Midas
en grædsk Fortælling
en grædsk Fortælling
(efter det svenske).
(efter det svenske).
Kong Midas udi Lydien
Var meer, end lovlig dum — dog ingenlunde galen;
Regierte rigtig nok — kun middelmaadigen,
Men dyrkede Musik, og dømte den
Med Sielestyrke ved Pocalen.
Hr. Pan var Majestætens Favorit,
Det var en Mand af stor Merit,
For sine Bukkebeen, og for sin Pibe,
Hvoraf han kunde visse Toner knibe,
Saa grusom rørende, at det
Var ham en ringe Sag at faae hans Majestæt
Snart til at skoggre, snart at pibe.
En velsignede Gud, hvis Priis var stor
For Lyrespil, og Sang, og smukke Ord,
Apoll den Tiid omvanked paa vor Jord.
Ei før hans vidtbekiændte Roes
Kong Midas kom for lærden Øre,
Før han paa Næsen Krøller saae at giøre,
Og sige spottende: den Virtuos
Maae vi dog allernaadigst høre.
En Cabinetscoureer affærdiges barduus,
Med kongelig Careth, og Forspænd til Corcyre,
Der uden megen Compliment og Kruus
At hente Guden og hans Lyre.
Apollo kom ved Nattetid,
Men skiøndt Kong Midas ellers, tør jeg love,
Sov kiækt om Kaps med hver paa Throner og ved Hove;
Nysgierrigheden var en mægtig Eumenid,
Som ei hans Majestæt tillod at sove.
Og flux den formeligste Væddestriid
Anstilles mellem Pan, og Manden fra Corcyre,
Pan var den første med sit Spil;
Thi saa er Verdens Skik, at først gaaer, hvo der vil;
Saa stærk som fire var hans Lyre,
Og vreed han selv saaledes Krop og Mund,
Og alle sine Liniamenter,
At Midas paa en liden Stund
Blev lens paa vakkre Complimenter.
Thi klart det er, som klareste Chrystal,
Skiøndt noget latterligt desværre,
At er man Favorit, skiøndt dum, som dødt Metal,
Man findes dog hyperb af naadig Herre.
Apollo, lidt undseelig,
Saa vel paa Pans, som Kongens Vegne,
Dog — som mon Gudesønner egne, —
Med bliid Frimodighed fremstilte sig,
Sang en Adagio, kneeb sin Lyre,
Og malede paa Vers af idel Ild og Fyr,
En liden Scene af den dyre
Trojanske Helenes Eventyr,
Men baade Text, og Spil, og Sang,
Den ædelt simple Sandhed hylder,
Reent uden alt det Bieldeklang,
Der med chrematisk Kunst forgylder
Et Nonsens, saa det mangen Gang
Vort Øre, skiøndt ei Hierte fylder.
Kong Midas tykkes det saa let,
At det fortiente ingen Ære,
Han dømte da, som er Parqvet
I hvilken Hofstad, der skal være —
Pan er guddommelig, Gud Phœbus slet.
Men see! hvad hændte sig? Latone
Øm som en Moer, ømskudlig, som een Kone,
Fik megen Fristelse, for slig en Dom
Paa Smag og Billighed saa tom,
At giøre Midas til Mirakel.
Og mens Apoll fra Hove roelig gik,
Monarken til en Løn for naadigste Critik,
Sig selv til billig Straf, og andre til Spektakel,
To lange lodne Øren fik.
Strax løb rundt om Kong Midas heele Rige
Et Rygte, som ei har til denne Dag havt lige:
Kong Midas er et Æsen, vil man sige!
Som det fra Mund til Mund i Stilhed gik,
Kong Midas selv et Nys derom betroet fik;
Snart til Undseelse forvandler sig hans Vrede,
Til at regiere fik han Leede,
Og første Gang i Verden klog
Af lutter Trods mod giækkende Latone,
Den modige Beslutning tog:
At reise bort fra Scepter, og fra Krone.
Jeg af Monarker tre kun veed,
Der lagde deres Krone ned,
Med als dens heele Herlighed;
Dyd dertil Diocletian bestemte,
Og Keedsomheden Carl den femte;
Men Midas giorde det af Skamfuldhed.
