Og det var Karl Jessen, den gjæve Mand,
Han pløjed’ atlantiske Bølge;
Da kom to Britter og duved’ ham an,
Jeg vil det ret ikke fordølge.
De talte ham til med tordnende Røst,
Men ej var han seen til at svare;
Thi, ene mod to at prøve den Dyst,
Det tyktes ham slet ingen Fare.
De bretlandske Svende gav Skud paa Skud,
Men Karl holdt dem mandig fra Livet.
Han sparede ikke paa Lod og Krud,
Men dygtige Lag blev dem givet.
Saa hejsed’ han Sejl i højen Raa
Og ønsked’ St. Thomas at vinde;
Han vidste at sejle og vidste at slaae,
Det maatte vel Britten befinde.
Med blodige Pander og hullede Skrog
De vendte med Skammen tilbage; —
Men hædret og højt vajer Dannebrog;
Ej Britten det magted’ at tage!