Da Himlens rene Lyst, og Jordens Paradiis,
O Kjærlighed! hvi qvæler du mit Hjerte?
Naturen fuld af dig har Hymner til din Priis,
Og jeg, som tit din Gunst med Sang begjerte,
Mig kaster du i Tungsinds mørke Nat,
Af Haabets mindste glade Glimt forladt.
Tit seer jeg henrykt dig, naar et lyksaligt Par
I rene Favnetag din Guddom ærer,
Mit Hjerte ønsker sig den Glæde, disse har,
Men mig din Ild i langsom Qval fortærer;
Selv Dagen har ei Lindringsstund for mig,
Midnatten veed, jeg er ulykkelig.
Naar vil du, Kjærlighed! med længe ønsket Lyst
Belønne et til dig hengivent Hjerte,
Og at jeg ved min fromme Piges Bryst
I rene Favnetag forglemme kan min Smerte,
Og sige trods for Nid, og uafladelig:
Min bedste Julie! jeg elsker dig.
Men nei! du flyer mig forgjæves, ønskte Trøst!
Ei smilte du til mine mørke Dage,
Naar min eensomme klagelige Røst
I skumle Egeskov udtonede mine Plager,
Mig Taarens Lindring selv den mørke Nid forbød,
Naar Tungsind qvæler mig i Nattens Skjød.
Saa bød min Skjæbne mig til Overmaal af Qval,
Taus venneløs mit Kummers Aag at bære,
O! du som Kummer gav til mine Dages Tal,
O byd dem Himmel! byd dem faa at være,
Forund mig, at den Jord maa snarlig skjule mig,
Hvorpaa min Vandring var ulykkelig!