Vær mig signet, Høst! Alfader
At oplive Mandens Aand
Sendte dig, og du oplader
Rundelig den milde Haand.
Flye kun, flye kun, vakkre Sommer!
Floras Skarer følge dig!
See! din yngre Søster kommer,
Mindre skiøn, men meere riig.
Venlig, som en Foraarsmorgen,
Nærmer sig Velgiøreren;
Og som Dug for Soel, nu Sorgen
For hans Aasyn svinder hen.
Ængstlig Vemods Mod oplives,
Den raadvilde finder Raad,
Faderløse glade trives,
Enker smile giennem Graad.
Saa du kommer fra det Høie,
Værd din Fader, milde Høst!
Blidhed smiler fra dit Øie,
Og din Røst er Glædens Røst.
Ønsket, signet, fuld af Hæder,
Bliid, af heele Jordens Rov
Du Naturens Bord bereder,
Og fremtryller Tak og Lov.
Skiønsom Ceres tunge Neger
Til dit Alter bringer frem,
Evan jublende sit Bægger
Gyder tækfuld over dem.
”Næring du i disse Neger,
”Fryd du gav i Bægeret,
”Du opholder, vederqvæger,
”Styrker, fryder Mennesket.”
Vær mig signet, Høst! Alfader
At oplive Mandens Aand
Sendte dig, og du oplader
Mildelig den runde Haand.
O! at hver den Barm, du qvæger,
Hver den Mund, du mætter blid,
Hylded’ Gud ved Glædens Bægger,
Dyrked’ ham ved værdig Iid.
J. Zetlitz.