Du, som Jordens Held og Ære
Med umættet Sjæl attraaer,
Lad dig denne Gravhøi lære,
Jordens Lykke, som en Damp, forgaaer.
Den, hvis Tab vi her begræde,
Sank i favre Ungdom hen,
Havde Haab til Livets Glæde,
Og et Hjerte, værdt at nyde den.
Men det var Alviisdoms Tykke,
Kort blev hendes Rejsefærd,
Tidlig hun forlod den Lykke,
Som er intet Savn og Ønske værd.