Der gik paa Æsels Ryg en Mand —
Jeg mener — dog jeg vædde kan
Derpaa, enhver min Mening veed,
At Manden paa sit Æsel reed —
Og mødte en forbittret Løve,
Hvis bruusende Man, hvis Næses fnysende Damp
Forkyndte de Vandrende: Død eller Kamp.
Om Æslets Braal, der havde kundet døve
En hidsig Inqvisitors Skrig,
Naar han taer paa i hellig Iver,
Og Faar i Naadestien driver,
Slet ikke Løven bryder sig.
Med Rytter det paa Flugten vendte;
Men Løven stærkere dog rendte:
Saa vidt var Faren kommet alt,
At tæt bag sig de kan den høre.
I Angsten Æslet død nedfaldt,
Hvad giør vor Mand? — Hvad Mand bør giøre,
Hvem Vanen ei forhærdet har,
Til smukt at tæmme Alt af Løver.
Til Lykke Dolk han hos sig bar,
Og uforsagt en Dyst han prøver
Med væbnet Arm mod glubske Dyr.
Det var en stærk, behændig Fyr.
Kort sagt: i Kampen Løven falder,
Og styrtet i sit eget Blod
Udbløder den sit Overmod.
Vor Helt sin Rosinante kalder
Med Møie op til Liv igien.
Et Øie halvt kun aabner den
Af idel Angst for Dødensbringer.
Knap giennem det den bliver vaer,
Det Manden er, som vundet har,
Før Æslet op i Glæde springer,
Og den halvælve Kolos
En vældig Serenade bringer,
Der lød omtrent, som iblandt os:
Mig Gud for Kattesang og sligt.
Paa Skieldsord og paa Spark saa rigt,
Et glatte Lag det lader fare,
At Manden selv i Vrede slaaer
Det med sin Stok, saa Stokken brydes,
Al Recensering det forbydes.
Af Manden det den Lærdom faaer,
I det han stiger op at ride:
”Du syvfold dumme Dyr maa vide,
Til fældet Løve skal en Mand,
Men haane den kun Æslet kan”.
Om I for nylig, mine Venner!
Just ikke en Person har seet,
Der har sig som en Løve teet,
Saa Æslets Mage dog jeg kiender.
Anton Julius.