Træt af skuffet Haab og varig Kummer,
Tunge vare dig de sidste Fjed,
Derfor blev dig qvægsom Dødens Slummer,
Graven dig et ønsket Hvilested.
Lykken skal ei troløs meer tilsmile
Dig den Fryd, den spaaer, men sjelden gav,
Og dens altid sikkre, hvasse Pile
Ligge magtesløse ved din Grav.