Johan Sebastian Welhaven (1807–73)

Welhaven, Johan Sebastian Cammermeyer, norsk Digter, f. i Bergen 22. Decbr 1807, d. i Oslo 21. Oktbr 1873. Hans Bedstefader var indvandret fra Tyskland til Bergen, og her levede hans Fader som Præst. Gennem sin Moder stammer Digteren fra den norske Familie Heiberg, og han er en Slægtning af den danske Digter J. L. Heiberg. Han gik paa Latinskolen i Bergen, og en af Lærerne, Lyder Sagen, har haft stor Indflydelse paa hans Udvikling ved sin Undervisning i Norsk. Denne Undervisning var fremfor alt rettet paa Stilens Renhed, paa Vellyden i det talte og skrevne Ord. Sagen saa en begyndende Kunstner i W. og ledede hans Kunstnertrang, som gav sig Udslag ogsaa i Lysten til at tegne. Han blev Student 1825 og tog en Tid efter fat paa det teologiske Studium, som dog ikke interesserede ham meget. Kort efter at han havde begyndt dette Studium, døde hans Fader, 1828. Han havde med dyb Kærlighed sluttet sig til sin Fader, og dennes Død danner det første store Skille i hans Liv. Den lyse, fredelige Ungdomstid er endt, og Kampen drager ind over hans Liv. Han maa nu i Oslo føre en dobbelt Strid, Striden for det daglige Brød og Striden for sine Evners Gennembrud. Han har selv betegnet dette Afsnit af sit Liv som »Kamp og Nød mellem Fremmede«. W. blev et ivrigt Medlem af Studentersamfundet. Politikken havde i disse Aar ogsaa her begyndt at spille en vigtig Rolle. I Tiden omkring 1830 er der jo politisk Gæring omkring i hele Europa, og i Norge optræder Henrik Wergeland i Tale og Skrift som den begejstrede Talsmand for alle Frihedens Ideer. Paa samme Tid var han særskilt den ægte Norskheds Forsvarer saavel mod Overgreb fra svensk Kongemagt som mod for stærk Indflydelse fra dansk Aandsmagt. W. har i sin første Studentertid sikkerlig ikke været nogen lidenskabelig Politiker; han har været forarget over det politiske Skraal, fordi det overdøvede deres Stemme, som tolkede Interesser, han i langt højere Grad synes fortjente at agtes paa. Han slutter sig til en mindre Kreds af Kammerater, som er optagne af litterære Sysler, og han bliver i Studentersamfundet snart Sjælen i alt, som har med det litterære Liv at gøre. Det var ganske naturligt, at disse Mænd, som led under Aandsfattigdommen hjemme, var stærkt optagne af det rige litterære Liv i Danmark.

