Tidt, i Veemods søde Drømmetanker,
Hvad jeg engang var, igjen jeg er;
Tidt Erindringen ved Aftnens Skjær
Mig som Barn, med mine Lige sanker.
Da, med Rør til Master, Siv til Planker,
Svømmer stolt mit Skib paa Engens Kjær;
Da Forglemmigei og søde Bær
Plukker jeg blandt Mos og vilde Ranker.
Drømmen svinder og fra høien Søe
Nu jeg gjennem Graad og Taage skuer
Hist i Fjernen Barndoms Rosenøe.
Himlen slukkes, Storm og Klippe truer,
Idel Undergang vi svømmer i,