Den Fisker sadler sin vingede Hest;
At være paa Dybet, det tykkes ham bedst.
Bølgen ruller paa hviden Strand;
Saa red han derud, den Fiskermand.
Og som han drager sin Medesnor,
Paa Krogen hang der en Guldfisk stor.
Da lo han i Skjæget: „Mange Fisk jeg saae,
„Men aldrig med Gyldenstyks-Kjortel paa!
„Havde jeg en Pjæs for hvert guldfarvet Skjæl,
„Da var jeg vel hjulpen, jeg fattige Sjæl!”
Guldfisken flager i Bænk sin Svans,
Det tyktes den Fisker en underlig Dans.
„Ikke saa lystig, du rige Mand!
„En fattig Fisker kan nok holde Stand”
Guldfisken ligger og lyder derpaa,
Begyndte den at tale og sige som saa:
„Fattige Fisker! du seer, jeg er rig,
„Jeg mægter vel at gjøre dig lykkelig!
„Kaster du mig atter i den dybe Strand,
„Da skal du vel blive en velholden Mand.
„Min Moder er Fiskenes Dronning fiin,
„Hun skal give dig baade Bolster og Liin.
„Min Fader er Konning paa Havsens Bund,
„Han skal gjøre dig baade stærk og sund.
„Min Bejler han sørger for mig i det Blaa; —
„Min Gyldenstyks-Kjortel skal du ogsaa faae.” —
„ — Stort jeg ikke agter en Fiskenes Drot;
„Det vilde være min gode Tro til Spot.
„Ej heller din Moders Bolster saa fiin;
„Min egen Dronning gjør vel bedre Liin.
„Men gav du en Bejler din Ære og Tro,
„Da vil jeg ej forstyrre to Elskendes Ro.”
Saa slap han i Bølgen den Fisk saa angst:
„Hjælpe mig Gud for saa ussel en Fangst!
„Bider imorgen en slig paa min Krog,
„Da faaer jeg vel sulte, jeg fattige Skrog!”
Saa sad han i Hytten den Aften tvær
Og mælte ej Ord, der var Talen værd.
Næste Morgen i sin Baad han sad
Og speded’ paa Krogen en Lokkemad.
Og ret som han kaster sin Medesnor,
Sank Floddet under, og dybt det foer.
Da lo han i Skjæget og sagde som saa:
„Nu har jeg vel atter en Guldfisk paa”
Saa drog han feendrægtig Snoren lang:
En gylden Skilling paa Snoren hang.
Og kan jeg det sige for Sandt og Vist,
Han havde for Glæde ej Ro eller Rist.
Men saatit han herefter i Snoren drog,
Der hang dog ret aldrig en Fisk paa hans Krog,
Men saatit han paa Krogen efter Fisken saae,
Da hang der ret altid en Guldskilling paa!