O! Jesu, som har lidt for mig,
Udrust min Siel med Styrke,
Naar Naadens Ansigt skiuler sig,
Og trint om mig er Mørke.
Naar Skræk fordriver Hiertets Fred,
Hielp at jeg da med Taalighed
Dit store Navn maa dyrke!
Jeg veed at Kors og Lidelser
Er din Discipels Ære,
Og at jeg kun beredes her
Til Seirens Krands at bære.
Du luttrer din udvalgte Ven,
At han desmeer til Himmelen
Maa reen og skikket være.
Som Solen paa en Foraars Dag
Med Torden Skyer bedækkes,
Det regner, lyner Slag i Slag,
Det hele Land forskrækkes.
Men snart dens Straaler skinne frem
Med dobbelt Smil; ved hver af dem
Nyt Liv, nye Blomstre vækkes;
Saaledes sender Gud sin Trøst
I det beklemte Hierte,
Og qvæger det med tifold Lyst
For sin udstandne Smerte.
O! seierrige Jesu Fred,
Da lyser du i Sielen ned
Som Banghed før forærte.
Gud elsker mig! med denne Troe
Jeg alting gaaer i Møde:
Det er Grundstenen for min Roe,
Som intet skal omstøde.
Al Trængsel og Gienvordighed
Min Faders Gunst og Kierlighed
Kan rigelig forsøde.
Gud elsker mig! Den Tanke skal
Mit sidste Skrit ledsage,
Og Frygt for Dødens skumle Dal
Langt fra mit Hierte jage.
Med Jesu har jeg liidet her,
Med ham jeg herliggiøres der;
Bort da mit Suk, min Klage!