og med os skal det ende,

alt, hvad I kende,

opløses i os, for med os at forgaa.

Og du, —

vær velkommen blandt os nu!

for din Aand, der var mellem Aandernes Mængde,

ret som en funklende Ædelsten

indlejret i Kalk, den er bleven som en

af os, og din klare Tanke,

der trængte sig ind i vor dunkle Flok,

som Vand, der huler en Klippeblok,

din Tanke, der har vort Væsen erkendt

og maalt vore Forhold og vejet og skrevet

os Regler og Love —

nu maa den sove,

drømme vor Drøm, og dit Legem er blevet

vort Element.