Imellem Tab og Vinding gaaer paa Jord
Vor Vej fra Vuggens Blund til Gravens Slummer;
O Menneskenes Haand er ikke stor;
Paa eengang ej den mange Skatte rummer;
Og knap har et Klenodie vi fundet,
Saa er det andet pludselig forsvundet.
Naar Barnet skyldfrit plukker Blomster smaa,
Og samlet har et yndigt lille Knippe,
Da seer med Et han røde Blomster staae,
Vil have dem og maa de hvide slippe;
Og endnu er den Vægtskaal ikke funden,
Som veje kan, om han har tabt, om vunden.
Og Drømmene fra vore første Aar —
Og Englene fra vore Børnelege, —
Paa knuste Legetøj forladt’ de staaer,
Tør næppe nærme sig; — betragte blege
De store Legebørn, vi nu har fundet,
Og spørge, om vi har ved Byttet vundet.
Naar Rosen springer ud saa fyldig, rød,
Hvor er da Knoppen med det smukke Øje?
Og Barnesmiil paa kjærlig Moders Skjød,
Hvor blev det af, da Glutterne blev høje?
Ved Knoppens Tab blev Rosenblomsten vunden,
En Vinding vel, — men vist et Tab igrunden.
Ja mellem Tab og Vinding gaaer den Sti,
Som gjennem Livets Labyrint sig slynger;
Umærkt er glemt den gamle Melodi,
Naar Lærken henrykt nye Viser synger.
Det Gamle svinder, og det Ny er fundet, —
Hvor Glæder tabes, er Erindring vundet.
O ja, Erindring, saa er jo dit Navn,
Du Englebarn, hvis Blik i Taarer flammer!
Du fulgte mig saa tro fra Vuggens Favn
I Verdens Larm og i mit stille Kammer;
Dit Blik har Morgenlys i Aftenstunden,
Din Læbe Foraarssang i Vinterlunden.
Du samler mine tabte Blomster smaa
Og binder dem saa trolig i et Knippe;
Og seer du hist end røde Blomster staae,
Du derfor ikke vil de hvide slippe;
Saameget tabt har jeg ved dig gjenfundet, —
Hvad du igjemme har, er ei forsvundet.
Vel mangen Blomst gik tabt i Livets Strøm, —
Den lille Haand kan ej dem alle rumme;
Men der er mangen sød, uskyldig Drøm,
Hvorom din Læbe aldrig skal forstumme;
Dem skal du synge mig til Aftenstunden,
Saa har jeg vist ej tabt, men sikkert vunden!