Af Lunden, i hvis grønne Skygge
Jeg vandred’ ved min Moders Haand,
Den gjemte hele Livets Lykke
For min til Fryd henrevne Aand.
Der saae jeg Vaarens Sol at klæde
Med Guld de fjerne Højes Krans;
Som Barn af Fryd jeg kunde græde,
Som Yngling knæle ved dens Glans.
Da hvælved’ Himlens Azurblaa
Sig dobbelt reen omkring mit Øje,
Og som et Billed af det Høje
Dens milde Stjernepragt jeg saae.
Og for mit Blik den hele Klode,
Som denne Plet, var ynderig;
Og alle Mennesker var gode;
Thi hver jeg tro’de ligne mig.
„Kun Lasten myrder Sjælens Fred,”
Saa lod min fromme Moders Lære,
Og derfor lastefuld at være
Mig syntes en Umulighed.
Ak mange ynderige Egne
Mit Blik paa Jorden siden saae;
Men ingensteds, ak ingenvegne,
Sin fordums Fryd det hvilte paa!
Det var, som Morgensolens Ild,
Som Aftensolens Purpurflamme
Var ej saa skjøn, var ej den samme,
Som den, der favned’ Barnets Smiil.
Og alle mine Ønsker svæved’
Kun om det elskte Fødested,
Skjønt altid rørt mit Øje hæved’
Sig mod Naturens Herlighed.
Jeg saae vel hver en Jordens Kyst
Omarme ømt sin Skabnings Lykke;
Men ak! een Plet dog kun at trykke
Ham underkjærligt til sit Bryst.
Ja, skjønt saalangt mit Hjerte slaaer,
Langt borte fra min Fædrebolig,
Skal jeg dens Billed følge trolig
Og signe den, hvor end jeg gaaer!