J.J. Albrecht Schønberg (1782–1841)

        Jeg har i Hytten, hvor jeg boer,

        — den Hytte er vel ikke stor

og ikke smuk, dog ei den Hytte

Med Kongens Gaard jeg vil ombytte! —

        Jeg har en liden Sisken der,

        som er mig meer end Penge kiær;

hun har en lille bitte Tunge,

som kan saa vakkert, vakkert siunge.

        Fra Top til Taa er hun saa net,

        som Ilden levende og let.

Mon hun faaer stundom nye Klæder?

See! som et Speil er dog hver Fieder!

        Hun synes leve blot for mig,

        naar jeg er glad hun glæder sig,

er jeg det ei, hun stille sidder,

og klager med sorgmodigt Kvidder!

        Saasnart jeg nævner hendes Navn,

        hun faer som Pilen i min Favn,

og Brød af mine Læber hakker,

og synger saa saa sødt og takker.

        Jeg neppe paa min Lyre rør’

        før strax opmærksom til hun hør’,

og seer paa Dyret, som saa lyder,

og ud i søde Toner bryder.

        Hen til et Speil jeg hende bær —

        See! hvor hun fro og kielen er,

Hun kysser Glasset! — Stakkels Lille!

Hvorfore vil jeg dig saa ilde? —

        Saa tidt du lyster, du jo kan

        udflyve i mit Blomsterland,

men trofast kommer du tilbage! —

O! fik jeg engang saadan Mage?