De svunde hen vort Samfunds første Dage,
Den glade Tid, som trofast Venskab gav,
O Glædens Øjeblik bortile fage,
Og styrter sig i Evighedens Hav.
Saa mangen Mand stod her i kraftfuld Alder,
Saa mangen Yngling skjøn i Haabets Vaar,
De ginge hen, forgjæves dennem kalder
De faa fra fordums Tid med sølvgraa Haar.
I Hedenfarne, dette Selskabs Fædre!
Vi mindes Eder paa vor Høitidsdag.
O gid vi Eders Minde værdig hædre
Ved Venskab, Enighed, ved Vid og Smag.
Det Venskab var, som med sin skjønne Kjæde
Hver Broder til sin Broders Hjerte bandt,
Det venlig signede den skyldfri Glæde
Det Vid, den Smag, som her sit Tempel fandt;
Det staa urokkeligt mod Storm og Ælde
Saa skjønt i sine første Dages Pryd!
Det staa urokkeligt ved Venskabs Vælde,
Urokkeligt ved Borgersind og Dyd.
Med Harme Avind saae hver Piil at brydes,
Som skadefro den mod dets Grundvold skjød,
Og aldrig, aldrig Angers Galde gydes
I Glædebægret, her os Venskab bød.
Hver Broder Glæden med sin Pligt forbinde,
Han nyde fro hvert skyldfrit Øjeblik,
Og naar han kaldes, være her hans Minde:
At han fra Venskabs Savn i Døden gik.