Fra Manddoms Høi, igjennem Alvors Flor,
Uforberedt, skuer jeg tilbage:
Ak! mine Ungdoms Glæder Afskeed tage
Og Minders Liigfærd følge deres Spor.
Tør jeg ei meer med alle Musers Chor
Naturens Dands for Jovis Blik ledsage?
Maae Tanken alt med grusom Hast bortdrage
Fra Skabningen Chariters Trollegjord?
Du som min Barm ved Skjønheds Skier optø’de
Og Himlens Glæde lokked’ til mig ned,
Stands i dit sidste Suk, o Følsomhed!
Og du som døer med hver en Aftenrøde
I Ungdoms drømte Phantasopolis,
Stands, spraglet Letsind, stands Ephemeris!