Den første Tid af W.’s Forfattervirksomhed faar sit Præg af hans Strid med Wergeland. Denne krænker i sine Digte i den Grad den æstetiske Sans hos W., at han ikke mere kan holde sig tilbage. Det bliver en uimodstaaelig Trang for ham at træde frem for at værge Skønhedens Tempel mod Barbaren. Han rykker Sommeren 1830 ud med et Digt »Til Henrik Wergeland« og begynder med Spørgsmaalet: »Hvor længe vil du rase mod Fornuften?«. Dette Digt er Indledningen til den langvarige og bitre Strid mellem de to Digtere og de to Partier, som fylkede sig om dem. Striden førtes efter nogen Tid over i Studentersamfundet, idet Wergeland til Samfundets Blad sendte sine »Stumper«, kaade Smaavers fyldte med Spot. Spotten gik naturligvis ogsaa ud over W., og denne svarer i sine »Tylvter« med samme Mønt. I denne Stevkamp er de to Kæmpers personlige Grovheder mod hinanden lige store; den ene Part skylder den anden intet. Men W. var ganske anderledes anlagt for det forstandsmæssige, pointerede Vid end sin Modstander. Fra den tidligste Tid af sit Forfatterskab havde Wergeland udtalt sin Uvillie mod den æstetiske Retning, som i Danmark havde sin Talsmand i J. L. Heiberg. Og det er netop en Lærling af denne Mand, han ser i W. Sommeren 1832 kommer W.’s Hovedindlæg i Striden, Bogen: »Henrik Wergelands Digtekunst og Polemik ved Aktstykker oplyste«. Til samme Tid vælges han sammen med A. Schweigaard, P. A. Munch og F. Stang ind i Redaktionen af Ugeskriftet »Vidar«, som blev udgivet af disse Mænds Parti. Der kommer nu en Tid, da W. optræder for Offentligheden væsentlig som Kritiker. Og han har i denne Periode visselig ogsaa i en Kritikers Arbejde set sin nærmeste Opgave. Det har staaet for ham, som han havde en stor og vigtig Gerning at gøre; den moderne æstetiske Kritik maatte have sin Repræsentant ogsaa i Norge. Her har man hidtil manglet den saglige Kritik, som, uden at tage andre Hensyn, alene holder sig til Værkets æstetiske Værd. W. er i sin Kritik paavirket af Schiller og Goethe, men fremfor alt af J. L. Heiberg. Som fuldendt skal Kritikken stemple dette Værk, som i teknisk Henseende er udadleligt. Denne Selvbeherskelsens og det rolige Overlægs Æstetik lægger W. som Maal paa Wergeland’s Ungdomsdigte, disse Digte, som i brusende Vaarflom skyller over alle Kunstens Marker, river alle Gærder ned. Disse Digte, som er skrevne i Beruselse af Elskov, af Elskov til alt, som aander og lever, og hvad der ikke aander, kalder Digterens mægtige Fantasi til Live, saa der intet er, denne Elskov ikke lægger ind til sit Hjerte. Lige over for dette voldsomme Vaarbrud samler W. sin Tanke om alt, som kan dæmme ind, sætte Grænser. Han finder, at fuldkommen Mangel paa Klarhed og Besindighed i Udførelsen er Grunddraget i Wergeland’s Digtning.

W.’s Kritik af Henrik Wergeland blev mødt af dennes Fader, Nicolai Wergeland, som forfattede et helt Modskrift »Retfærdig Bedømmelse af Henrik Wergeland’s Poesi og Karakter«. W. giver ikke et særskilt Svar paa dette Skrift; han forbereder et Angreb i en anden Form. Hans Syn har udvidet sig; han ser, at de samme falske Begreber og Uklarheder, som ligger paa Bunden af den æstetiske Raahed, ogsaa volder det politiske Rabalder. Det er Digterfriheden og den politiske Frihed, som misforstaas. I Slutningen af 1834 udkommer hans første større Digterværk, »Norges Dæmring«, en Række Sonetter. Det hele Land stiger frem for hans Syn. Han