Bøn om Trøst i Døden
Efter en af Mad. Rowes Soliloqvier.
Efter en af Mad. Rowes Soliloqvier.
Mit Lives Herre! lad dit Bud
Mig, naar du vil, afhente:
Den store Time skienk mig, Gud,
Med Haab og Trøst at vente.
Skiønt Skrækkens Konge synes vred,
Giv dog at Dødens Bitterhed
Min Siel velkommen bliver!
Naar Livets Strømme endelig
Til lavest Ebbe falde,
Omsonst de bange Sukke dig
Hielpløse Kunst! paakalde;
Naar træt og mat Naturen skal
Med Bæven i den mørke Dal
Foruden Bistand famle!
Da styrke Herrens Kierlighed
Min Siel i Dødens Smerte!
Da gyde Himlen Balsam ned
I mit beklemte Hierte!
Da smile du, som ene kan
Opklare Dødens Skygges Land,
Og Gravens Mulm fordrive!
Men kald de Suk tilbage
Som flittig Andagt af min Mund
Udgød i Sundheds Dage.
O! overskue da blidelig
Hver Bøn, som jeg har ofret dig,
Du har dem jo antegnet.
Jehova! send mit Hierte Svar
Naar hele Verden tier,
Naar intet jordisk mere har
Trøst mod den Angst, mig bier.
Naar Midnat mørkner hver en Sands,
Og Solen mister selv sin Glands,
Og Stiernerne sig skiule.
Retfærdighedens Soel da med
Sit Middags Skin oprinde!
At hine Egnes Dunkelhed
Og Taage maae forsvinde;
At jeg en oplyst Udsigt maa
Hen over de Afgrunde faae,
Hvortil min Reise iler.
Lad mig paa denne Seirens Dag
Bespotte Helveds Vælde.
Gud! du udfører selv min Sag,
Du skal min Fiende fælde.
Jeg trodser Slangens Raserie
Til Afskeed, thi min Siel er frie,
Dig, Lam! den evig priser.