Jens Zetlitz (1761–1821)

Zetlitz, Jens, norsk Digter, født 26. Januar 1761 i Stavanger, død i Kvitseid i Telemarken 14. Januar 1821. Som Student maatte Zetlitz tjene sit Brød som Huslærer (i Drammen, Arendal og Stavanger) i hele 8 Aar, før han 1789 fik taget teologisk Eksamen. Under Opholdet i Kjøbenhavn var han med i »Norske Selskab« og Husven hos Rahbek. Efter at have været Kapellan nogle Aar paa Stavangerkanten blev Zetlitz 1800 Sognepræst til Vikedal i Ryfylke og 1811 forflyttet til Kvitseid. Alt i Studenteraarene fik han Digte trykte, og 1789 udgav han et Bind »Poesier«, dediceret til Nordahl Brun. Senere digtede han en Mængde Drikke- og Selskabssange, hvis friske Toner erhvervede Forfatteren Hæderstitlen »Glædens muntre Sanger«; en ironiserende Esprit og en jublende Fryd i Naturbesyngelsen gør enkelte af disse Viser til Mesterværker i sin Genre. Ikke mindre typisk for den Smagsretning, Zetlitz hyldede, er hans mange beskrivende Poemer, hvoriblandt det meget omstændelige »Egenæs, et Digt med Anmærkninger« med Rette endog fremkom i selve »Topografisk Journal«. I Tidens Aand var ligeledes hans »Psalmer« (1795) og »Sange for den norske Bondestand« (1795), foruden hele ni »Sædelærer« og en Mængde Sange for Barsel, Bryllup, Ligfærd og lignende samt »Hæderssange« over historiske Temata — ikke at forglemme den samlede Dyds-Katekisme med Overskrifter som »Menneske-Kjærlighed«, »Høimodighed« og »Troeskab mod Kongen«. Ligesom Claus Frimann’s Sange for Almuen blev disse Zetlitz’s meget populære blandt det Publikum, de var skrevne for. Selskabet for Norges Vel lod i 1812 trykke en ny Udgave. 1855 udgav Schwach hans »Samlede Digte« i 2 Bd (Chra.). I Vennen Rahbek’s Mindedigt hedder det om Zetlitz’s Harpe, at dens »Strenge vare, før de bleve Støv, som Roser liflige, som Druer søde«.

Jæger’s »Illustreret norske Litteraturhistorie«, I.