Bruden i Corinth
Af Göthe.
Af Göthe.
Til Corinth kom en Athenienser,
Ubekiendt var der den Ungersvend;
Ene Hiertets Kiærlighed han endser;
Hist en Borger er hans Faders Ven.
Tidlig har de alt
Søn og Datter kaldt
Brudefolk, og det alvorligen.
Men vil han vel møde venlig Mine,
Naar han ikke kiøber Gunsten dyr?
Han endnu en Hedning er med Sine;
Mon den døbte Christen ham ei skyer?
Kommer nye Tro,
Tidt fra stille Bo
Kiærlighed og Troskab tvungen flyer.
Hele Huset alt i Taushed hviler,
Fader, Døttre, kun ei Moderen;
Venlig hun modtager ham og iler
Med ham flux til Pragtgemakket hen.
Før han kræver det
Bordet er beredt,
Saa forlader hun den Ungersvend.
Men ved disse kostelige Retter
Bliver dog hans Madlyst ikke vakt;
Mad og Drikke mødig han forgietter,
Paaklædt tyer han hen til Leiets Pragt,
Slumrer næsten alt,
Da en sær Gestalt
Triner didind, hvor han sig har lagt.
Thi ved Lampens Skin han seer, der træder
Udi hviden Slør og Klædemon
Sædelig en Mø paa Kamrets Bræder;
Issen smykker sorte, gyldne Baand.
Som hun skuer ham,
Hæver hun af Skam
Og Forskrækkelse den hvide Haand.
Er jeg, raaber hun, da her saa fremmed;
At til Giæsten Intet jeg fornam?
Ak, saa holder man mig indeklemmet,
Og nu overfalder her mig Skam.
Hviil fremdeles kun
Her i tause Stund.
Hurtig gaaer jeg. Vær mig kun ei gram!
Bliv, saa raaber han, o skiønne Pige!
Hurtig springer han fra Sengen ud;
Her er Ceres, her er Bacchus Rige,
Barn! og Amor kommer paa dit Bud.
Er af Skræk du bleg,
Kiære! du og jeg
Ville være froe som hver en Gud. —
Nærm dig ei! du Ungersvend, stat stille!
Jeg tilhører ikke Glæden meer;
Ved en Moders sygelige Grille
Skridtet, af det sidste, giort alt er.
I sin Sygdoms Stund
Lovet haver hun:
Ungdom være Himlen offret her!
Og de gamle Guders tætte Vrimmel
Strax fra tause Huus fordrevet er;
Ikkun Een, usynlig i sin Himmel,
Og hans Søn, korsfæstet, æres her.
Ikke bløder Dyr,
Ikke Lam og Tyr,
Nei, her offres Mennesker med Sværd. —
Og han spørger, og hvert Ord mon veie,
Og ethvert hans Aand og Øre naaer.
Er det muligt, at ved stille Leie
Den udkaarne Brud her for mig staaer?
Min kun være Du!
Vore Fædres Hu
Os har signet alt for mange Aar. —
Mig, du gode Siel, du ei erholder,
Man min anden Søster under dig.
Naar min Celle bittre Qval mig volder,
Ak, i hendes Arme tænk paa mig,
Som har dig i Hu,
Elsker dig endnu,
Og i Jordens Skiød snart skiuler sig. —
Nei, ved Luen her det være svoren,
Den os Hymen viser naaderig!
Ei for Fryd og mig du er forloren;
Kom kun til min Faders Huus med mig.
Nu dog, Elskte! her
Flux vor Bryllupsfærd
Feire vi heel uformodentlig!
Og de alt omvexle Troskabs Minde,
Gyldne Kiæde rækker hun ham hen,
Og en Skaal han række vil til hende,
Kunstig, sølvern; ingen var som den.
Den er ei for mig!
Dog jeg beder dig,
Af dit Haar en Lokke giv mig, Ven! —
Netop Midnatstimen dump mon lyde,
Og nu syntes hun først vel til Mod;
Graadig monne blege Mund nu nyde
Dunkle Viin, hvis Farve ligned Blod.
Men det Hvedebrød,
Som han venlig bød,
Ei hun rørte, ei hun tog imod.