ser det ligge i Halvmørke; Nat og Taage stænger endnu for Dagens frembrydende Lys. Ved Lykkens Terning vandt Norge sin Frihed i 1814. Men dette var jo alene en Frihed i det ydre; Landet laa øde for Aandens Vækst. Opgaven var derfor at pleje de Spirer, Landets Jordbund gemte i sig, saa Landet langsomt kunde naa frem til aandelig Frodighed. Men denne langsomme Udvikling, dette Arbejde vil man unddrage sig; som ved et Magtsprog vil man tvinge Vaaren frem til moden Sommer. Ved elendigt Skryderi søger man at indbilde sig, at Landet staar paa Højde med den europæiske Kultur. Det eneste, som virkelig trives i Norge, er de store Ord, de hule Fraser om Frihed og Begejstring. Ude i Europa gærer og syder det overalt, og vistnok har ogsaa her Politikken sine Karrikaturer. Men det er da en Kamp, som gælder noget. Vi Nordmænd har jo allerede den frieste politiske Forfatning; alligevel skvadroneres, støjes, larmes der, som det gjaldt at gøre Stormløb mod Despotiet. Denne Kopiering af den europæiske Politik er et elendigt »Abespil«. Og man glemmer, at selv den frieste Forfatning er en tom Ramme, en død Form, naar den ikke faar sit Liv indefra. Det er Aandens Frihed, den indre Forædling, som trænges hos os. Raaheden er Frihedens værste Fjende. For at vedligeholde Indbildningen om, at alt er saa herligt herhjemme, har man søgt at indføre en »Aandens Karantæne«; ved at stænge for al Paavirkning udefra skal den ægte Norskhed bevares. Men Selvstændighed naas ikke ved at sidde gemt bag en Mur. Alene ved stadig Vekselvirkning med fremmed Aandsliv fremgaar den nationale Ejendommelighed i ren Form, saa man spares for »forskruet Kraft« og »overdreven Grønhed«. — Der findes i dette Digt megen Bitterhed og kold Foragt; men man vilde ganske miskende det — saaledes som Forfatterens Modstandere ogsaa gjorde — hvis man alene fæstede Blikket ved denne Side. Hvad der virker forsonende, er den Understrøm af dybt Savn og higende Længsel, som ogsaa af og til bryder helt op i Dagen. Digterens skarpe Stemme bliver blød af Længsel og Sorg, naar han taler om sit Savn af Kunst og Savn af Sympati for sin kunstneriske Trang. De, hvis Aandsliv ligger over den store Hobs, siger han, føler sig herhjemme som en Prometheus lænket til den raa Granit. Og i hvor høj Grad trænges ikke Kunsten i det norske Samfund! Her hvor Politikken med sin Splittelse trænger ind overalt. I denne Tid, da en virkelig Partidannelse i det politiske første Gang foregaar i Norge, paakommer der den unge Æstetiker en Rædsel for det sønderrevne. Overalt, hvor hans Øje faldt, saa han Politikkens Følger, splittede Personligheder, et splittet Folk. Her kan alene Kunsten bringe Hjælp; den er »Samfundslivets Kit«. Denne Tankegang kommer især klart frem i en Afhandling »Kristianias Vinter- og Sommer-Dvale«, som han lod trykke nogle Maaneder, før »Norges Dæmring« udkom. Han udtaler i denne Afhandling en stor, en overdreven Tro paa Kunsten som social Magt, en Tro, som netop hans dybe Savn har indgivet ham. — »Norges Dæmring« vakte en Storm saa voldsom, som vel ingen anden norsk Bog har formaaet at rejse. Digtet blev angrebet og forsvaret i Mængder af Avisartikler og i hele Bøger. Nicolai Wergeland foreslaar i et Modskrift, at alle Fædrelandsvenner skal kaste Digtet paa Ilden den førstkommende 17. Maj. Forslaget blev virkelig bragt til Udførelse i et Par Bygder, og det med stor Højtidelighed.

