Litterariske Nyheder.
Litterariske Nyheder.
Vor parnassiske Napoleons utrættelige Panegyrikus, Recensenten i Litteraturtidendens æsthetisk-kritiske Nummere, har for nyligen i et Kunstdom-Forsøg (snit-snap-snurrelig Ihukommelse) over: „Poetiske Epistler af Jens Imanuel Baggesen, Kiøbenhavn, 1814.“ indført i ovenmeldte Tidendes, No. 44 og 47 fra i Fior, tilladt sig, paa egen Haand offentlig at fremtræde med et formeligt Fredsforslag, som ordentlig Mægler imellem de krigførende Parnassets Magter.
Uagtet nu ingen af disse, selv ikke den mindste, behøver at ændse, hvad en Anonymus, der, under Krigen, hidtil ei har vitterliggiort nogen anden Charakter, end den æsthetiske Basunes, foreslaaer i et saa vigtigt Anliggende — saa kunne vi, som den Magt, hin snurrige Fredsmægler henvender sig til, deels for Pudseerlighedens Skyld, deels, for saavidt vel og er mueligt, at hans alle Formaliteter tilsidesættende Keiser hemmelig har overdraget ham Fredsmæglingen, ikke undlade, at meddele Publikum samme, og derom at bekiendtgiøre vor ligesaa alvorlige, som korte Betænkning.
Efter en Hoben ved slige Leiligheder brugelige Complimenter til Forfatteren af de poetiske Epistler — hvoriblandt nogle ere meer end almindelig overdrevne, for saa meget des tydeligere at give tilkiende, hvad de betyde — som, f. Ex., den Forsikkring: „at ovenmeldte Epistler ere læste med Fryd og Gammen allevegne hvor Danne-Sproget forstaaes“ efter en usigelig artig Giendrivelse af „det Rygte, Giengangeren, ved en formelig Skrivelse fra salig Baggesen, skal have søgt at udsprede om sin virkelige Død“1 — der kan tiene til Mønster paa slet diplomatisk Fiinhed, kommer han med en ligesaa let, som naturlig Vending (i det han pludselig ikke blot modsiger Logiken, men sig selv2) til sit egentlige Anliggende; og ladende, som om „de roligere Præliminairforhandlinger, hvori man skrider til Fredens Afslutning,“ allerede vare i fuld Gang, begynder han Indledningen til en Traktat uden at fremlægge mindste Bemyndigelse og uden anden Motivering, end følgende: „Recensenten tilstaaer gierne, at det vilde være den største Lykke, der kunde vederfares ham paa Kritikens ellers saa tornefulde Bane, hvis han ved sin Mægling kunde bidrage noget til, at den af alle Poesieens3 Venner saa længe attraaede Fred paa det danske Parnas omsider blev sluttet, og Striden afløst — af en Vaabenhvile i det mindste — ved hvilken netop den Digter, der eene har ført Vaaben, vilde vinde allermeest!“ Hvad nu denne rørende Motivering angaaer, da maae vi paa vor Side tilstaae, at vi aldeles ikke forstaae den. For at lette Herr Trompeteren sin Gang paa Kritikens ellers saa tornefulde Bane, maa der sluttes Fred paa Fred paa Parnasset? Dette vil enten intet sige, eller saa meget: at al Kritik og Antikritik maa ophøre, for at han uden mindste Bryderie kan recensere og rose. Men hvi har han betraadt hin for ham saa tornefulde Bane? Finder han den for haard, hvi bliver han ikke derfra? kan man tvinge noget fuldvoxent Menneske (og det forudsætte vi, Rec. i det mindste er) til at kriticere?4
Er det hans Kald, maa han taale, hvad det bringer med sig. Men, hvis vi nu og af Medlidenhed med hans tunge Skiæbne, for den eene krigsky Mands Skyld vilde slutte Fred med hele Verden, hvorledes skulde vi bære os ad med denne, eller ogsaa blot med en Vaabenhvile, i det Tilfælde, han antager, nemlig en „Parnas Krig, hvor kun een eneste har ført og fører Vaaben?“ Vi ere bange for, at Herr Fredsmægleren er saa langt fra at være skikket til sin frivillige eller nødtvungne Forretning, at han ikke engang veed hvad Krig egentlig er i Modsætning med Fred, eller Fred i Modsætning med Krig, end sige den Krig, Giengangeren førte, og Danfanas Præst vedbliver at føre mod Fornuftens, Kunstens, Sprogets og Smagens Fiender — de maae for Resten være saa fredelig sindede som den politiske Napoleon selv var det, naar han ikke vilde, at nogen anden Tromme paa Jorden skulde røres end hans Krønings. Hvad Foden angaaer, hvorpaa jeg skal staae med Monarken, i hvis Tieneste han hidindtil har trompetet, da yttrer han derom det Haab, „at det vil lykkes en Fremtids Boeckh at vise, hvorlunde det formeentlige Uvenskab imellem os ikkun var en forbigaaende Misforstaaelse, lig den mellem Plato og Xenophon.“ Himlen veed, hvad der kan lykkes en Fremtids Boeckh i denne kritiske Materie; men vist er det, at det neppe lykkes vor nutidige Fredsmægler, der aldeles ikke synes at have mindste Nys om den saare kritiske Fod, hvorpaa de to, han vil slutte litterarisk Fred imellem, staae med hinanden. Hvorom alting er, Trompeter-Freds-Forslaget lyder i det væsentlige, som følger: (Tiden, Rummet, og den Omstændighed at det alt udførligen findes trykt i den danske Litteraturtidendes 44de Nummer for forrige Aar, tillader os blot at meddeele det i Udtog)
Art. 2. Baggesen tilkiender Oehlenschläger Tvillingesceptret over Poesiens Rige.“
Art. 3. Baggesen erkiender Oehlenschläger, som Mester i episk og dramatisk Poesie.
— i antik og romantisk dito.
— i naiv og sentimental dito.
— i objektiv og subjektiv dito.
— i nordlig og sydlig dito.
med eet Ord i alle de dualistiske Inddelinger man hidindtil har forsøgt af Poesien.
Art. 4. Baggesen følger herefter i sine Kritiker Oehlenschlägers Sprogbrug.
Art. 5. Baggesen tar sig herefter i Agt for at betage Oehlenschläger den fornødne Tillid til sig selv.
Art. 6. Professor og Ridder Oehlenschläger (paa sin Side) indrømmer Justitsraad Baggesen, med en Underafdeeling af een af hans (Oehlenschlägers) Tiendedeele, nærmest Ret til at arve ei allene Wessels Enke, men ogsaa Holbergs endnu rigere.
Art. 7. Oehlenschlægers Trompeter anviser den Baggesenske Genius en værdig Kampplads, i f. E. Abracadabra, og vil selv støde i Trompeten, hvis han der vinder i Væddeløbet.
Saavidt Meddeelelsen af Trompeter-Freds-Forslaget. Svar derpaa overlader jeg den første, den beste Piber, der ikke netop staaer i den Fred eller Vaabenhvile forlangende Magts Tieneste. Kun om Krigen, jeg i Giengangeren, i Søndagsbladene, og i andre kritiske Forsøg har ført, erklærer jeg de respektive større eller mindre barbariske Kystmagter: at den nu først for Alvor begynder, hvilket det næste Danfanahefte formodentlig noksom vil udvise.