C.E.F Weyse (1774–1842)

Imanuel Jens Baggesen

    Nys digtet har en Gaade

Og æsket hver en Gaaders Ven

    Den, om han kan; at raade.

    Saa vil jeg da beskeden her

    Forsøge det paa min Maneer.

        Apollo! skjænk mig Evne!

Paa Intets Skjød en Jomfru sad

    Før Verden existerte;

Gud veed om hun var hjerteglad,

    Om hun sig ennyerte;

    Hun aldrig sov, ei mindste Bid

    Hun nød; og uden Rum og Tid,

        Et usselt Liv hun førte.

Da, Gud skee Lov, blev Jorden til,

    Og Stjerner, Sol og Maane,

Af Havets Bølgers vilde Spil

    Stod Sjælland frem og Skaane.

    Med Blomster prydet, og med Grønt,

    Blev Mark og Skov, og underskjønt

        Lød Nattergalens Trille.

Brat vaagned i vor Jomfrus Bryst

    Forunderlig en Længsel,

Hun knap kan skjelne Sorg fra Lyst

    I Følelsernes Trængsel;

    Ei Vaarens Pragt, ei Gjøgens Kuk

    Hun ændser; taus med Suk paa Suk

        Hun vanker om i Skoven.

Der standser hun ved Bækkens Rand,

    Og dybt i Vandet stirrer;

Snart saae hun i krystalne Vand,

    Hvad hendes Syn forvirrer:

    Omkrandset af en Taarepiil

    Sig selv — og siger med et Smil

        Sødtrødmende: ”son io!”

Fra den Tid blev hun Ïo kaldt

    Snart over hele Jorden,

Man Ïo hører overalt

    I Syden og i Norden,

    Paa græsk, italiensk og spansk

    Og paa en Maade selv paa dansk

        Man hører tidt jo: I! O!

Som saa hun staaer, en Ungersvend

    For hendes Syn sig viser,

Sig nævner hendes bedste Ven,

    Og høit sin Lykke priser.

    Mørk Skoven var, og saare smuk

    Den unge Ven; — ak! — med et Suk

        Jeg slutter her min Strophe.

Han svoer: Jeg bli’er dig evig tro!

    Gav sig som Zeus tilkjende.

Af Frygt for Juno til en Ko

    Han flux forvandled hende.

    Smuk blev hun, selv paa fire Been;

    Men Dronning Juno var ei seen

        Paa hende sig at hevne.

Snart faaer hun stakkels Ïo fat

    Og jager grumt med Bremsen

Den arme Pige Dag og Nat

    Fra Inachus til Themsen;

    Hvad Ïo der i Sandet skrev

    Og hvad forresten hun bedrev

        Ovidius fortæller.

Vel sandt, vor Jomfrus Levnet var

    Ei altid exemplarisk;

Dog synes mig Herr Naso har

    Fortalt vel fragmentarisk;

    Vi høre nok hun løb omkring

    Paa Jorden i fiirfulde Spring —

        Men det ei Gaaden løser.

Og paa Poeter kan man ei

    Aldeles sig forlade,

De vandre tidt en Blomster-Vei

    Historien til Skade.

    Hvad skjødesløst Ovid har glemt

    Er heller ei for mig saa nemt

        I danske Vers at melde.

Dog maa for denne Gang jeg i

    Det sure Æble bide,

Skjøndt Kjærnen i det raaber: Tie!

    Din Tand du kun vil slide!

    Du Nødden aldrig knækket faaer!

    I Evighed du aldrig naaer

        De hundred Rigsbankdaler.

Jeg agter ei det røde Guld,

    Ei Perler og Demanter:

Alt bli’er tilsidst som Støv og Muld,

    Udspredt til Verdens Kanter;

    Selv raske Yngling, fagre Møe

    Afmeier Døden; Kjød er Høe,

        End sige tørre Blade.

Jeg følge vil min Ïo’s Fjed

    Trods alle Labyrinther;

Selv Minotaurer, som jeg veed,

    Belistes kan med Finter.

    Maaskee jeg og, om just ei smukt,

    Med Gaadens Minotaur faaer Bugt:

        Hans Beenrad ei mig skrækker

Alt seer jeg, skjøndt min Gang er mørk,

    Paa Piedestal henstillet

Fremstraale hist i Sinais Ørk

    Min Ïo’s støbte Billed.

    Og alle Jøder knæle ned

    I Sandet, og i Ydmyghed,

        For rene skjære Guldet.

