Hvo giver mig min Ungdoms Fryd tilbage,
De rene muntre sorgefrie Dage,
Da Glæden mig med Uskylds Smile bød,
At hvile i sit vellystfulde Skjød?
Da Sorgen, som en Foraarssky bortilte,
Og Glædens Soel paa friske Taarer smilte,
Da ubekymret, Morgen! jeg dig saae,
Og tryg i kjelne Moders Arme laae.
O kunde jeg et Smiil tilbagekalde,
Et Øjeblik af dem, jeg ikke talde,
Og gribe det, og nyde det igjen?
Men Glæden fløj med Lynets Vinger hen.
Knap kjændte jeg Lyksalighed paa Jorden
Før Skjæbnens grumme tifoldstærke Torden,
Mit Haabets hele Bygning splitted ad,
Og gjorde den, som et henvisnet Blad.
Den mørke Grav mit Aasyn alt anfalder
Med Alderdommens Træk i Ungdoms Alder,
Og bøier mig mod Jorden sorgfuld med;
O! hvad er Støvs indbildte Herlighed?
Grav, stille mørke Grav! din Skræk min Glæde;
Ak ingen Ven maaskee paa dig skal græde,
Paa dig, Ukjændte! skal en Vandrer gaae,
Og Ukrud over sjunkne Minde naae.
Hvad er jeg, Almagt! Leer i dine Hænder,
Jeg nævner dig, Gud! som mit Hjerte kjænder,
Du bød det, jeg din Lov adlyde maa,
Og Livets Vei igjennem Torne gaae.