Du skielmske lille Gud,
Som alle siger
Ved grumme Pileskud
Kan saare Piger,
O! hav Barmhiertighed,
Og skyd mig ikke med.
For Kiærlighed er jeg
Saa angst og bange.
Jeg hører denne Leeg
Fortryde mange.
De Honning fik, men ak!
De siden Bærme drak.
De Mandfolk os omgaaes
Som Mammelukker.
De leger først med os
Som med smaa Dukker.
Vi mange Kiærtegn faaer;
Men saa de fra os gaaer.
De gierne vil til een
Fortrødelig frie,
Men er’ saa seen’, saa seen’
At la’ sig vie.
De nok til Bruden tye,
Men alt for Konen flye.
Og om vi fandt os i
At la’ dem raade,
Med Elskovs Lækkerie
De ei holdt Maade.
Før Bryllups-Aftenen
Alt Sødt var slikket hen.
Naar hun i bunden Stand
Omsider træder,
Hun har hos sin Herr Mand
Kun korte Glæder.
Gudinden, han tilbad,
Nu smukt maae lave Mad.
Og finder han en Dag
Sin Grød lidt sveden,
Da faaer hun anden Smag
Af Kiærligheden.
Hans Ansigt og hans Grød
Da findes lige sød.
Og nu det Ende har
Med Elskovs Gaver.
Den før det gifte Par
Kun Koldskaal laver.
Nu glemmer Mandens Siæl
En Friers Blinkandel.
Dog Pigerne det Tant
Ei kan la’ være.
Hvo eengang Elskov fandt
Vil elske mere.
End Enker, om slap fri’
Tit atter falder i.
Du skielmske lille Gud,
Den Møe, du rammer,
Kan aldrig slippe ud
Af disse Flammer.
O! skaan mig for din Piil,
Jeg frygter dobbelt Ild.
Ak! saa alt mangen Gang
Mit Hierte brænder.
Hver Dands, hver munter Sang
En Lue tænder.
Om Elskov kommer til,
Jeg reent forbrænde vil.
Tode.