Som Eet og Alt vi hende see

    Paa mangt et græsk Theater,

Faae til at græde, til at lee

    Plebeier og Magnater.

    Af Ïo’s understærke Røst

    En Gjenklang lyder i hvert Bryst,

        Som aander her paa Jorden.

Men Ïo blev paa Skjæbnens Dom,

    End stødt i mangen Crisis.

Hun tidlig til Ægypten kom

    Hvor hun blev kaldet Isis.

    Hun siden, af Ægypten kjed,

    Til China drog, hvor Ti hun heed,

        Som Ïo paa chinesisk.

Som Ti hun selv i Kjøbenhavn

    Lød med en vældig Stemme,

Just ei til sine Nervers Gavn,

    Sig Dag og Nat fornemme.

    Vidt flakked hun i Verden om;

    Hun og var i det gamle Rom,

        Hvor hun blev nævnet Decem.

Min lunefulde Jomfru fik

    Nu Lyst sig lidt at dyrke:

I Dands, især i Gymnastik

    Hun fik en Pokkers Styrke.

    Paa Hænderne hun kunde gaae,

    Slaae Mølle, ja! paa Hov’det staae

        Foruden mindste Skade.

Vel er det indtil denne Dag

    Hos Danske, Franske, Vælske,

Jeg troer, hos fleer, en afgjort Sag:

    Kun een Gang kan man elske!

    Dog Ïo, siger hendes Tolk,

    Bar ei sig ad som andre Folk,

        Hvad Følgen snart vil vise.

Det vilde ROMA var saa brat

    Til AMOR omvendt blevet:

Hvert unge Bryst der Dag og Nat

    Af Længsel ømt sig hæved;

    En Mand vor Ïo’s Hjerte vandt

    Hun ægted’ ham, og ret galant

        Han kaldte sig Decemvir.

I gammelt Ordsprog siger man:

    Af To kan blive flere;

Og Ïo lod i Ægtestand

    Sig snart multiplicere.

    Knap vare gangne ret forbi

    Af Aarets Maaneder de ni,

        Før Ïo gjorde Barsel.

Hun blev i første Barselseng

    Med Tvillinger velsignet,

Det var en Pige og en Dreng,

    Som hende vist har lignet!

    Thi hver, som Barneparret saae

    Forbauset blev, og svoer derpaa:

        Det er livagtig Ïo!

At ville ret til Prik og Punkt

    De Underbørn beskrive,

Mig turde, selv med en Adjunkt,

    Forgjæves Arbeid blive;

    Thi kaster med uøvet Pen

    Jeg løst kun deres Omrids hen,

        Som Andre maa fuldende!

Adjunkten nemlig, synes mig,

    Nu, jeg dem om vil gjøre,

En lille Djævel pludselig

    At hviske mig i Øre:

    (Det skader ei, til Tid og Sted,

    Med nok saa god Samvittighed,

        At høre nok en dito)

„At Mennesket kan tidt et Fjog

    Med al sin Viisdom være,

Exemplet viser her, endog

    Dig selv til liden Ære:

    Hvorpaa du øde vil dit Blæk,

    Det Baggesen med Mestertræk

        Alt skildret har i Gaaden!“

Saa vil jeg i min Ïo’s Fjed

    Fortsætte da min Vandring.

Som sagt, den gode Dame leed

    Ime’ens en heel Forandring.

    I Grublen Dag og Nat hun sad

    Fordybet som jeg veed ei hvad,

        Til Mandens største Harme.

„Madam!“ udbrød i Vrede han,

    De bli’er jo heel arabisk!

En Kone bruger hver en Mand,

    Der ikke er combabisk,

    Men ingen Encyclopædie!

    Farvel, Madam! jeg mærker vi

        Ei længer passe sammen!“

Hvordan Disputen Ende fik

    Veed ene Musen Clio.

Maskeert i mangen skjøn Boutik

    Vi atter see vor Ïo.

    Med Pos og Kegle, Mule rund,

    Lang Hale, lukt og aaben Mund,

        Hun straaler som en Stierne.

Tilsidst endog som Kunst-Genie

    Vi hende see fremtrine,

Og i Plastik og Malerie

    Hun viser Kjendermine;

    Hun reiser vidt og bredt omkring,

    Og kjøber mange rare Ting

        For næsten ingen Penge!