W. afsluttede sin Strid med Wergeland og hans Parti Vaaren 1838. Han skrev da i Bladet »Den Constitutionelle« en længere Artikelrække »Om norske Presse-Anliggender«. Den nærmeste Foranledning til disse Artikler var Striden om Wergeland’s Skuespil »Campbellerne«, som var blevet opført paa Christiania Teater og udpebet af W.’s Venner. Men til samme Tid begynder W. i Digte en Polemik af anden Art, en indirekte. Han gaar ikke mere lige løs paa sin Modstander og hans Parti i Nutidens Norge. Han ser Striden paa lang Afstand; den har gaaet for sig langt tilbage i Historien og er blevet typisk for alle Tider, eller den har til evig Tid gentaget sig i Naturen. Saaledes udsendte han midt under Campbeller-Striden Digte som »Goliath«, »Møkkurkalv« og »Flyvefisken«. Til denne Art af Digte slutter sig ogsaa fra en senere Tid enkelte, som henter deres Emne fra hans Kamp med Udenverdenen. Her er et Digt som »Kalchas« oplysende; det sigter til hans langvarige og opslidende Strid for at opnaa en Stilling som Professor ved Universitetet. Han havde den hele Tid lidt under trykkende Næringssorger, og der aabnede sig først en Udsigt til bedre Kaar, da der 1839 oprettedes et nyt Lektorat i Filosofi. Da W. meldte sig til Stillingen, begynder straks de mest nærgaaende og hadske Angreb paa ham i Aviserne. Det maa jo ogsaa indrømmes, at Stof let kunde findes til Angreb. Han havde ikke særskilt uddannet sig til at overtage en saadan Stilling, og det kunde ikke nægtes, at hans Kundskaber var højst mangelfulde. W. blev imidlertid indstillet til Posten af Universitetets Prokansler, Grev Wedel, og dette bragte Striden til end mere at blusse op. Under alle disse hadske Angreb lider W. sit Livs største Sorg; han ser sin Forlovede, Ida Kjerulf, fra Dag til Dag sygne hen; hun ligger paa sit Dødsleje. Endelig blev Sagen efter to lange Aar afgjort derhen, at W. blev konstitueret som Lektor for to Aar. Men hans Modstandere lod ham ikke derfor i Ro; han var fremdeles stadig Genstand for Angreb. 1843 blev han fast udnævnt til Lektor og 1846 til Professor.

W. har udgivet fire Digtsamlinger, den første 1839 og den sidste 1860. Den første overraskede hans Landsmænd ved at vise ny Træk i hans Digterpersonlighed. Der hvilede over mange af Digtene en mild og blid Stemning som man ikke havde ventet, da det udfordrende, stridslystne hidtil havde været det mest fremtrædende. I hele hans Digtning ytrer sig en stærk Trang til at fordybe sig i Sjælens indre Liv; under al Strid og Larm og under Politikkens plumpe Raab lytter han til en Røst i sit Indre, som stilt trøster ham med, at Sjælens Liv har en Vaar, som ikke kan naas af truende ydre Magter. En stærk personlig Følelse ligger til Grund for de fleste Digte; men samtidig har W. en Blyhed, som lader ham gemme bort det personlige, saa at det ikke altid er let at se. Han kommer oftere tilbage til, hvor liden Sympati han blev mødt med i sin Ungdom, og hvorledes det har virket hemmende paa hans Udvikling, at han ved Kamp maatte rydde en Plads for sin Digtning.

Kom der stadig mere Stilhed over hans Digte, saa maa det ikke glemmes, at han hele Livet igennem havde sit Felt, hvor han lige frejdig førte sin Fejde. Det var det selskabelige Liv i Oslo, som stadig bragte ham i Harnisk. I Samtalens frie Løb kastede han alle Baand og lod alle sine Evner frit udfolde sig; der kom over ham en Improvisationens Kraft, som næppe helt er kommen til sin Ret i hans Digte. Det skarpe og det myge, Kritik og Lyrik, skiftede i lunefuld Veksel. Hans Kritik af Personer og Forhold var hensynsløs. Men naar saa Stormbygen var over, kunde alt igen som i de norske Fjorde ligge med Sol over Vand, over Li og Løv. Alt, hvad han fortalte, var fængslende, og hans følsomme Natursans gav gennemaandede Billeder af norsk Natur. Denne Kritik har da ogsaa fundet sit Udtryk i hans Digte. Der var fra Slutningen af 1830’erne foregaaet en stor Forandring i Oslo-Livet; der var kommet et europæisk Sving over det. Men W. stod med Tvivl lige over for al denne pludselige Dannelse med dens Tale om Kunst og Kritik af Kunst. Denne Dannelse var ikke spiret langsomt af Landets egen Jord. Det er en Halvkultur, som tager Præget og Farven fra Menneskene. Her er Dannelse uden Natur og Natur uden Dannelse, men ikke deres Forening til sjælfuld Ejendommelighed. Det mest kendte af de herhenhørende Digte er »Soirée-Billeder«; men der er to Digte i første Samling, »Ekstremer« og »Den første Kærlighed«, som har stærkere Glød. Her bryder hans Harme ud over, at den norske Hovedstad, hvor Damerne er Dukker og Herrerne dresserede Træmænd eller helt raa, ikke har Rum for en udpræget Personlighed med stærke Følelser. Der er i det sidstnævnte Digt Linier, som i Kritik og Kraft drager Tanken hen paa Ibsen. Saarede W. mange ved sin Kritik, saa fik han ogsaa selv at føle, hvad det vil sige for den udprægede Personlighed at leve i en Smaaby, hvor al Kritik bliver opfattet som Angreb paa kendte Personer.