Iblandt saa mange Hundrede hans Lige,
Der have samme Skiæl dertil,
Mig undrer, at ei een det samme giøre vil?
Dog hvad skal denne Undren sige?
Er Mennesker ei altid skrøbelige?
Og den som ivrigst tordner derimod,
Sig af Begiærlighed selv daare lod.
Men til Kong Midas nu tilbage!
Heel skamfuld ved sit Eventyr,
En deilig Maanskins Nat fra Lydien han sniger,
Men som i Skumringen han under Graad og Klager
De lange Øren bringe vil i Skik,
Lidt efter lidt den lyse Dag opgik,
I Horizonten glad han Bacchi Stad opdager.
Hvor megen Fryd! først spaaede han sig den
Og for det andet drak han gierne.
Han iiler, og ind’ Aftenen
For Bacchi Throne staaer, forbandende sin Stierne,
Hvoraf hans Hoved dette Smykke fik,
Som Guden selv desværre skue kunde.
Gud Bacchus saaes et Medynksblik
Sin fordums Vert og Ven at allernaadigst unde.
Og sagde: Broder Midas, som du veed,
Din kongelige Giestmildhed
Os ingentid vil gaae af allernaadigst Minde,
Thi sværger jeg dig ved min Evighed,
Kræv du, hvad Løn du vil, du skal Bønhøring finde!
Hvis nogen sligt mig vilde foreslaae,
Jeg tænkte, saadant bør med Overlæg behandles!
Men Midas glad sit Slag at slaae
Alt saadant gandske oversaae,
Og bad: din Villie skee! giv, hvad jeg rører, maae
I samme Øieblik til Guld forvandles!
Det skeede; Midas blev en Riigmand samme Stund;
Han rørde Træerne i næste Lund,
Han klapped sin troefaste Hund,
Paa Øret slog han sine Drenge;
Alt, alt blev Guld; Velsignelsen
Gik endelig saa vidt, at Bacchi Ven
Sig tvungen saae at æde Penge.
Hvad skeede? Dumheds Frugt bestandig Anger blev,
Kong Midas, hvem nu Sult har havt i Roe,
I Guldskoe humpende igien til Bacchus drev,
Og bad ham dog igien borttage denne Gave.
Og Enden paa Comedien blev,
At han paa Gudens Ord steeg ned sin Krop at vaske
Ved Pactols blomsterklædte Strand,
Som fra den samme Dag hoffærdig sees at braske,
Og vælte Bølgerne blandt idelt gyldent Sand.
Hvis man med Føie paa Historien lider,
Har meget Guld og ringe Vid
Gemeentlig fulgtes ad fra samme Tid,
Og end giør saa i vore Tider.
Hvor ofte, Pluti frække Pog!
Har jeg ei hørt dit Skryd om dine Capitaler,
Om Fragter, Laan, og hvad du ellers praler,
Og om din Dagrullanz, saa stor, dit stakkels Drog!
Som tyve Embedsmænds Qvartaler.
Hvad Slutning drager du deraf?
At siden Himlens Gunst dig gav
Med denne lette Kunst at regne og at samle,
En Tunge skabt dermed at skryde og at skramle;
Og da at skragle er Maneer at vorde stor,
Og siden Guldet, Fødslens Bror,
Fortienesters og Kundskabs Savn opretter,
Maae vi paa venstre staae, du dig paa høire sætter.
Jeg nægter ei, det saa gaaer til,
Men spil en dum Fallit, bliv arm; jeg love vil,
At Verden snart dit sande Værd skal finde,
Dig ligne ved en Nød med Ormehul,
Med Sæbeblærens tomme Hinde,
Og med en rund Figur, du veed, der kaldes Nul.
Maaskee dig Skiæbnen og den Prøve vil beskiære,
At see en ubemidlet Mand,
Med Kundskab, Vid, og Dyd, beskeden bære
I eget Bryst sin Lykke og sin Ære;
Dig selv, som med Foragt ham nys saae an,
Blandt Riigmænd glemt, og andensteds casseret;
Ham, som for Lykken ei paa Knæe har lagt,
Af alle søgt, skiøndt end ei noksom æret,
Ei sat til Høibords, men i Agt.
R.