Skaalen mon hun nu sin Yngling række,
Som, liig hende, drak med heftig Lyst;
Hendes Elskov stræber han at vække,
Ak, hvor elskovssygt var arme Bryst!
Dog hun modstaae kan,
Til med Taarer han
Synker ned paa Leiet uden Trøst.
Hos ham hun sig kaster, meer ei nøler:
Ak, hvor nødig skuer jeg din Qval!
Men ifald min Støvdragt du beføler,
Du ved det, jeg dulgte, gyse skal.
Reen og hvid som Snee,
Men, o Elskte, vee!
Kold som Jis er hun, hvem traf dit Valg. —
Stærkt omslynge hende Svendens Arme,
Høit af Ungdoms Kraft opflammes han:
Haab dog end hos mig at vinde Varme,
Var du og mig sendt fra Gravens Land;
Kys og Lyst og Mod!
Elskovsoverflod!
Brænder ikke du, o føl min Brand!
Tættere dem Elskov slutter sammen,
Taarer blande sig i deres Lyst;
Graadig af hans Mund hun suger Flammen,
Een i Anden kun sig er bevidst.
Og hans Elskovsmod
Varmer hendes Blod.
Hierte slaaer dog ei i hendes Bryst.
Midlertid sig sniger end paa Gangen
Huuslig silde Moderen forbi,
Lyttende ved Kamret hører mangen
Tone synderlig og høi deri:
Klage’ Glædes-Lyd,
Brudeparrets Fryd,
Og der’ Elskovsstammens Raseri.
Ubevægelig hun staaer ved Døren,
Og i denne Sag sig ønsker Lys;
Søde Ord fornemme hendes Øren,
Elskovseder uden Tal — Tys, tys!
Hanen gol, min Skat!
Men i Morgennat
Er du atter her! — Og Kys paa Kys.
Længer hun ei kan mod Vreden værne,
Trykker rask paa Laasens kiendte Fiær —
Gives her i Huset saadan Terne,
Som mod Giæster strax sig villig teer? —
Saa ad Døren ind!
Men ved Lampyns Skin
Seer hun — Gud! sit eget Barn hun seer.
Ynglingen det Øieblik mon skrække,
Hurtig han med Pigens eget Flor
Og med Tæppet hende vil bedække,
Men hun strax derudaf selv sig snoer.
Som med Aanders Magt,
Hun i Dødningragt
Hæver sig paa Leiet, langsom, stor.
Moder! Moder! lyder hule Stemme:
Saa misunder I mig skiønne Nat!
Fra det varme Sted I mig vil skræmme:
Vaagned jeg da kun til Vee saa brat?
Er det ikke nok,
At den sorte Flok
Har saa tidlig mig i Graven sat?
Men mig nu en egen Dom uddriver
Af den Jord, hvormed jeg blev bedækt;
Munkesangen ikke Fred mig giver,
Og Velsignelsen har ingen Vægt.
Ikke Salt og Vand
Køler Ungdoms Brand;
Jorden ei mit Elskovssaar har lægt.
Denne Ungersvend mig først var lovet,
Medens Venus’ Tempel kneiste prud.
Moder! Ordet I at bryde voved,
Paa et falskt, et fremmed Løftes Bud.
Dog en Moders Ed,
Dattrens Kiærlighed
At nedkue, hører ingen Gud.
Udaf Gravens Ro jeg vorder vristet,
For endnu at søge tabte Held,
End at søge Manden, jeg har mistet,
Suge Blodet af hans Hiertes Væld.
Lever han først ei,
Maa til Andre jeg,
Krævende det unge Liv som Gield.
Skiønne Yngling! du maa lade Livet;
Syg du vorde vil paa dette Sted;
Thi min Kiæde haver jeg dig givet,
Og din Lokke nu jeg tager med.
Nøie see derpaa!
Imorgen er du graa,
Og kun bruun du vender did dit Fied.
Moder! til min sidste Bøn du lytte!
Opreis høie Baal af tørret Ved,
Aabne da min bange lille Hytte,
Giv de Elskende ved Luen Fred!
Bort af Askens Glød,
Bort af Lue rød
Ile vi til gamle Guders Sted!
G. N. Toft.