Hvad man kanske først bliver opmærksom paa i W.’s Digte, er hans Stemningers nære Forhold til Naturen. Hans Stemning synes at hvile over Landskabet og at skifte Lys og Mørke med det. Hvert Landskab sætter ham øjeblikkelig i Stemning; men hver Stemning søger ogsaa altid til et Landskab. Stemningen hviler ikke, før den har naaet plastisk Anskuelighed i et Landskabs Form. Og først og fremmest er det Vestlandets Natur, som er hans Sjæls Billede. Vestlandet er de lyse Lunde hvilende under mørke, truende Fjelde, et livsaligt Stille blandt kæmpende Jætter. Her er den Dobbelthed, som hans egen Sjæl bar, dens Længsel mod Fred Side om Side med en aldrig stillet Stridslyst. Da Landskabet paa hvert Punkt kan omsættes i Stemning, bliver hans Naturdigtning af en helt symbolsk Karakter. Hvad der ved første Øjekast kan tage sig ud som ligefrem Naturskildring, viser sig samtidig at være Sjæleskildring. Omkring 1840 vaagner i Norge en stærk Sans for det folkelige. Asbjørnsen og Moe træder frem med Folkeeventyr og Folkesagn. Kunsten skal fornyes ved at søge hen til Naturens og Folkets egen Poesi. Denne nationale Retning bæres af en dyb Begejstring for den norske Natur. Det stod for disse Mænd, som den norske Natur selv havde taget til Orde i Folkedigtningen. Denne Romantik staar W. fra første Stund af nær; han deler dens Begejstring for norsk Natur, for de gamle Fædre og deres Sønner, som endnu lever i Norges Dale. Det er ved sine nationale Romancer, W. kan siges at være bleven en populær Digter. Som de populæreste af Romancerne kan maaske nævnes »Asgaardsrejen«, »Dyre Vaa« og »En Vise om Hellig Olaf«. Folkedigtningens overnaturlige Væsener, og da først og fremmest Huldren, opfatter W. som en aandiggjort Natur; de staar op af en ejendommelig Natur og er altid paa Vej til atter at dæmre hen i Landskabet. De stiger og viger som den Stemning, Landskabet vækker. W.’s stemningsfulde Naturskildring er naturligvis langt fra at være alene en Gengivelse af den ydre Natur. Kunst er »en aandig opfattet Virkeligheds Genbillede«. Stemningen omordner, renser det ydre Billede, saa deraf opstaar Kunstens Billede, det indre Billede. Her har Aandens Magt sejret over det tilfældige, splittede i den ydre Virkelighed. Dette indre Billed, som i hans Kunst- og Livsanskuelse spiller en saa vigtig Rolle, er dog fremfor alt det aandiggjorte Menneskebillede. Det er en »indre Erfaring« af særegen Styrke, hans Æstetik og Livsanskuelse former sig om. Denne Erfaring er det svundnes Evne til at lyse i en ejendommelig ren Glans. Og det svundne, som lever dybest i vor Sjæl, er Billedet af de Afdøde, vi har elsket mest. Det er dette Billede, som har størst lysende Evne saavel for Digtning som for Liv. Hans lange Fravær fra Bergen i hans Ungdom og de trykkende Kaar, han levede under i Oslo, lod det lykkelige Barndomshjem