For tusind Mark hun faaer paa Kinch’s

    Auction en af Canova

I Marmor udarbeidet SΦINX

    Og Angelo’s Jehova,

    Der med et Vink i Chaos Nat

    Fra Mørket skiller Lyset brat,

        Og grunder Verdens Hjørner —

Correggio’s berømte Nat, —

    Salvator Rosa’s Jonas, —

Af Rafael en sjelden Skat,

    Heliodor — en Monas

    Malt med en fast utrolig Flid

    Paa Glas — et Fatum, Rum og Tid,

        Af den berømte Carstens —

Adam og Eva malt paa Træ

    Af Tysklands Albrecht Dürer —

En Polyphem, der, som et Fæ,

    Sig strækker blandt Uhyrer —

    (Ham Ingen stikker Øiet ud,

    Imens han brøler som en Stud)

        En Tegning af Apelles —

En skjøn Prometheus, lænket fast,

    Som Tænder skjær og bander:

„Gid Zeus faa baade Skam og Last!“

    Mens Ïo for ham stander:

    Tolv-tretten Børn han hende spaaer,

    Taksigende hun fra ham gaaer —

        Et Malerie af Zeuxis —

(Forlængesiden havde hun

    Sit eget skjønne Billed

Med sex og tive Bryster kun

    Hos Montfaucon bestillet —

    Det kom; hun raabte hjerteglad:

    Nu veed jeg tretten Gange hvad

        Det Navn Mama betyder.)

Her saaes Ulys i Gjæstesal

    Med Circe conversere;

Hans Følge med en Perial

    I Gaarden rundt spadsere;

    Han knæler for den prude Møe;

    De Andre grynte: Ø! Ø! Ø! —

        Timanthes’s Mesterstykke!

En herlig Rubens fik Madam

    Paa en Auction i Varto’:

En Ørk, Isaak og Abraham,

    Af Andrea del Sarto. —

    Dog, basta! jeg er over-kjed

    Af Catalog paa Herlighed,

        Jeg aldrig faaer at skue.

I Stilhed til sit Gods i Nord,

    Trak Ïo sig tilbage,

Som Enke dyrkende sin Jord;

    Dog aarlig hun mon age

    Til Kjøbenhavn i Junio,

    Og i December, hvor hun tro

        Sin salig Mand erindrer!

Har Fama Ret, saa blev hun nu

    I Dragt lidt uanstændig;

Dog, kom ei Fama’s Snak ihu,

    Især naar den er skjændig.

    Imidlertid den halve Bye

    Tilraaber høit min Ïo: Fy!

        Jeg dømmer ingen Enke.

Vist er, at hun gik i sig selv,

    Og reent sig isolerte,

Udgrundende hver Kundskabs Elv,

    Og Dag og Nat studerte;

    Fordybet i Mathematik,

    Physik, og selv Methaphysik,

        Hensvandt hun som en Skygge.

I Kants Kritik hun pilled ud

    Hver spei t Syllog’smus,

Og fik i Hovedet mangt et Brud

    Med Tankens Schematismus;

    Af Qvantitæt og Qvalitæt,

    Relation, Modalitæt,

        Hun fik en fiirfold Tæring.

Med Ikke-Jegets Stav hun maae

    Nu traske gjennem Sandet,

Hvor hun i Fichte-Jeget saae

    Sit Billed, som i Vandet.

    „Jeg,“ raabte hun saa hjerteglad,

    „Jeg er! men veed jeg det? o! hvad?

        Jeg er; thi jeg bør være.“

Men med et vældigt Spring hun snart

    Fra Fichte foer til Schelling;

Hun stødte sig i denne Fart,

    Og Hovdets Grød blev Velling.

    I Væld paa Væld den Velling randt,

    I Absoluthed Alt forsvandt,

        Og X’et selv i Uhed.

Nu blev den Arme reent confuus,

    Lod Neden Oven være,

Saae Sort i Hvidt, i Minus Plus,

    Forflød i Alheds Sphære —

    Laae mutterseene hos sig selv,

    Og blev af Ocean en Elv,

        Der i sig selv sig tabte.

Vee! raabte hun, mit Jeg nu seer

    Sit eget Skrækkebilled!

Hvor fælt det mig imøde leer,

    Som Beenrad hist opstillet!

    Hun flygtede fortvivlet op

    Paa Chimborasso’s sidste Top,

        Og tabte det i Flugten.

Men hendes Aand, ved Tabet stor

    Paa tvende lyse Vinger,

Let fra den lille mørke Jord,

    Til Soles Sol sig svinger.

    Blandt Stjerner er nu hendes Boe,

    Og huldt nedstraaler: „Haab og Troe!“

        Vor Ïo’s rene Billed.