Naar Løvet falder,
Kan man høre Huldren sukke;
Thi snart i Fjeldets Haller
Maa hun sig indelukke.
Mens Somren varer,
Hun bygger og boer bag Løvet,
Ja, tit blandt Sangfuglskarer
Sidder hun frydbedøvet.
Den første Svale
Har hun baaret mildt paa Skuldren;
Den fløi til dybe Dale
Med Glædesbud fra Huldren.
Fra Fjeldaltaner
Tapeter og Høitidsfaner,
Væv’de af Løv og Blommer.
Mens Fuglen tier,
Og Solen bag Aasen daler,
Hun spiller i grønne Lier
De fuldeste Skovchoraler.
Naar Glædens Dage
Henvisne med Birkens Krone,
Da lader hun Spillet klage
Med zittrende, dæmpet Tone.
Naar Løvet falder,
Hun flytter med tunge Sukke
Til Fjeldets sorte Haller,
Som Jættestenene lukke.
Mens Huldren flytter,
Du maa ei til Fjeldet vandre,
Dvæler du der og lytter,
Kan hun dit Sind forandre.
Paa Folkets Munde
Boer Sagnet om Spillemanden,
Der kom fra visne Lunde
Med Kummersky paa Panden.
Han rørte siden
Sit Spil over Blomsterenge;
Men Suk fra Løvfaldstiden
Bævede paa hans Strenge.