staa for ham i lysende Farver. Endnu mere Vemod faldt der over disse Minder efter Faderens Død. Men stærkest virkede Tabet af Ida Kjerulf, et Tab, han aldrig forvandt. Hun døde i Decbr 1840. Hans hele følgende Digtning vidner om, at hun aldrig kunde glemmes. Selv efter at han 1845 er blevet gift med en dansk Dame, Josephine Bidoulac, staar Ida Kjerulf’s Billede lige klart for hans Sjæl. W.’s Æstetik, som fra først af fremhævede Planens Klarhed, lægger nu stor Vægt paa, at Digtningen er grundet paa Erfaring, Oplevelse. Og denne Oplevelse maa ses i Erindringens Lys. Vemoden, »Glædens Erindring, beaandet af Sorgen«, bringer først til Fuldendelse den Klarhed, Kunsten fordrer. Denne Erindringens Kunst har bragt som det skønneste Digt »Den salige«, Mindedigtet om Ida Kjerulf. Den Livsanskuelse, han saa ofte udtaler i sine Digte, er ogsaa en Erindringens Livskunst. »Mindet kun et Held bereder, der er Livets Ejendom«. Glæden og Sorgen maa enes; Vemoden er Glæde med Sorgens Stilhed over sig og Sorg med Genskin af Glædens Lys. I de senere Aar faar hans Livsanskuelse en mere religiøs Farve; vi kan nævne det vakre Digt »En Sangers Bøn«.

En politisk Bevægelse var der, som W. stillede sig midt op i og ikke modtog med Mistvivl. Det var Skandinavismen. Efter hans Mening maatte man ikke endnu søge at give Ridset af en politisk Forening mellem de tre Riger. Hverken Fortidens eller Nuets Øjemaal strakte her til. Der skulde alene arbejdes for, at de tre Folk kom til bedre Forstaaelse af hverandres Ejendommelighed. Hvert Folk skal se, hvad der er i sund Vækst hos de andre. »Her er Liv til nye Former, her skal være Glæde over Væksten«. I Skandinavismen saa han ogsaa en Modvægt mod en forsnævret norsk Patriotisme. Ved de skandinaviske Fester optraadte han jævnlig som Taler, og der stod Ry af hans Veltalenhed.

W.’s Arbejder i Prosa kan i Værd ikke stilles ved Siden af hans Digte. Kun eet af disse Arbejder, »Billeder fra Bergenskysten«, har opnaaet nogen større Popularitet. Som Professor holdt han Forelæsninger over den norske Litteraturs Historie, og af disse har han udgivet en større Afhandling »Ewald og de norske Digtere« (1863). Han fremhæver det norske Selskabs store Betydning for den dansk-norske Litteratur.

Allerede 1868 maatte W. paa Grund af Sygdom søge Afsked som Professor; han havde allerede nogle Aar været uarbejdsdygtig. Hans samlede Skrifter udkom i 8 Bind 1867—68. En Statue af W., udført af Billedhuggeren Utsond, rejstes i Oslo 1908. (Litt: »Norsk Forfatter-Leksikon«, VI og der citerede Kilder, særlig H. Lassen, »Henrik Wergeland og hans Samtid« [2. Udg. 1887]; samme, »W.’s Digte« i »Afhandlinger til Litteraturhistorien« [1877]; Gerhard Gran, »Norges Dæmring« [1899]; Arne Løchen, »J. S. W.’s Liv og Skrifter« [1900]; Elster, »Illustreret norsk Litteraturhistorie«, II, S. 161 ff.).