Chloe.
Du Guddom, som usynlig boer
I disse tavse ødefulde Steder,
Og med et enkelt helligt Ord
Den Ængstede til sikker Bane leder,
Lad ogsaa mig det fulde Bryst
Med Tillid i din Helligdom udøse,
Og haabe du til sødest Lyst
Mig ved et Vink af grusom Tvivl vil løse.
To Elskere min unge Siel
Med sødest Attraa daglig haardt omspænde.
Jeg vælge skal. Den bedre Deel
Kan du, allene du mig lære kiende.
Den ene viser sig saa varm;
Den lange Dag han om mit Ynde qvæder,
Og sværger, han ved Chloes Barm
Hensmælte vil i Guders høiste Glæder.
Og yttrer jeg da mindste Tvivl,
Om hans Bestandighed vil holde Prøve,
Da be’er han Himlens Tordenkiil
Nedstyrte sig, naar han mig kan bedrøve.
Med Liv og Ynde, Kraft og Fynd
Han kan sin faste Kiærlighed udtrykke!
Ak! skulde det ei være Synd,
Om jeg ei giorde saadan Elskers Lykke?
Du tier! Bævende jeg seer
En rædsom mørknet Lund ham Afslag give.
Men, er ei han mit Hierte værd,
Hvad vil, o Gud! da af den Anden blive.
Hans Kiærlighed er lige stor;
Han og er ung og skiøn, som Morgenrøden;
Men aldrig mig den Stolte svoer
En Kiærlighed, urokkelig til Døden.
Han taler kun ved Øiekast;
Hans Elskovs-Eder er’ kun dybe Sukke.
Men staaer usvoren Troskab fast?
Vil Tiden ei saa tavs en Lue slukke?
Hvad seer jeg! Mørknet Lund og Dal
Paa eengang blidt, livsaligt Lys opklarer!
At jeg den sidste vælge skal,
O Gud! det Himmel-Vink mig aabenbarer.
Oraklet.
Ja, Guder leer af Elskovs Eed.
Den som meest sværger, gierne meest bedrager.
Tro den, som paa sin Kiærlighed
Ikkun sit Hierte kuns til Vidne tager.
Tode.