Thomas Thaarup (1749–1821)

Synet

en dramatisk Idylle

i Anledning af

D. H. H. Prindsesse Julianes

og

Prinds Wilhelm af Hessens Formæling,

opført den 31 August 1812 paa Sorgenfri

Personerne:

En qvindelig Genius (Mad. Heger.)
En mandlig Genius (Hr. Heger)

Chor.

Reen og ædel Kjærlighed
Skaber Ørken til et Eden,
Blomsterstrøer hvert mødigt Fjed,
Plantes her for Evigheden.

Den mandlige Genius.

Da Livets første Lyd fra Wilhelms Bryst
Greb Moderhjertet med en navnløs Glæde,
Da bød mig den Uendeliges Røst:
Stig ned! hans Fjed paa Livets Vei du lede!
End bød hans Stemme: lær ham Mod og Taal!
I Daad han vorde viis, god og retfærdig!
At eengang ved sin Hædersbanes Maal
Han vorde Lys, og mig dets Fader værdig.

Den qvindelige Genius.

Saa blidt et Faderbud Algodhed bød,
Da jeg neddalede fra Lysets Sæde,
Da Juliane paa Sophies Skjød,
Laae slumrende bestemt til Wilhelms Glæde:
Bøi Julianes spæde Sjel til Dyd!
Hun vorde Mønstret for hver Danneqvinde,
Ved Modersind hun vorde Mandens Fryd,
En Hæder for sit Kjøn, og dets Veninde.

Den mandlige Genius.

Jeg fulgte glad ethvert hans Barndoms Fjed,
Saae Sæden kime til den sande Ære,
Hans unge Fod paa Banen sjelden gleed,
Han Dana-Fredriks Mand jo skulde være.

Den qvindelige Genius.

Som Rosenknoppen Juliane skjøn
Jeg saae mod Qvindedyders Maal at stræbe;
Saa god, saa blid, og hendes Hjertes Løn
Var Modersmilet fra Sophies Læbe.

Den mandlige Genius.

Og nu er Dana Wilhelms Fædreland,
Og der, hvor Dannerkongens Banner vajer,
Han viis og kjæk skal færdes som hans Mand,
Med lige Mod beredt til Død og Sejer.

Den qvindelige Genius.

O han skal sejerkronet komme hjem!
Da skal ham Julianes Favn modtage;
Hans Haab, naar han i Striden drager frem,
Hans Hjertes bedste Løn i Fredens Dage.

Den mandlige Genius.

Vi følge dem ad Banen, Haand i Haand,
Eet er vort Maal! een er den Løn I vinde.
        Paa dette Alter her ved Grottens Bred
Skal Bønnens Virak taus mod Himlen stige;
Send os et Fremtids Glimt, Algodhed! ned!
O blot et Glimt af Held fra Lysets Rige!

Chor af usynlige Genier.

        Himlens Døttre, Haand i Haand
        Kjærlighed og Venskab møde,
        Blomster pryde Hymens Baand,
        Klar er Haabets Morgenrøde,
        Glæderiig er Elskovs Vaar,
        Under rene Favnetage;
        See! dens skyldfri Himmel spaaer
        Held og Fryd og glade Dage.
        Og naar Elskovs Vaar forsvinder,
        Trofast Venskab kjærlig vinder
        Blomsterkrands om sølvgraa Haar.

        Ædle Par! vord Standens Pryd!
        Du dens Lod erkjændtlig tage!
        Visdom skaber Sorg til Fryd,
        Mørke Blund til Glædens Dage.
        Livets Fader skuer ned
        Paa den Vei, du skal betræde,
        Styrer kjærlig hvert dit Fjed,
        Signer Pagtens Blomsterkjæde,
        Han, hvis Aasyn alt opliver,
        Livets Dag sin Glæde giver,
        Til dens Aften giver Fred.