Igjennem Lundens milde
Og dunkle Blomsterskjød,
Den perleklare Kilde
Med sagte Rislen flød.
Der var saa godt at være;
Der var saa tyst og stille,
Og Nattergalens Trille
Igjennem Skoven lød.
Og hvergang Morgenrøde
Saae gjennem Rosenhæk,
Da lod den Kinden gløde
I Livets friske Træk.
Da duftede hver Rose,
Den hvide med den røde
I Blomsterduft, den søde,
Og speilte sig i Bæk.
Der vakte Fuglens Trille
Alt med sin kjælne Røst
En Rosenknop saa lille
Til Morgentimens Lyst.
Den rødmende sig aabner
Fordi det er saa silde,
Og Purpurstraaler spille
Omkring paa hendes Bryst.
Da faldt saa klar en Draabe
Høit fra Jasminens Green,
Mellem den grønne Kaabe
Og hendes Barm saa reen.
Den kysser, mens hun spørger:
”Hvem er du lille Taabe?” —
”Jeg er en Morgendraabe,
Men hvad er du for en?” —
Og mellem dunkle Blade
Dybt i den stille Lund
De aldrig kunne lade,
At trykke Mund paa Mund!
Men som de sad i Lunde
Saa rolige, saa glade,
Da maatte dem forlade
Den søde Morgenstund.
Dugperledraaben tynger
Det fine Rosenblad,
Den hist og her sig gynger
Og tumler sig saa glad.
Men medens snart den ruller
Og snart sig stille klynger,
Da ned den Bladet tynger,
Og de maa skilles ad! —
Da gled den mod og stille
Ned i den dybe Aae,
Og blev en Bølgelille
Iblandt de andre Smaa.
Forgjæves, ak! den længes!
Hvor gjerne end den vilde
Igjen tilbagetrille,
Den kan det ei formaae! —
Men hvergang Aftenrøde,
Saae gjennem Rosenhæk,
Blev Perlens Kinder røde
Dybt i den klare Bæk!
Men hvergang Maanens Blikke
Kom Bækkens Speil imøde,
Da blegnede det Røde
I elskovssyge Træk!
Og fra den dunkle Kilde
Dugperletaarer flød;
Naar Nattergalens Trille
Igjennem Skoven lød;
Og sagte, som naar Taare
Paa Taare sig maa trille,
Den over Bækkens Stille
I Oceanet flød! —
J. Thiele.