Johannes Ewald (1743–81)

    Indsvøbt i al sin Skræk, og vred, og vild

Nedbruser han fra Biergene — o fly!

Du Rosens og de spæde Liliers Ven!

O skierts ei meer saa tryg med Siølunds Høi!

Din Fiende kommer; fly du gyldne Soel!

Fra Helsinge, fra Østens nøgne Field

Nedbruser han; hans Aandedræt er Storm —

Og huul og sørgelig som Bølgens Lyd,

Der toner mod en eensom Klippes Fod,

Er Lyden af hans Komme; Glædens Spor,

Hvert yndet Maleri af Grønt og Guld,

Hver Gnist af Skovens skummende Christal,

Hvert flygtigt Glimt af Bølgens sølvblaae Ryg,

Har alt hans store Skygge slettet ud.

Bag ved den Morder er Naturen død,

O fly! du Glædens Ven! o skierts dog ei

Saalænge med Sophias gyldne Spiir;

Forlænge kysser du hver enkelt Busk,

Hver vestlig Høi, hvormed du drev din Skierts.

De rødme ved dit kiælne Afskedskys.

    Snart skal de blegne, som den stolte Mø,

Hvis Hierte Helte kun tør trætte om —

Hvi sidder hun saa eensom i sin Pryd,

Saa tankefuld? hvi løfter hun saa tit

De store Øine? dem, som Dyd og Mod

Og Viisdom, og endnu, jeg veed ei, hvad

Saa yndigt blandes i — hvi løfter hun

Dem smægtende saa tit mod Biergets Vei?

Hun venter ham — sit Hiertes skiulte Haab,

Sin stille Tankes Ven — den unge Helt,

Hun skildrer sig ham seierrig — beladt

Med Jetters Rov — og alt tillaver hun

Et meer end venligt Smiil, og Heltesang,

Og paa sit Skiød udbreder Kampens Mø

Det bunte, det med Guld isprængte Skiærf,

Som hun har virket til sit Hiertes Helt —

Nu kommer han; han kommer! ha han flyer,

Nu blusser hendes Kind — hun skiuler vred

Det guldisprængte Skiærf — Men ak! hun seer

Den sorte Jette, som forfølger ham

Med høit opløftet Sværd — Nu zittrer hun —

Nu svømmer hun i Graad — hun blegner! fly

Guldhaarede! før Jetten knuser dig.

    Saa rødme Leirehøie ved din Flugt,

Og vrede skiule de der gyldne Pragt,

Som hver for sig udbredte dig til Lyst,

Du bunte Høies Elsker! — Men de see

Din sorte Fiende — skrækkelig og vild

Forfølger han der Ven med lange Skridt —

Da zittre de — da svømme de i Dug,

Snart skal de blegne — fly du elskte Soel!

Før Jetten naaer dig — guul er Jettens Hielm,

Som Dødens Farve — fra dens høie Kam

Nedsvæver Busken smudsigrod og bleeg,

I tynde Striber ad hans brede Ryg,

Sort er hans Skiold, som Sorgen, som det Flor,

Bag hvilket Enken græder — skrækkeligt,

Som Almagts Slør, hvormed den skiuler sig,

Naar den i Harm tillaver Dødens Ild —

Et ildrødt Meteor er Jettens Sværd,

O see det lyne bag hans Hielm — og fly,

Du milde Kiæmper med det gyldne Haar.